Danmark

DR’s Farvelfærd er et farvel til veltilberedt tvjournalistik!

Posted on

Forleden havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at se DR’s program Farvelfærd. Ideen bag programserien er for så vidt god nok. Jeg er sikker på, at tankerne bag programserien udspringer af vigtige spørgsmål som:

Hvad er det for et velfærdssamfund, vi ønsker os?

Hvad skal velfærdssamfundet indeholde af velfærd, for hvem og hvorfor?

Disse spørgsmål er reelt set en vigtig værdidebat, som burde indtage en meget større plads i medierne, end tilfældet er pt. Desværre forfalder programserien til populistisk forfladigelse af emnet og opstiller groteske scenarier, hvor deltagerne skal træffe beslutninger på et ekstremt mangelfuldt grundlag. Dermed bliver en fremragende ide til ligegyldig og letfordøjelig sofaunderholdning. En smagløs form for underholdning, hvor man henslængt i sofaen indtager andre menneskers livsudfordringer og problemer, som var det et stykke massefabrikeret citronmåne.

Det er svært ikke at føle sig en anelse provokeret og trist.

Provokeret over de ensidige og stærkt manipulerede valgscenarier, som deltagerne tvinges ud i.

Trist over at medierne ikke har større tiltro til deres seere.

Ingen politiker (håber jeg) udvælger besparelser på budgettet, uden at samtlige budgetposter er blevet nøje undersøgt. Det vælges altså ikke med bind for øjnene, men foretages en politisk prioritering, som man så kan være enig eller uenig i.

Om deltagerne så havde valgt anderledes, hvis de var blevet introduceret for samtlige valgsituationer på forhånd, kan jeg ikke vide.

Spørgsmålet om velfærdsstatens udformning i fremtiden koges ned til et spørgsmål om at skære dybest muligt med sparekniven. Alternative løsningsmuligheder og værdidiskussionen er nærmest usynlige.

Ud over at programserien indtil nu har bestået af stærkt virkelighedsforvrængende og manipulerende journalistik forklædt som dokumentar, så kommer spare-ofrene til at fremstå som lettere forkælede og krævende.

Er dette en fair fremstilling?

 

Juhu for det frie individs ret til at vælge

Posted on Updated on

Denne vidunderlige frihed til at overskuds- og overflodsudvælge, lønslave eller lønskaber, husejer eller hjemløs, successtræber eller subsistensløs!!

Vi hylder friheden og vores ret til selv at vælge som en selvskreven naturlig rettighed i vores velfærdsdemokratiske bronzevindende lykkeland.

Tag endelig ikke fejl, jeg er en rendyrket valgfan. Jeg glæder mig inderligt over, at jeg rent faktisk har noget at vælge imellem.

For heldigvis består tilværelsen for de fleste af os af en nærmest endeløs række af valg. Nogle valg husker man i flere år – lang eller kort brudekjole, seminariet eller universitetet, graviditet eller abort. Andre valg synes nok vigtige men mindre mindeværdige. Skal jeg vælge konventionel mælk eller økomælk, løbetur eller avisen, kylling i karry eller sushi? Det er et privilegium at kunne vælge til og fra, og de fleste af os tænker kun sjældent virkelig dybt over det.

Men at træffe et reelt valg kræver visse forudsætninger. Det kræver kendskab til muligheder og konsekvenser og at der rent faktisk er noget at vælge imellem. Alt andet er ikke et reelt valg. Der kan vi sagtens gennemskue, når det børn, der er kommet i vanskeligheder. Så ved vi godt, at de ikke selv valgte at få tæv, blive misbrugt, mobbet eller omsorgssvigtet, og at de aldrig nogensinde ville have en reel chance for at gennemskue de langsigtede konsekvenser af dårlige valg.

Men når det er den hjemløse på gaden, bumsen eller narkomanen, så er det lidt deres egen skyld, de har lidt selv valgt deres situation. De kunne passende tage sig lidt sammen, indordne sig eller i det mindste udleve deres valg et andet sted. Og ja, de har utvivlsomt taget nogle dårlige valg, der har været medvirkende til, at de i deres nuværende situation.

