Kontanthjælpsdebatten er blevet fordømmelsernes slagmark

Posted on Updated on

Bliver man fattig af at leve på kontanthjælp?

En diskussion der accelererede voldsomt, da Dovne-Robert og Fattig-Karine gjorde sin entre på den danske mediescene. Og Fup og Fakta har fløjet gennem luften lige siden. Nogle vifter økonomiske tal og statistiker rundt i luften og siger at, man ikke bliver fattig af at leve på kontanthjælp. Andre fremviser talrige eksempler på familier på kontanthjælp som kun lige klarer dagen og vejen. Politikerne nærmest kæmper om retten til at bekræfte, at man godt kan både leve og overleve på en kontanthjælp, understreget med et: ”Det er jo ikke meningen, at kontanthjælp skal være en permanent ydelse, blot en midlertidig løsning.”

Det er lige til at blive forvirret af.

Hvad er sandheden egentlig?

Hvem sidder inde med sandheden?

Er der da overhovedet EN sandhed?

Sagen er vel den, at det er noget nær umuligt at trække en streg i sandet og hævde, at alle til højre for stregen er fattige.
Det som økonomiske slår til for den ene, er ikke nødvendigvis nok for den anden. Ingen mennesker lever identiske liv, ingen deler identiske historier eller har identiske forudsætninger og muligheder til rådighed.
Det ved de fleste godt. Alligevel er der en tendens til at antage, at kontanthjælpsmodtagere er lige så ensartede som homogeniseret mælk.
Denne bizarre forudindtagede holdning danner udgangspunkt for manges fordømmelse af de kontanthjælpsmodtagere, der er så frække at klage deres nød.
For når man er ”på nas” hos skatteborgernes pengekasse, har man ikke ret til at klage sin nød.
Der findes jo andre i verden, som har det meget værre, og kontanthjælpen er en luksusydelse, som man skal være taknemmelig for!

Desværre har kontanthjælpsdebatten længe været præget af fordomme og fordømmelser. Ikke blot blandt politikerne, men også blandt borgerne. Hvis man betvivler dette, kan man blot læse kommentarerne til en artikel om at være fattig forsørger på kontanthjælp. De er en skraldespand fyldt med sure opstød og fordømmende udsagn.
Det er lige til at blive i dårlig humør af at læse.

Kommentarerne afspejler samtidig også den forvirring, der hersker omkring spørgsmålet: Bliver man fattig af at være på kontanthjælp?
Den type spørgsmål kan kun besvares med et ja eller nej, og sandheden er ikke en ensartet størrelse.
Der kan være gæld eller udgifter til medicin m.m. som gør at rådighedsbeløbet skrumper. Gælden behøver ikke stamme fra overforbrug, men kan være resultatet af en konkurs, en skilsmisse, en tvangsauktion, ja, der kan være alle mulige gode og reelle grunde til, at man er havnet i en gældssituation. En situation som man absolut ikke skal straffes moralsk af omverden for at være havnet i.
Der ud over kan der være sociale udfordringer, psykiske lidelser og et hav af andre forhold, som påvirker ens livssituation og måde at agere på.

Min pointe er, der kan være mange forskellige faktorer, som gør, at den enkeltes reelle rådighedsbeløb ikke kan brødføde en familie.
Disse nuancer betyder, at det ikke er holdbart at bruge de to mest dominerende og generaliserende argumenter:

  1. Hvis jeg kan leve godt på kontanthjælp, så kan du også. Det må være din prioritering, den er galt med.
  2. Når kontanthjælpen lægges sammen med diverse tilskud, så har du mere end nok til rådighed.

Jeg skal ikke sætte mig til dommer, for måske holder disse 2 argumenter rent faktisk vand i nogle tilfælde. Men jeg er også overbevist om at, de ikke kan generaliseres til at dække alle personer eller familier på kontanthjælp.

Så jeg siger det lige igen: Fattigdoms debatten er blevet alt for unuanceret.
Der hersker en uhyggelig antagelse om at mennesker, der har brug for økonomisk hjælp fra fælleskassen, bevist forsøger at snyde og udnytte systemet. Den uholdbare og overgeneraliserende antagelse får fordømmelserne til at flyve vildt gennem luften, hver gang nogen kobler kontanthjælp med fattigdom. Kommentarfelterne til artikler om fattige i Danmark er blevet en slags offentlighedens moralske skafot, hvor mening mand verbalt kan tæve løs på andre og frit lufte sin indestængte vrede og forargelse.

Lad os slå det fast en gang for alle: Der findes fattige mennesker i Danmark. Og nej, det er ikke nødvendigvis deres egen skyld, eller samfundets skyld. Det er et uheldigt sammenfald af en lang række omstændigheder, som gør oddsene sværere for nogle end for andre.

Så hvorfor skal alle kontanthjælpsmodtagere absolut dømmes over en kam?

Reklamer

Fordomme stikker i maven!

Posted on Updated on

Vi ikke bare spejler os i hinanden, kopierer hinanden og lærer af hinanden.

