Du må yde for at nyde! Hvilket velfærdsDanmark ønsker vi egentlig?

Posted on Updated on

Du må yde for at nyde!

Debatten om mennesker på overførselsindkomster har på den senere tid udviklet sig til noget, der minder om en skyttegravskrig, hvor man på hver sin fløj af holdningskrigen har barrikaderet sig bag sort/hvide holdninger. Holdninger der kastes mere eller mindre ureflekteret ud i medierne og sociale netfora uden synderlig bevidsthed om de bagvedliggende værdier og ideer om velfærdsstaten.

Som forholdsvis nyuddannet antropolog, opdraget til at skue bag om menneskers adfærd, udsagn og handlinger, undres jeg over, den ofte manglende lyst til at søge bag om disse stejle og til tider voldsomt kategoriserende og stigmatiserende synspunkter om langtidssyge og kontanthjælpsmodtagere og andre mennesker i udsatte positioner.

For bagved denne skyttegravskrig om, hvem der har ret til hvad, ligger diskussionen om, hvilken velfærdsstat danskerne egentlig ønsker. Hvilke rettigheder, goder og ydelser skal et sådant system rumme, for hvem skal de gælde, og hvordan gør man sig fortjent til dem. Særligt det sidste må siges, at kunne sætte sindene i kog.

Noget for noget politikken har vundet voldsomt frem på bekostning af medmenneskelighed, empati og solidaritet. Her taler jeg ikke om den siddende regerings kamp for at gennemføre noget, der kun sporadisk minder om rød politik, men om det holdningsskred der efter den økonomiske krise har spredt sig hos den brede befolkning. Det virker som om, at såvel politikere som menigmand i større og større grad har indoptaget den dominerende samfundsdiskurs i deres egen opfattelse. En diskurs baseret på den liberale grundtanke om det frie individ, som altid vil stræbe efter at forbedre sin egen position. Være sin egen lykke smed!

Det er et besynderligt paradoks, at vores samfund på en og samme tid udsættes for et kontinuerligt voksende bureaukrati, der næres af en lind strøm af regler, forbud og regulativer med øget kontrol, overvågning og restriktioner af individets frie udfoldelse til følge. Samtidig hermed stimuleres og næres billedet af den frie selvstændige borger, der selv kan tage ansvar for sit liv og sin lykke gennem politiske salgstaler for reformtiltag og ideologiske visioner, der former de gældende samfundsdiskurser i dagens Danmark.

Det harmonere dårligt med det voksende bureaukrati og regelrytteri, hvor sanktioner kamufleres som motivation gennem beskæringer af velfærdssystemets ydelse.

Nu er man som borger ikke blot ansvarlig og fri til at skabe sin egen lykke, men også til at samle sig selv op, når lykken svigter.

Hvilken velsignet frihed! Friheden til at lykkes for dem som virkelig vil det og gør en indsats eller mislykkes for dem, der ikke vil deres egen lykke nok!

Tag ikke fejl, jeg sætter skam pris på min såkaldte frihed og mine rettigheder, og velfærdssystemet fungerer kun, hvis vi alle bidrager. Men når det bliver til et ureflekteret mantra om, at for at nyde skal man yde, begynder det at skure lidt i mine øre. Mennesker er ikke homogene kvæg, vokset op i en standardiseret stald med ensartede livsvilkår. Mennesker er vokset op under forskellige vilkår, med talrige variationer af forudsætninger og muligheder. Ikke des jo mindre ligger der en ensretning og homogenisering af opfattelsen af, hvad en god samfundsborger er, gemt bag det herskende mantra ”yde for at nyde.” For hvor meget og hvordan er det lige, at borgerne skal yde for at have ret til få del i nydelsen, her forstået som sociale ydelser. Hvilken form for retfærdighed taler vi om? Et det den samme eller ingen hjælp til alle, både til ham som selv kan nå øverste hylde selv og ham uden arme der ikke kan nå? Er det så selvforskyldt at han ikke har samme forudsætninger for at nå øverste hylde eller?

Hvis man kommer i den uheldige situation, at man ikke længere kan yde, skal man så bare hutle sig igennem og håbe på at lykken atter tilsmiler en?

Der tales om luksusydelser til passive modtagere, der kun vil nyde og ikke yde, og om dovne ledige, der selvforskyldt hænger i ledighedskøen. Der er da ingen tvivl om, at i ethvert system er der individer, der udnytter eller bryder reglerne og ikke ønsker at yde, men at disse individer ophøjes til normen og ikke undtagelsen, som de reelt er, ja, det undrer mig. De mange kategoriseres og dømmes ud fra enkeltstående individers adfærd. Hvor er retfærdigheden i det?

Hvis individet forsat skal være i centrum, så bør det individuelle skøn også være det. Ikke alle er ude på at malke systemet for andres hårdt tjente skattekroner. Der findes faktisk mennesker i dette land, der uforskyldt ikke er i stand til at bidrage økonomisk til samfundet på traditionel vis gennem ordinært lønarbejde. Sygdom, psykiske lidelse, funktionsnedsættelser, arbejdsskade m.m. er ikke selvforskyldt dovenskab, og de økonomiske ydelser disse udfordringer kan udløse, er ikke luksusydelser, der finansierer charterferier og indkøb af mærkevarer. De sikrer blot mad på bordet. For de uheldige individer, der ender på en overførselsindkomst som eksempelvis kontanthjælp, ledighedsydelse eller på sygedagpenge for en stakket frist, har det vidtrækkende konsekvenser at være afhængige af andres hjælp.

Konsekvenser der kan være voldsomme både menneskeligt og økonomisk, hvis ikke man er så heldig at have en velbeslået partner eller ægtefælle. Vel er det rimeligt, at samfundet ikke skal forsøge en person med store værdier. Men disse værdier bliver som regel hurtig spist op, for det er kun de færreste, der ikke har kæmpet med næb og klør inden, at de må give op og lade sig forsørge af staten. Der er intet luksuriøst eller festligt over et liv på offentlig ydelse, det påvirker både selvværd, identitet, omgangskreds, hjem og fremtidsdrømme.

Jeg kunne ønske mig, at debatten om sociale ydelser i fremtiden bliver mere nuanceret og faktabaseret og mindre domineret af generaliseringer, herskende diskurser og politiske dagsordner. Lad os i 2014 fokusere debatten på, hvilken form for velfærdstat, vi egentlig ønsker her i Danmark, hvilke grundlæggende værdier skal den bygge på, og hvilket sikkerhedsnet skal systemet indeholde.

Hvis vi da altså overhovedet ønsker et velfærdssystem, hvor der er tryghed for alle borgere, også for dem der ikke kan yde!

Antropolog

Charlotte Jensen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s