Noter til specialeoplæg ved mundtligt forsvar 04.13.

Posted on

Det dominerende paradigme

  1. I mit speciale, har jeg valgt at fokusere på vanskelige sagsforløb som langvarig ventetid. Ud fra mit ønske om at svare på spørgsmålet om, hvilken betydning usikkerhed og uforudsigelighed har for oplevelsen af langvarige sagsforløb, har jeg valgt en tilgang til langvarig ventetid, som går imod det dominerende perspektiv på ventetid.

    Den antropologiske tilgang til langvarig ventetid har i flere år været præget af et fokus på tilstanden af passivitet og modløshed, som individet hensættes i, når både ventetidens udstrækning og fremtidsperspektiverne bliver uforudsigelige.

    Et eksempel på denne hyppigt anvendte tilgang er Pierre Bourdieus feltarbejde i Algeriet, hvor han observerer at unge arbejdsløse mænd henfalder til modløshed eller aggressivitet i deres endeløse venten på et arbejde.

    Bourdieus teoretisk tilgang der fokuserer på ventetid som passiviserende, har siden 90érnet haft stor indflydelse på undersøgelser af betydningen af usikre vilkår og langvarig venten. Et dansk forskningseksempel herpå er Kathrine Vitus’s undersøgelse fra 2010 på et dansk asylcenter.

    Med afsæt i Bourdieus tilgang konkludere Vitus, at asylansøgerne sidder i en fastlåst situation uden udviklings og handlemuligheder. Den usikre ventesituation er præget af afmagt og modløshed, og som en konsekvens her af taber de ikke bare fremtiden af syne, men også deres sociale identitet.

    (Zahery Whyte om danske asylcentre, 2009 og Vincent Crapanzano, hvide sydafrikanere)

Den nye tendens i forskning af krisesituationer

  1. Dette hidtidige dominerende paradigme på langvarig venten, var i udgangspunkt også min tilgang til langvarig venten i begyndelsen af mit feltarbejde.

    Men til min undren var der stort set ingen i gruppen af mine informanter, som forblev i den modløse og afmægtige tilstand. I stedet afspejlede de data jeg fik stillet til rådighed gennem feltarbejdet, forskellige former for aktivitet og meningsskabelse.

    Inspireret af antropologer som Craig Jeffrey, Myriam Devons og Henrik Vigh flyttede jeg mit fokus over på at undersøge, hvordan de langtidssyge håndterede deres usikre livssituation og hvordan det påvirkede deres måder at handle på.

    Førnævnte antropologer er repræsentanter for en spirende ændring i tilgangen til langvarig ventetid og til betydningen af usikre og uforudsigelige forhold. Denne tilgang skriver sig op imod det Bourdieuske perspektiv herpå.

    Man kan sige, at der på dette felt er et paradigme-skifte undervejs, fordi forskning gennem de senere år har fået øjnene op for, at det tidligere dominerende paradigme skaber et mangelfuldt billede af menneskers erfaringer. Det afspejler ikke til fulde menneskers styrker og svagheder i en kompleks livssituation eller tager højde for såvel menneskers som omgivelsers bevægelser og forandringer.

    Henrik Vigh og Jennifer Johnson-Hanks er nyere eksempler på forskning, der retter fokus på, hvordan mennesker selv under usikre og uforudsigelige vilkår evner at tilpasse og justere deres handlinger, interagere med de foranderlige miljø og udnytte de muligheder, som byder sig. Gennem min inddragelse af deres perspektiver på handlinger og social navigation i min analyse, skriver mit speciale sig ind i denne nye og anderledes tilgang til usikkerhed og langvarig venten.

  1. Analysen

    Ud fra specialets analysen, der i høj grad domineres af informanternes oplevelse af usikkerhed og uforudsigelighed som et gennemgående vilkår, kan man sige, at de befinder sig i en krise.

    Krise her defineret ud fra Henrik Vighs forståelse af krise som en længere varende eller konstant kontekst, som står i kontrast til ”normalen.”

    Vigtigheden af normalen kontra krise nævner jeg, fordi jeg her har lyst til at uddybe forholdet mellem informanternes Concerns, værdier og navigering.

    Jeg vælger her at bruge Fredrik Barths begreb Concerns i stedet for bekymringer, da det dækker bredere og rummer både bekymringer, følelser og indstillinger/attituder til tilværelsen dannet på baggrund af erfaringer og viden.

