frihed

Fordomme stikker i maven!

Posted on Updated on

Vi ikke bare spejler os i hinanden, kopierer hinanden og lærer af hinanden.

I vores sammenligning med hinanden adskiller og distancerer vi os også fra hinanden. Projekterer vores svagheder, frygt og frustrationer over på hinanden. Det er fuldstændig menneskeligt, og vi gør det alle sammen hele tiden.

Alligevel er det skræmmende, når man opdager, hvor lidt vi reelt ved om hinanden, og derfor også hvor lidt eller meget der reelt er om vores forudantagelser, forestillinger og fordomme om hinanden.

Det er så let at at lade sig påvirke af andre, at man ofte slet ikke bemærker det lille skub.

Vores behov for at passe ind, få anerkendelse og blive accepteret kan få os til at ignorere det lille stik i maven, som kommer i det øjeblik, vi lader os skubbe af andres adfærd eller meninger.

Jeg gør det skam også selv. Jeg er ingen engel eller helgen.

Selv i dag kan jeg få dårlig samvittighed, når jeg tænker på mit korte venskab med Fatima fra parallelklassen. Hendes forældre var pakistanske gæstearbejde, som det hed dengang i 60´erne og 70´erne. Egentlig syntes jeg, hun var både sød og spændende. Vel lugtede hun af fremmede krydderier og havde kulørte lange skørter med bukser nedenunder. Men hun var glad og sjov og på ingen måder et dårligt bekendtskab, bare anderledes.

I starten var jeg ligeglad, men alligevel sneg de spydige bemærkninger om hvidløgsdunst og latterlig påklædning sig ind under huden og fik mig til at se hende i andet perspektiv. Og det søde og sjove blev afløst af det pinlige, kiksede og en bevidsthed om det anderledes. Uskylden forsvandt og jeg trak mig langsomt ud af venskabet. For i bund og grund var jeg en kujon, et barn som mange andre, der var bange for at skille sig ud. Derfor valgte jeg Fatima fra. For at tilpasse mig det dominerende fællesskabs normer.

Hvilket ironisk paradoks: Jeg kasserede et andet mennesker for ikke selv at blive kasseret af andre.  

Jeg vælger at tro på, at jeg i dag er lidt klogere og mere selvbevidst, om de valg og fravalg jeg foretager. Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig mærker frygten. Frygten for at skille mig ud. Frygten for at være anderledes. Frygten for blive valgt fra.

Jeg erkender også, at frygten stadig farver mit syn på andre mennesker og til tider bliver styrende for mine beslutninger.

Men frygten er ikke nødvendigvis vores fjende.

Vi kan bruge vores frygt til at holde os selv moralsk på dupperne.

Til at være bevidste om vores fordomme og antagelser. For fordomme er Substral for frygten. Frygten er den lup, hvor igennem vi kan spotte vores antagelser og ikke lade disse automatfordomme danne grundlag for vores valg.

Så frem med luppen, når du mærker stikket i maven!

Der er aldrig for sent at få skrubbet lidt af den fastgroede rust af glorien.

Bedre sent end aldrig.

Undskyld Fatima!

DR’s Farvelfærd er et farvel til veltilberedt tvjournalistik!

Posted on

Forleden havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at se DR’s program Farvelfærd. Ideen bag programserien er for så vidt god nok. Jeg er sikker på, at tankerne bag programserien udspringer af vigtige spørgsmål som:

Hvad er det for et velfærdssamfund, vi ønsker os?

Hvad skal velfærdssamfundet indeholde af velfærd, for hvem og hvorfor?

Disse spørgsmål er reelt set en vigtig værdidebat, som burde indtage en meget større plads i medierne, end tilfældet er pt. Desværre forfalder programserien til populistisk forfladigelse af emnet og opstiller groteske scenarier, hvor deltagerne skal træffe beslutninger på et ekstremt mangelfuldt grundlag. Dermed bliver en fremragende ide til ligegyldig og letfordøjelig sofaunderholdning. En smagløs form for underholdning, hvor man henslængt i sofaen indtager andre menneskers livsudfordringer og problemer, som var det et stykke massefabrikeret citronmåne.