Men hvor går grænsen for eget ansvar og fællesskabets medansvar.

Jeg mener ikke systemets ansvar, men vores individuelle medansvar for vores medmennesker. Ikke en gang Palle fandt, at det i længden var sjovt at være alene i verden.

Vi er sociale væsner, der behøver hinanden, og derfor bør vi tage ordentlig vare på hinanden ved at tage et medansvar. Ikke at vi kan eller bør redde hele verden. Men vi kan som minimum være bevidste om vores priviligerede position. Være bevidste om vores fordomme og forestillinger. Forsøge at se hele mennesket!

Så kan vi måske blive lidt mindre hårde, når vi fælder dom over vores medmennesker. Og måske, bare måske bliver verden så et lidt mere rummeligt og nuanceret sted at være.

Hvis det virker som en helt uoverskuelig opgave, ja, så kan man jo starte i det små.

Start med at købe avisen ”Hus forbi”, næste gang du passerer en sælger på gaden.

Sig hej til din nabo næste gang, I passerer hinanden.

Og husk så at glæde dig over de valg, som du selv har mulighed for at træffe!

 

Du må yde for at nyde! Hvilket velfærdsDanmark ønsker vi egentlig?

Posted on Updated on

Du må yde for at nyde!

Debatten om mennesker på overførselsindkomster har på den senere tid udviklet sig til noget, der minder om en skyttegravskrig, hvor man på hver sin fløj af holdningskrigen har barrikaderet sig bag sort/hvide holdninger. Holdninger der kastes mere eller mindre ureflekteret ud i medierne og sociale netfora uden synderlig bevidsthed om de bagvedliggende værdier og ideer om velfærdsstaten.

Som forholdsvis nyuddannet antropolog, opdraget til at skue bag om menneskers adfærd, udsagn og handlinger, undres jeg over, den ofte manglende lyst til at søge bag om disse stejle og til tider voldsomt kategoriserende og stigmatiserende synspunkter om langtidssyge og kontanthjælpsmodtagere og andre mennesker i udsatte positioner.

For bagved denne skyttegravskrig om, hvem der har ret til hvad, ligger diskussionen om, hvilken velfærdsstat danskerne egentlig ønsker. Hvilke rettigheder, goder og ydelser skal et sådant system rumme, for hvem skal de gælde, og hvordan gør man sig fortjent til dem. Særligt det sidste må siges, at kunne sætte sindene i kog.

Noget for noget politikken har vundet voldsomt frem på bekostning af medmenneskelighed, empati og solidaritet. Her taler jeg ikke om den siddende regerings kamp for at gennemføre noget, der kun sporadisk minder om rød politik, men om det holdningsskred der efter den økonomiske krise har spredt sig hos den brede befolkning. Det virker som om, at såvel politikere som menigmand i større og større grad har indoptaget den dominerende samfundsdiskurs i deres egen opfattelse. En diskurs baseret på den liberale grundtanke om det frie individ, som altid vil stræbe efter at forbedre sin egen position. Være sin egen lykke smed!

Det er et besynderligt paradoks, at vores samfund på en og samme tid udsættes for et kontinuerligt voksende bureaukrati, der næres af en lind strøm af regler, forbud og regulativer med øget kontrol, overvågning og restriktioner af individets frie udfoldelse til følge. Samtidig hermed stimuleres og næres billedet af den frie selvstændige borger, der selv kan tage ansvar for sit liv og sin lykke gennem politiske salgstaler for reformtiltag og ideologiske visioner, der former de gældende samfundsdiskurser i dagens Danmark.

Det harmonere dårligt med det voksende bureaukrati og regelrytteri, hvor sanktioner kamufleres som motivation gennem beskæringer af velfærdssystemets ydelse.

Nu er man som borger ikke blot ansvarlig og fri til at skabe sin egen lykke, men også til at samle sig selv op, når lykken svigter.

