Antropologiske teoretiske perspektiver på Ventetid

Reflektioner over antropologiske perspektiver på ventetid. (under arbejdet med specialet)

Posted on Updated on

Langvarig venten er et kendt fænomen fra forskning i migration, asylansøgere og kriseramte land m.m. Der findes en lang række undersøgelser af langvarig venten i forbindelse med asylansøgere i Danmark (Whyte, 2009), arbejdsløse unge indere (Jeffrey, 2010) og politisk og økonomisk ustabilitet i Sydafrika (Crapanzano, 1985) for blot at nævne nogle få eksempler. Som det gælder for ventetiden affødt af langvarige sagsforløb, er den temporale udstrækningen og selve målet for ventetiden i de førnævnte forskningseksempler også ukendt. Fælles for længerevarende ventetid er, uanset årsagen, at udgangspunkt for ventetiden er at brud med den kendte, trygge og forudsigelige hverdag og fremtid.

Forskning i langvarig ventetid er et voksende felt med en produktion af en efterhånden anselig mængde videnskabelig litteratur. Groft sagt dominerende to teoretiske perspektiver på forskningen i betydningen af langvarig venten.

Det første perspektiv fokuserer primært på ventetid som degenererende og passiviserende og her har Pierre Bourdieu haft stor betydning, særligt hans bog Pascalian Meditations fra 1997 citeres flittigt i såvel sociologisk som antropologisk forskning om tid og langvarig venten. Det andet perspektiv her repræsenteret af Lektor i antropologi Jennifer Johnson-Hanks og antropolog Henrik Vigh viser, at ventetid ikke nødvendigvis pacificerer evnen til at handle eller resulterer i modløshed. Denne tilgang underbygger resultaterne af mit feltarbejde og bliver af samme årsag den teoretiske tilgang i den senere analyse. Grunden til at jeg vælger at introducere begge perspektiver skyldes både, at Pierre Bourdieu har spillet en stor rolle i den teoretiske udvikling på området, men også det faktum at min egen antagelse forud for feltarbejdet, byggede på netop denne tilgang til langvarig venten.

Ud over sociologen Pierre Bourdieu som repræsentant for denne tilgang har jeg valgt den amerikanske professor i antropologi Vincent Crapanzano, der i 1985 udgav en hel bog om at vente, Waiting: the whites of South Africaog han beskriver såvel i bogen som i en artikel fra 2003 et perspektiv på langvarig venten, der på flere punkter svarer til Bourdieus. Under sit feltarbejde i Sydafrika observerede Crapanzano følgende om langvarig ventetid:

In waiting, the present is always secondary to the future. It is held in expectation. It is filled with suspense. It is a sort of a holding action … in waiting the present loses its focus in the now. The world in its immediacy slips away, it is derealized. It is without e´lan, vitality, creative force. It is numb, muted, dead. It’s only meaning lies in the future—in the arrival or the non-arrival of the object of waiting.” (Crapanzano, 1985:44).

Som en konsekvens af at ventesituationen sættes nuet i en pausetilstand, hvorved enhver motivation til handling forsvinder. Fordi fokus er flyttet bort fra nuet, har det kun betydning i kraft af forventningen om det ventede objektet for ventetiden. Hvis objektet udebliver er der kun håbet som måske vil bringe en mulig omend ikke synlig forløsning af denne venten. Når det ikke er muligt at se en vej ud af ventetiden, henfalder man i passiv ængstelse for den ukendte fremtid, der konstant bevæger sig uden for rækkevide (Crapanzano, 1985: 46-7; 2003: 18) Det er svært at planlægge handlinger, der skal føre til en indfrielse af en fremtid, der er usikker og uforudsigelig (Crapanzano, 1985: 45, 2003: 19). Den form for udsigtsløs ventetid kan være passiviserende og frembringe en tilstand af magtesløshed og sårbarhed (Crapanzano, 2003: 18). Den kan udvikle sig til at blive ens personlige skærsild, hvor man straffes for sine fejl eller svagheder, og skærsilden ved man aldrig selv hvornår man har udtjent. Et modtræk for ikke at forblive i denne låste situation kan være at fokuserer på fortiden, skønt ingen erfaring kan løsne ventetiden, for fortiden bringer ingen løsning som man ikke allerede har prøvet. Skiftet i fokus gør dog, at man kan udholde pinen over at være låst fast i en situation, hvor kun håbet er tilbage (Crapanzano 1985: 46).

Nogenlunde samme trøstesløse udsigt er resultatet af ventetiden hos Pierre Bourdieu.