Det er svært ikke at føle sig en anelse provokeret og trist.

Provokeret over de ensidige og stærkt manipulerede valgscenarier, som deltagerne tvinges ud i.

Trist over at medierne ikke har større tiltro til deres seere.

Ingen politiker (håber jeg) udvælger besparelser på budgettet, uden at samtlige budgetposter er blevet nøje undersøgt. Det vælges altså ikke med bind for øjnene, men foretages en politisk prioritering, som man så kan være enig eller uenig i.

Om deltagerne så havde valgt anderledes, hvis de var blevet introduceret for samtlige valgsituationer på forhånd, kan jeg ikke vide.

Spørgsmålet om velfærdsstatens udformning i fremtiden koges ned til et spørgsmål om at skære dybest muligt med sparekniven. Alternative løsningsmuligheder og værdidiskussionen er nærmest usynlige.

Ud over at programserien indtil nu har bestået af stærkt virkelighedsforvrængende og manipulerende journalistik forklædt som dokumentar, så kommer spare-ofrene til at fremstå som lettere forkælede og krævende.

Er dette en fair fremstilling?

 

Juhu for det frie individs ret til at vælge

Posted on Updated on

Denne vidunderlige frihed til at overskuds- og overflodsudvælge, lønslave eller lønskaber, husejer eller hjemløs, successtræber eller subsistensløs!!

Vi hylder friheden og vores ret til selv at vælge som en selvskreven naturlig rettighed i vores velfærdsdemokratiske bronzevindende lykkeland.

Tag endelig ikke fejl, jeg er en rendyrket valgfan. Jeg glæder mig inderligt over, at jeg rent faktisk har noget at vælge imellem.

For heldigvis består tilværelsen for de fleste af os af en nærmest endeløs række af valg. Nogle valg husker man i flere år – lang eller kort brudekjole, seminariet eller universitetet, graviditet eller abort. Andre valg synes nok vigtige men mindre mindeværdige. Skal jeg vælge konventionel mælk eller økomælk, løbetur eller avisen, kylling i karry eller sushi? Det er et privilegium at kunne vælge til og fra, og de fleste af os tænker kun sjældent virkelig dybt over det.

Men at træffe et reelt valg kræver visse forudsætninger. Det kræver kendskab til muligheder og konsekvenser og at der rent faktisk er noget at vælge imellem. Alt andet er ikke et reelt valg. Der kan vi sagtens gennemskue, når det børn, der er kommet i vanskeligheder. Så ved vi godt, at de ikke selv valgte at få tæv, blive misbrugt, mobbet eller omsorgssvigtet, og at de aldrig nogensinde ville have en reel chance for at gennemskue de langsigtede konsekvenser af dårlige valg.

Men når det er den hjemløse på gaden, bumsen eller narkomanen, så er det lidt deres egen skyld, de har lidt selv valgt deres situation. De kunne passende tage sig lidt sammen, indordne sig eller i det mindste udleve deres valg et andet sted. Og ja, de har utvivlsomt taget nogle dårlige valg, der har været medvirkende til, at de i deres nuværende situation.

Men hvor går grænsen for eget ansvar og fællesskabets medansvar.

Jeg mener ikke systemets ansvar, men vores individuelle medansvar for vores medmennesker. Ikke en gang Palle fandt, at det i længden var sjovt at være alene i verden.

Vi er sociale væsner, der behøver hinanden, og derfor bør vi tage ordentlig vare på hinanden ved at tage et medansvar. Ikke at vi kan eller bør redde hele verden. Men vi kan som minimum være bevidste om vores priviligerede position. Være bevidste om vores fordomme og forestillinger. Forsøge at se hele mennesket!

Så kan vi måske blive lidt mindre hårde, når vi fælder dom over vores medmennesker. Og måske, bare måske bliver verden så et lidt mere rummeligt og nuanceret sted at være.

Hvis det virker som en helt uoverskuelig opgave, ja, så kan man jo starte i det små.

Start med at købe avisen ”Hus forbi”, næste gang du passerer en sælger på gaden.

Sig hej til din nabo næste gang, I passerer hinanden.

Og husk så at glæde dig over de valg, som du selv har mulighed for at træffe!