    Concerns

    Ved at undersøge hvilke elementer Informanternes concerns er centreret om, bliver det klart, at det som de fleste af dem tillægger størst betydninger, er det som i daglig tale kaldes kerneværdier. Man kan også betegne dem som normale og generelt accepterede værdier, i analysen fremtræder de som Arbejde, økonomi, Hjem og Familie.

  1. Kundskabstraditioner og rettigheder

    Informanternes Concerns afspejler samtidig deres grundlæggende opfattelse af det danske samfund og system. Dette træder frem deres forventningen om den hjælpende hånd, når nøden melder sig. Det ses også i deres opfattelse af, at man som borger i det danske velfærds samfund, er et frit og værdifuldt individ med både rettigheder og ret til selvbestemmelse og indflydelse.

    En værdi der forøvrigt oprindeligt er kristent funderet, og som derfor i nogen grad afspejler, hvad Barth ville kalde en kundskabstradition, den samlede sum af viden, erfaringer, opfattelser m.m.

    Hos informanterne udtrykkes dette mere eller mindre bevidst i concerns over manglende kontrol og indflydelse med deres sagsforløb og deres forsøg på at kræve deres ret.

    Informanternes værdier og concerns påvirkes efter hånden som sagsforløbet folder sig ud. Oplevelsen af krise medfører, at deres tilværelse udvikler sig til at stå i kontrast til det som tidligere var normalt og betydningsfuldt i deres liv.

    Informanterne befinder sig på en måde i en slags transformerende limbo, hvor fasen forud for krisen bestod af det normale forsvinder og ændres undervejs.

    Limbo svarer på en måde til Bourdieus eller Vitus’ perspektiv, hvor modløshed og afmagt dominerer.

  1. Håbet.

    I limbo forsvinder også det oprindelige mål, afgørelsen.

    Den fremtidige afgørelse går fra at være målet for deres ventetiden, til blot at være et middel til at komme videre og få genetableret en form for værdig tilværelse.

    Værdig tilværelse udtrykker de fleste af dem, som værende en lettere moderet udgave af det som før var normalt. For som Henrik Vigh konkluderer på baggrund af sit feltarbejde i Bissau så skaber en vedvarende krise nok et nyt ”normalt”, men det er stadig ikke normalt sammenlignet med omverden.

    For de unge fra Bissau er det normale repræsenteret ved Vesten. I mine informanters tilfælde er deres udlægning af det normale baseret på en sammenligning med såvel før sagen, som med omgivelserne.

    Netop omgivelsernes påvirkning har betydning for hvad, der defineres som normalt.

    Nok fordrer situationen en konstant tilpasning og justering, men tabet af gamle værdier , opfattelser og muligheder, afløses af nye former for netværk eller kontaktflader, som internetfællesskabet K10 eller aktiveringsforløb sammen med andre sygemeldte.

    Disse relationer påvirker og former også informanternes opfattelse af det normale gennem spejlinger i og identifikation med deres opfattelser.

Der kan være mange grunde til, at informanterne ikke forbliver i afmagtsfølelsen eller limbofasen. For hovedparten af mine informanter handler det om, at de har fastholdt eller skabt et spinkelt håb om, at det på tidspunkt, må blive bedre end nu.

Håbet næres muligvis af de fortællinger om erfaringer, som de deler indbyrdes på sociale netværk på blandt internettet, som viser dem, at der er muligheder og andre handlemåder. I nogle tilfælde kan det også handle om en ny sagsbehandler eller en støtteperson der inspirerer dem til at ændre handlemåder.

(Henrik Vighs begreb om social imaginary og Michael Jacksons imaginative futures, om narrativer der former og påvirker forestillinger og handlinger)

  1. Håb og omgivelser som empowerment:

    Ændringer i navigeringsmåder og værdien opstår således ikke ud af et tomrum.

    Men håbet virker sammen med udefrakommende inspiration som drivkraft og motivation til at justere og tilpasse såvel handlinger som værdier undervejs i sagsforløbet. Kombinationen er så at sige det, som trækker dem ud af limbo

    Gennem disse små justeringer og tilpasninger, som både påvirker og er påvirket af deres helbredssituation og sagens udvikling, genskaber informanterne en grad af kontrol med deres liv, genskaber lidt tillid, ikke så meget til systemmet som til deres egen evne til at navigere i systemet og derved udøve indflydelse på sagens forløb og genfinder herigennem mening i de tilbageværende værdier eller finder helt nye.

