sagsbehandling og ventetid

Langvarig sagsbehandling skaber frygt og usikkerhed

Posted on Updated on

Et liv på standby

Af Charlotte Jensen, antropolog, ansat i Muskelsvindfonden

Charlotte Jensen. Foto: privat
Charlotte Jensen. Foto: privat

Lange sagsbehandlingsforløb skaber utryghed og nedbryder tillid

Vi har alle prøvet at vente i kortere eller længere tid. Faktisk bruger vi en stor del af vores liv på at vente, vente på kaffemaskinen, vente på toget osv. Men disse små perioder af ventetid har kun glimtvis eller korterevarende indflydelse på vores liv. De får ikke skelsættende indflydelse på den måde vi opfatter os selv, vores liv og samfundet på. Men for en del mennesker i verden er det at vente et livsvilkår, som former og præger deres liv markant. I Danmark findes der også mennesker, for hvem ventetiden ikke er en forbigående periode, men derimod en vedvarende tilstand, som får radikal betydning for deres liv og fremtid.

I foråret 2011 startede jeg en undersøgelse af konsekvenserne af langvarig ventetid i Danmark, som en del af mit specialeprojekt i antropologi ved Aarhus Universitet. Et godt sted at kigge hen, når man vil undersøge, hvordan langvarig ventetid påvirker dagligdagen, er sagsbehandlingen af langtidssygemeldinger. Komplicerede helbredsudredninger og arbejdsevne-vurderinger munder til tider ud i langvarige sagsbehandlingsforløb, der for nogles vedkomne strækker sig over flere år.

Øgede krav til dokumentation, stramme regelsæt og overholdelse af kommunale budgetter har gjort det vanskeligt for såvel forvaltninger som borgere at manøvrere rundt i servicelovens snørklede lovgivning. Det har skabt en jungle, hvor borgere med helbredsproblemer eller funktionsnedsættelse venter længe på en afgørelse, der på et tidspunkt i sagsforløbet fortaber sig ud i en uvis fremtid.

Gennem godt halvandet år talte jeg med en gruppe af borgere som ufrivilligt var endt i denne trædemølle. Deres personlige beretninger om vanskelige og langtrukne sagsforløb tegner tilsammen et billede af en hverdag, som langsomt går i opløsning. Efterhånden som tiden går og en afgørelse lader vente på sig, domineres hverdagen mere og mere af en tilstand af afmagt og usikkerhed. Her hænger de så i flere år, fanget i en spiral af gentagne arbejdsprøvninger, talrige helbredsudredninger og afviste ansøgninger om økonomisk støtte, fleksjob eller førtidspension.

Hvad, der for borgeren startede som en klar forventning om hjælp ved det første møde med sagsbehandleren, ender efter nogen tid i en krisesituation, hvor håbet om et arbejdsliv og forventningerne til fremtiden skrumper ind til ingenting. Som en af deltagerne selv formulerede det:

”Det korte af det meget lange er, at ALT dette, stresser mig langt ud over, hvad min sygdom oprindeligt gjorde, ventetiden er urimelig, umenneskelig og ødelæggende for ens fremtid.”

Den enorme bekymring jeg nu oplever om fremtiden gør min hjernes funktioner ligeså ringe, som de før var, roen jeg ellers har haft ved ikke at skulle så meget, havde ellers givet en smule mere klarhed i hovedet, omend ikke ret meget. Nu er jeg helt tilbage, kun på skrift kan jeg udtrykke mig nogenlunde, men ellers er min hukommelse, koncentration, evnen til at tænke, og flere andre ting, seriøst dårlig.

For mit vedkommende ser det ud til, at jeg bliver en af dem, der havner i systemets sorte hul, uden indtægt i måske årevis, som mister alt jeg/vi har bygget op gennem livet, og som ender med at blive endnu mere syg, end jeg var, da jeg blev sygemeldt.”

Det kan være svært at være optimistisk, når frygten for en uforudsigelig og usikker fremtid tager over.

Og netop uforudsigelighed og usikkerhed er kerneelementerne i langvarig ventetid. Det er ikke som at vente på bussen eller i venteværelset hos lægen, hvor ventetiden er overskuelig og har et bestemt mål.