I vores sammenligning med hinanden adskiller og distancerer vi os også fra hinanden. Projekterer vores svagheder, frygt og frustrationer over på hinanden. Det er fuldstændig menneskeligt, og vi gør det alle sammen hele tiden.

Alligevel er det skræmmende, når man opdager, hvor lidt vi reelt ved om hinanden, og derfor også hvor lidt eller meget der reelt er om vores forudantagelser, forestillinger og fordomme om hinanden.

Det er så let at at lade sig påvirke af andre, at man ofte slet ikke bemærker det lille skub.

Vores behov for at passe ind, få anerkendelse og blive accepteret kan få os til at ignorere det lille stik i maven, som kommer i det øjeblik, vi lader os skubbe af andres adfærd eller meninger.

Jeg gør det skam også selv. Jeg er ingen engel eller helgen.

Selv i dag kan jeg få dårlig samvittighed, når jeg tænker på mit korte venskab med Fatima fra parallelklassen. Hendes forældre var pakistanske gæstearbejde, som det hed dengang i 60´erne og 70´erne. Egentlig syntes jeg, hun var både sød og spændende. Vel lugtede hun af fremmede krydderier og havde kulørte lange skørter med bukser nedenunder. Men hun var glad og sjov og på ingen måder et dårligt bekendtskab, bare anderledes.

I starten var jeg ligeglad, men alligevel sneg de spydige bemærkninger om hvidløgsdunst og latterlig påklædning sig ind under huden og fik mig til at se hende i andet perspektiv. Og det søde og sjove blev afløst af det pinlige, kiksede og en bevidsthed om det anderledes. Uskylden forsvandt og jeg trak mig langsomt ud af venskabet. For i bund og grund var jeg en kujon, et barn som mange andre, der var bange for at skille sig ud. Derfor valgte jeg Fatima fra. For at tilpasse mig det dominerende fællesskabs normer.

Hvilket ironisk paradoks: Jeg kasserede et andet mennesker for ikke selv at blive kasseret af andre.  

Jeg vælger at tro på, at jeg i dag er lidt klogere og mere selvbevidst, om de valg og fravalg jeg foretager. Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig mærker frygten. Frygten for at skille mig ud. Frygten for at være anderledes. Frygten for blive valgt fra.

Jeg erkender også, at frygten stadig farver mit syn på andre mennesker og til tider bliver styrende for mine beslutninger.

Men frygten er ikke nødvendigvis vores fjende.

Vi kan bruge vores frygt til at holde os selv moralsk på dupperne.

Til at være bevidste om vores fordomme og antagelser. For fordomme er Substral for frygten. Frygten er den lup, hvor igennem vi kan spotte vores antagelser og ikke lade disse automatfordomme danne grundlag for vores valg.

Så frem med luppen, når du mærker stikket i maven!

Der er aldrig for sent at få skrubbet lidt af den fastgroede rust af glorien.

Bedre sent end aldrig.

Undskyld Fatima!

DR’s Farvelfærd er et farvel til veltilberedt tvjournalistik!

Posted on

Forleden havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at se DR’s program Farvelfærd. Ideen bag programserien er for så vidt god nok. Jeg er sikker på, at tankerne bag programserien udspringer af vigtige spørgsmål som:

Hvad er det for et velfærdssamfund, vi ønsker os?

Hvad skal velfærdssamfundet indeholde af velfærd, for hvem og hvorfor?

Disse spørgsmål er reelt set en vigtig værdidebat, som burde indtage en meget større plads i medierne, end tilfældet er pt. Desværre forfalder programserien til populistisk forfladigelse af emnet og opstiller groteske scenarier, hvor deltagerne skal træffe beslutninger på et ekstremt mangelfuldt grundlag. Dermed bliver en fremragende ide til ligegyldig og letfordøjelig sofaunderholdning. En smagløs form for underholdning, hvor man henslængt i sofaen indtager andre menneskers livsudfordringer og problemer, som var det et stykke massefabrikeret citronmåne.

Det er svært ikke at føle sig en anelse provokeret og trist.

Provokeret over de ensidige og stærkt manipulerede valgscenarier, som deltagerne tvinges ud i.

Trist over at medierne ikke har større tiltro til deres seere.

Ingen politiker (håber jeg) udvælger besparelser på budgettet, uden at samtlige budgetposter er blevet nøje undersøgt. Det vælges altså ikke med bind for øjnene, men foretages en politisk prioritering, som man så kan være enig eller uenig i.

Om deltagerne så havde valgt anderledes, hvis de var blevet introduceret for samtlige valgsituationer på forhånd, kan jeg ikke vide.

Spørgsmålet om velfærdsstatens udformning i fremtiden koges ned til et spørgsmål om at skære dybest muligt med sparekniven. Alternative løsningsmuligheder og værdidiskussionen er nærmest usynlige.

Ud over at programserien indtil nu har bestået af stærkt virkelighedsforvrængende og manipulerende journalistik forklædt som dokumentar, så kommer spare-ofrene til at fremstå som lettere forkælede og krævende.

Er dette en fair fremstilling?