(Håbet som bro eller reb til fremtiden, Ann Mische og Vincent Crapanzanos håb som benzin)

  • Min analyse konkluderer, at hovedparten af informanterne i mit feltarbejde håndterer og navigerer i deres usikre situation ved at afstemme og tilpasse deres handlinger og værdier efter, hvad der er muligt her og nu, uden at de derved mister troen på en bedre omend ukendt fremtid. Denne konklusion bakkes op af de tidligere nævnte nye tilgange til krise og ventetid, hvor eksempelvis Craig Jeffrey som konklusion på sin undersøgelse af ledige unge mænd, også fandt at der trods den kritiske situation ikke var passive, men der i mod ofte både politisk og socialt aktive.

8. Yderligere perspektivering.

  • Som jeg kort antyder muligheden af i specialets perspektivering rummer blandt andet den nye kontanthjælps reform et ønske af styrkelse af den røde tråd og medindflydelse på sagsforløbet. Hvad reformen endnu ikke har afdækket er hvilken form for værktøjer, der arbejdes på at udvikle til dette formål.
  • Men skæver man i den sammenhæng til TTA-projektets resultater, hvor den anerkendende tilgang, samt smidighed og hurtighed i samarbejdet sektorerne i mellem er der gode muligheder. Dette underbygger Tina Bømler i hendes artikel fra 2012 baseret på en undersøgelse af spændingsfeltet mellem politik og bruger, set i forhold til aktiveringskravet. Begrænsninger kan her blive de enkelte kommuners budgetter.

9. Set i forhold til det nye paradigmes perspektiv på såvel krisesituationer som langvarig

venten, er der her basis for yderligere studier af motivationen bag diverse aktiviteter.

Social navigation og opportunistiske handlinger findes også i vestlige kontekster og er et værdifuldt værktøj til at undersøge hvordan såvel positioner, handling og beslutninger påvirkes og har betydning for hvordan mennesker bevæger sig rundt i foranderlige miljø. Særligt navigation retter et fokus mod hvordan mennesker bevæger sig i relation til omgivelsernes push and pulls, indflydelse og krav og der sættes derved ikke kun fokus på individet men også konteksten og samspillet i den konstante interaktion.

10. Metodiske udfordringer:

  1. Kommentarer til antropologisk metode:

    Er der nogen garanti for at en antropologisk analyse ikke blot er antropologens egne forudfattede meninger listigt kamufleret som informanternes opfattelser?

    Ja og nej, en måde at tilstræbe at undgå dette er ved åbenlyst at vedgå sine antagelser og derefter klarhed om brug af metode, så andre kan efterprøve en tilsvarende undersøgelse.

    Ved kombinationen af flere metoder som producerer forskellige former for data og viden ligger den etnografiske styrke og validitet.

    Bevidstheden om metodens styrker og svagheder og informanternes og egen position, samt ikke mindst de konsekvenser ens studie kan have for felten.

    At udføre feltarbejde er en vekselvirkning mellem forsker og aktør.

    Uanset metode og varighed af feltarbejde er antropologen altid ”den anden”

    Det afgørende bliver dermed ikke om, hvor meget man har mulighed for at blive lig de andre, men hvor meget man reflekterer og bevidstgør sig om den konstante foranderlighed i ens egen position og relation til felten.

    Der ud over ved den teoretisk fundering og kritisk distance til egen rolle og produceret data, for at mindske over eller fejlfortolkning.

  1. Hvad kan antropologien:

    Vi producerer ikke generaliserbare data, men afdækker og stiller spørgsmål ved det selvfølgelige, sociale mekanismer, processer, strukturer, netværk og aktørernes perspektiv og synliggør sammenhænge som for andre ellers kan være mere eller mindre skjulte.

    For at citere Barth; kan antropologien ved at åbne vinduer af refleksioner over menneskers gennem nye og radikale perspektiver.

  2. Et argument for interview som hovedmetode er udover tidsfaktoren, at fordi der er divergens mellem handling og intension, er det ikke altid muligt at få viden gennem observation. Da jeg er interesseret i informanternes tolkninger af deres oplevelser og erfaringer, er interviewet en direkte vej hertil.
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s