At vente i måneder og år uden at vide, hvor længe du kommer til at vente, og hvad du helt nøjagtigt venter på, udvisker fremtiden til en tyngende, grå tåge uden mening, som fylder hverdagen med frygt og usikkerhed. Det kræver styrke at være svag og heldigvis udvikler de fleste overlevelsesstrategier hen ad vejen. Strategier, der kan genetablere en følelse af at have kontrol over eller indflydelse på deres eget liv midt i al kaosset.

Forventningens glæde og håb til fremtiden erstattes gradvist gennem sagsforløbet af et fokus på de små og nære ting i hverdagen, og et forsøg på at skabe en smule glæde eller ro i nuet.

Spørgsmålet er så, om vi ikke alle fortjener et liv, hvor hverdagen ikke kun drives af overlevelsesstrategier og en holden ud, men også af drømme og forventninger til fremtiden?

Introduktion til forfatteren

Charlotte Jensen er antropolog og arbejder som formandssekretær for Evald Krog, formanden for Muskelsvindfonden. Charlotte blev i april 2013 kandidat i antropologi med specialet Uden håb for fremtiden? Den følgende artikel er baseret på hendes specialeprojekt om betydningerne af langvarig ventetid for langtidssygemeldte i komplicerede sagsbehandlingsforløb.

http://muskelsvindfonden.dk/handicappolitisk-indlaeg/langvarig-sagsbehandling-skaber-frygt-og-usikkerhed/

Tanker før reformerne

Posted on Updated on

Siden jeg i 2011 og 2012 udførte mit feltarbejde og havde kontakt med mine informanter, er det politiske fokus på social og beskæftigelsesområdet intensiveret. Regeringen har siden starten af 2013 fremlagt og igangsat adskillige udspil til nye reformer af sygedagpengesystemet og kontanthjælpen. Det politiske fokus på at sygemeldte skal hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet, er blevet skærpet. Hvordan disse reformer kommer til at fungere i praksis ude i kommunerne er vanskeligt at spå om, og hvilke konsekvenser de på sigt vil få står ligeledes hen i det uvisse. Det store fokus på ressourceforløb for gruppen på under 40 år forløb kan visse sig at være positivt,  fordi der åbnes en reel mulighed for plads til individuelle hensyn og tiltag.

Det er dog svær at gennemskue, hvad det reelt kommer til at betyde, og der er da heller ikke enighed blandt fagfolk og politikere om, hvilke konsekvenser det kan medføre. Det er derfor ikke sandsynligt, at situationen for langtidssygemeldte hverken nu eller på sigt bliver lettere, i hvert tilfælde ikke hvis man skal vurdere ud fra, hvordan de politiske vinde har blæst de sidste mange år uanset hvilken farve, der har siddet ved magten.

Ud fra min analyse af de langtidssyges oplevelser af sagsbehandlingen er der forsat et behov for større opmærksomhed på langvarige sagsforløb og de menneskelige omkostninger, som disse kan medføre. Selvom projekter som det store TTA-projekt i større grad har inddraget borgerens oplevelse af sagsforløbet end tidligere, er motiveringsfaktoren for disse tiltag ligeså meget af økonomiske karakter som af en interesse for at smidiggøre sagsbehandlingen.

Problemerne med arbejdsevnemetoden handler ikke kun om, at metoden ikke får flere over på selvforsørgelse, men at den i praksis ikke fungere til at skabe tillid og udvikling i sagsforløbene. Intensionen om at metoden skal fokusere på ressourcer frem for barrierer, modarbejdes af kravet om dokumentation i sagsbehandlingen og af det faktum, at i de tilfælde, hvor borgerens helbredsproblemer er komplicerede, er behandling nødvendig, før det reelt er muligt at arbejde med ressourcer.

Informanterne i mit speciale udtrykte alle frustration over oplevelsen af manglende overblik, indflydelse, sammenhæng og retning i sagsforløbet. De indtrådte alle i sagsforløbet med et ønske om at opretholde en tilknytning til arbejdsmarkedet, men mistede undervejs i det langvarige sagsforløb motivation eller muligheden på grund af tilstødende lidelser, og til sidts havde de kun et simpelt ønske om noget, der var bedre end der hvor de var nu.