I Bourdieus bog Pascalian Meditations (2000) reflekterer han over de menneskelige eksistensvilkår, der danner grundlag for hans praksisteori. Tid er et sådant vilkår, men menneskets bevidsthed om tiden opstår først i det øjeblik, hvor forventninger kolliderer med den reelle verden, ved at forventning ikke bliver indfriet (Bourdieu, 2000: 208). I det øjeblik vælter fremtidsplanen og den erfaring/viden som individet havde trukket på både kropslig og mentalt, viser sig ikke at holde stik med virkeligheden. Illusio, fornemmelsen for spillet har slået fejl (Bourdieu, 2000: 211). Bourdieu forklarer Illusio ved hjælp af spil-metaforen: i et boldspil placerer spilleren sig ikke der hvor bolden er, men der hvor bolden forventes at komme, og viden om hvor korrekt placering er bygger på illusio, fornemmelsen for spillet.

Men det er også her, at Bourdieus tilgang til venten viser sig at være mindre brugbar i forhold til min analyse af ventetid, selvom Bourdieus forståelse af forholdet mellem tid og handling bærer ligheder med de teoretiske tilgange jeg har valgt til analysen. Det er den afgørende forskel i præmissen for forholdet mellem tid og handling og de konsekvenserne som brud på dette forhold medfører,, der betyder at jeg ikke trækker på Bourdieu. For at tydeliggøre præmissen for forholdet mellem tid og handling i Bourdieus tilgang udfolder jeg hans teoretiske tilgang lidt mere i dybden end jeg gjorde med Crapanzano.

Den tillærte fornemmelse for spillet, den erfaring vi har tilegnet os gennem vores opvækst og færden i et miljø, gør at vi mere eller mindre ubevist har en fornemmelse af, hvad der vil ske. Det er ikke en ren rationel overvejelse, der skaber forventningen om hvad der vil ske, men mere en praktisk ”feel for the game” (Bourdieu, 2000: 212), som er baseret på erfaring og tillært viden. For at bruge Bourdieus terminologi, så afhænger ens forventning til fremtiden af, at ens habitus og sociale kapital passer til såvel det felt man befinder sig i, som til den position man har i feltet. Målet med spillet er maksimering af egen succes, hvilket skaber konkurrence eller magtkampe både mellem positionerne og imellem felterne.

Så længe spillet kører fremad som forventet, så bekræfter spillets udfald ens viden om det felt/spil man indgår i og derfor løber tiden ubemærket af sted. Eller sagt på en anden måde, det kører bare der ud ad for en. Først når illusionen om den forudsigelige fremtid, hvor ens rolle og funktion er kendt og føles sikker, brydes og kaos udfolder sig, bliver bevidstheden bevidstgjort om tidens forløb ved, at man ikke længere har noget at fylde tiden ud med (Bourdieu, 200: 222-225). Den funktion, som før gav ens handlinger mål og mening, bliver nu ligegyldige, da der ikke er nogen motiverende drivkraft og de spilleregler, der lå på rygraden, gælder pludselig ikke længere og det bliver vanskeligt at forudsige hvad fremtiden byder på. Dermed bliver nuet pinefuldt nærværende. Det giver to muligheder i forhold til hvordan man bruger al den tid man pludselig har til rådighed, personen tyr til desperate handlinger for at slå tiden ihjel, eller passiviteten tager over, og man går i stå og henfalder i modløs venten (Bourdieu, 2000: 222). Selvom livet, som man kender det, bryder sammen og man muligvis henfalder til modløs venten, er det ikke en stationær tilstand, og afmagten behøver ikke fører til varig inaktivitet (Vigh, 2009: 330; Jeffrey, 2008: 956). I mit speciale findes der eksempler, der viser at ventetiden nok bringer krise og modløshed, men på sigt også kan føre til forandringer i værdier og adfærd, der ikke handler om at tilbagekæmpe sin position i et givent felt (Jeffrey, 2010: 187).

Et andet problem ved Bourdieus tilgang til ventetid i forhold til at åbne en analyse af ventetid under sagsbehandling relaterer sig til spillemetaforens grundlæggende præmis.

Bourdieu tager udgangspunkt for sin teori i det klassedelte samfund, hvor det er svært at bevæge sig fra et socialt felt til et andet. Ved at miste sin funktion ekskluderes man fra spillet og dermed fra det felt som ens viden og erfaring er rettet imod, hvilket leder til enten passivitet eller desperation. At felternes bevægelighed er træg og langsommelig er forudsætningen, for at ens habitus og kapital har nogen værdi på et givent felt. Præmissen for at spillemetaforen fungerer er, at spillet udspiller sig i et forholdsvis stabilt og forudsigeligt miljø, hvor det er realistisk at have forventninger om fremtidens begivenheder og planlægge herefter (Vigh 2009a: 427; 2009b: 99-100).