Hvilken velsignet frihed! Friheden til at lykkes for dem som virkelig vil det og gør en indsats eller mislykkes for dem, der ikke vil deres egen lykke nok!

Tag ikke fejl, jeg sætter skam pris på min såkaldte frihed og mine rettigheder, og velfærdssystemet fungerer kun, hvis vi alle bidrager. Men når det bliver til et ureflekteret mantra om, at for at nyde skal man yde, begynder det at skure lidt i mine øre. Mennesker er ikke homogene kvæg, vokset op i en standardiseret stald med ensartede livsvilkår. Mennesker er vokset op under forskellige vilkår, med talrige variationer af forudsætninger og muligheder. Ikke des jo mindre ligger der en ensretning og homogenisering af opfattelsen af, hvad en god samfundsborger er, gemt bag det herskende mantra ”yde for at nyde.” For hvor meget og hvordan er det lige, at borgerne skal yde for at have ret til få del i nydelsen, her forstået som sociale ydelser. Hvilken form for retfærdighed taler vi om? Et det den samme eller ingen hjælp til alle, både til ham som selv kan nå øverste hylde selv og ham uden arme der ikke kan nå? Er det så selvforskyldt at han ikke har samme forudsætninger for at nå øverste hylde eller?

Hvis man kommer i den uheldige situation, at man ikke længere kan yde, skal man så bare hutle sig igennem og håbe på at lykken atter tilsmiler en?

Der tales om luksusydelser til passive modtagere, der kun vil nyde og ikke yde, og om dovne ledige, der selvforskyldt hænger i ledighedskøen. Der er da ingen tvivl om, at i ethvert system er der individer, der udnytter eller bryder reglerne og ikke ønsker at yde, men at disse individer ophøjes til normen og ikke undtagelsen, som de reelt er, ja, det undrer mig. De mange kategoriseres og dømmes ud fra enkeltstående individers adfærd. Hvor er retfærdigheden i det?

Hvis individet forsat skal være i centrum, så bør det individuelle skøn også være det. Ikke alle er ude på at malke systemet for andres hårdt tjente skattekroner. Der findes faktisk mennesker i dette land, der uforskyldt ikke er i stand til at bidrage økonomisk til samfundet på traditionel vis gennem ordinært lønarbejde. Sygdom, psykiske lidelse, funktionsnedsættelser, arbejdsskade m.m. er ikke selvforskyldt dovenskab, og de økonomiske ydelser disse udfordringer kan udløse, er ikke luksusydelser, der finansierer charterferier og indkøb af mærkevarer. De sikrer blot mad på bordet. For de uheldige individer, der ender på en overførselsindkomst som eksempelvis kontanthjælp, ledighedsydelse eller på sygedagpenge for en stakket frist, har det vidtrækkende konsekvenser at være afhængige af andres hjælp.

Konsekvenser der kan være voldsomme både menneskeligt og økonomisk, hvis ikke man er så heldig at have en velbeslået partner eller ægtefælle. Vel er det rimeligt, at samfundet ikke skal forsøge en person med store værdier. Men disse værdier bliver som regel hurtig spist op, for det er kun de færreste, der ikke har kæmpet med næb og klør inden, at de må give op og lade sig forsørge af staten. Der er intet luksuriøst eller festligt over et liv på offentlig ydelse, det påvirker både selvværd, identitet, omgangskreds, hjem og fremtidsdrømme.

Jeg kunne ønske mig, at debatten om sociale ydelser i fremtiden bliver mere nuanceret og faktabaseret og mindre domineret af generaliseringer, herskende diskurser og politiske dagsordner. Lad os i 2014 fokusere debatten på, hvilken form for velfærdstat, vi egentlig ønsker her i Danmark, hvilke grundlæggende værdier skal den bygge på, og hvilket sikkerhedsnet skal systemet indeholde.

Hvis vi da altså overhovedet ønsker et velfærdssystem, hvor der er tryghed for alle borgere, også for dem der ikke kan yde!

Antropolog

Charlotte Jensen