Et stabilt og forudsigeligt miljø svarer ikke til den måde, hvorpå de langtidssyge i dette speciale beskriver oplevelsen af deres livssituation. Tværtimod beskriver de usikkerhed og uforudsigelighed som gennemgående elementer i deres dagligdag, det foranderlige og bevægeligt miljø er et vilkår i deres livssituation.

Men Bourdieu er måske heller ikke så interesseret i undersøge ventetiden og dens betydning på sigt, som han er i at undersøge, hvordan forholdet mellem tid, subjektive forventninger og objektive muligheder kan knyttet sammen til potentiel magt i den sociale verden (Bourdieu, 2000: 216, 223). Tid og i særdeleshed fremtid er en værdifuld magtfaktor, de forskellige felter benytter til at kontrollere, begrænse og manipulere egne eller andres muligheder (Bourdieu, 2000: 226-231).

Hverken Bourdieus eller Crapanzanos perspektiv kan til fulde åbne mit empiriske materiale i en analyse af ventetidens betydninger. I Bourdieus tilfælde tager han udgangspunkt i sit feltarbejde blandt arbejdsløse algierer (Bourdieu, 2000: 221), men hans ærende er ikke at belyse langsigtede konsekvenser af langvarig venten men der imod at synliggøre, hvordan tid er en magtfaktor, der indgår i kampene mellem de forskellige positioner og felter.

Uden at dette skal blive til anmeldelse af Crapanzanos antologi Waiting (1985) om hvide sydafrikanere, kræver denne bog også et par ord med på vejen. Bogen fremstår som et postmodernistisk eksperimentelt bud en antropologisk antologi (Strathern, 1987), hvor informanterne præsenteres, ikke gennem beskrivelser af Crapanzano, men via direkte formidlet dialog mellem Crapanzano og informant. Det betyder, at det er svært at få et samlet overblik over Crapanzanos intension med teksten, ud over at han ønsker at give et indblik i informanternes stagnerede situation domineret af fortidens apartheidstyre, som de venter på skal komme tilbage. Jeg finder ikke, at det i bogen er hans intension at bidrage med en forklarings- eller analysemodel ud over, hvad jeg allerede har nævnt i starten af dette afsnit.

Selvfølgelig er det muligt, at den ventende aldrig formår hverken at tilpasse sig eller at acceptere sin situation, og derfor forbliver i en tilstand af desperation der medfører vilde handlinger som f.eks. vold og kriminalitet (Bourdieu, 2000: 223), eller den anden grøft hvor afmagt, håbløshed og inaktivitet tager over (Crapanzano, 1985, 46). Men hvis den ventende ikke forbliver i denne tilstand, men i stedet ændrer sin måde at navigere på, da mangler begge tilgange en udfoldelse af denne del af processen. 

Litteraturliste

Bourdieu, Pierre (2000). Pascalian meditations. Polity Press, Cambridge UK.  Crapanzo, Vincent (1985) Waiting, the whites of South Africa. New York: Random House.

Johnson-Hanks, Jennifer (2005). When the future decides: Uncertainty and Intentional Action in Contemporary Cameroon. In Current Anthropology, Vol. 46, No. 3, June, pp. 363-385. The University of Chicago Press.

Johnson-Hanks, Jennifer (2002). On the Limits of Life Stages in Ethnography: Toward a Theory of Vital Conjunctures.In American Anthropologist, Vol. 104, Issue 3, sep. 2002. Oxford, UK : American Anthropological Association.

Jeffrey, Craig (2008) Waiting. In Enviroment and Planning D: Society and Space 2008, vol.26.pp.954-58.

Jeffrey, Craig (2010). Timepass: Youth, Class and the Politics of Waiting in India. Stanford University Press. Strathern, Marilyn (1987). Intervening, Review of Waiting, Vincent Crapanzano. In Cultural Anthropology. Vol. 2, No. 2, pp. 255-267.

Vigh, Henrik. (2009a). Motion squared: A second look at the concept of social navigation. Anthropological Theory; No. 9, pp. 419-437.

Vigh, Henrik (2009b): Wayward Migration: On Imagined Futures and Technological Voids, In: Ethnos: Journal of Anthropology, Vol. 74, No.1, pp. 91-109. Vigh, Henrik (2006). The colour of destruction : On racialization, geno-globality and the social imaginary in Bissau. In Anthropological Theory 2006, Vol. 6, pp. 481-500.

Whyte, Zachary (2009). In process: an ethnography of asylum-seeking in Denmark. University of Oxford. UK.