frygt

Noter til oplæg om ventetid ved Inspirationsseminar ” Den gode venteoplevelse” den 26. nov. 2014

Posted on Updated on

Charlotte Jensen billedshow til oplæg  Tallene henviser til et billede i billedshowet.

Oplæg Region Hovedstaden den 26. nov. 2014

(1) Jeg vil fortælle lidt om, hvad der kendetegner og definerer ventetid, og hvordan ventetid opleves.

Ventetid er noget, som vi alle sammen udsættes for i forskellige former gennem vores hverdag, når vi står i kø i supermarkedet, holder i bilkøen i morgentrafikken, venter på toget, venter på kaffen, på lægen og mange andre situationer.

Ventetid er en uundgåelig del af vores hverdag, og til tider kan det lige frem være en behagelig pause i et ellers travlt hverdagsprogram. En hverdag hvor tid i stort omfang er det strukturerende element.

Det moderne liv er skemalagt og planlagt i en tidsramme. Vi benyttet ure og kalendere til at organisere livets mange gøremål og opgaver. Vi bruger tid til at måle afstanden mellem begivenheder i en fortid nutid og fremtid.

I en vestlig kontekst, taler vi om tid som en lineær fremadskridende bevægelse i rum. En bevægelse som vi udmåler i år, timer og minutter osv. og tid er en handelsvare for tid koster penge.
Vi gider ikke spilde tiden, for nok har vi tiden foran os, men når tiden først gået, kommer den ikke igen. Derfor er det vigtigt i et samfund, at tiden er godt givet ud.

Og sådan er det også med ventetid.
Ventetid kan koste samfundet mange penge – og borgerne eller forbrugerne kan blive frustrerede og utilfredse.
Ventetid kan opleves op mange ret så forskellige måder. Det kan være alt lige fra et tiltrængt pusterum, en pause fra dagens opgaver, en tænkepause til et irritationsmoment.
Ventetid = kontrast til det hurtige flow i moderne liv
Særlig problematisk bliver det, når pausen varer for længe. Så er ventetiden ikke længere et kærkomment frirum, men pludselig frustrerende spildtid. Og hvis ventetiden bliver langvarig kan den blive pacificerende og demotiverende.

(2) Ventetid har en lidt anden karakter end tid.
Ventetid er både en udmåling af tid og en handling, nemlig det at vente.
Ventetidens væsentligste elementer er udstrækningen af den tid hvor man venter:
Venter man længe eller kort tid? Ved man hvor længe man skal ventet eller ændres det under vejs?
Hvad skal handlingen munde ud i? Altså hvad venter man på?
Ved man hvad man venter på – Ændres målet for handlingen under vejs eller bliver målet sågar helt væk?
Især vis man ventet meget længe, kan målet enten fortage sig eller miste sin betydning. Det sker særligt hvis udstrækningen over tid er ukendt. Så kan ventetiden ende ud med at føles uendelig og formålsløs.

For det udfordrende ved ventetiden er handlingens passive karakter.
(3) At vente er i udgangspunkt en slags tilstand, et limbo eller vakuum i tiden, hvor målet for handling ikke nødvendigvis er motiverende. Som f.eks. at vente på asyl eller på dødsgangen i årevis. Fremhæver handlingsdelens passive karakter.

Det sker også hvis målet ikke er motiverende – frygt, bange for = diagnoser – arbejdsløshed – dødsgangen, m.m.
Når folk har ventet meget længe er de tilbøjelige til at beskrive ventetiden, som det at være sat på standby. Livet er blevet en passiv stilstand frem for en bevægelse fremad.

Groft sagt kan man sige at ventetid kan være enten en bro eller en kløft mellem nutid og fremtid.
(4) Ventetid har karakter af bro, når forventningen til udstrækning og indfrielse er positiv. Måske glæder man sig lige frem, så når man venter barn, eller barnet venter på juleaften. Da bringer ventetiden fremtiden ind i nuet på en positiv måde og bygger dermed bro.

Men ventetid med ukendt udløbsdato skubbes indfrielsen eller målet længere og længere ud i en ukendt fremtid. Det fjerner opmærksomheden fra nuet på en negativ måde. Det skaber ikke bare usikkerhed om hvorvidt ventetiden på noget tidspunkt får ende, men også usikkerhed om, hvad det er man venter på. Fjerner opmærksomheden fra nuet gennem ængstelse frygt usikkerhed m.m. for ventetidens afslutning. Diagnoser – alvorlig sygdom/døden. Og igen forværres frygten hvis man ikke ved hvad man venter på. Ventetiden vækker nu frygt og bliver passiviserende.

Da får ventetiden mere karakter af at være en kløft, en forhindring for at kunne indfri og realisere de forestillinger, håb eller planer man har lagt for fremtiden.

Der er groft sagt 4 overordnede elementer, som har afgørende betydning for om ventetiden bliver en god eller dårlig oplevelse. (5)

  1. Graden af kontrol eller medindflydelse over ventetidens forløb og udfald
  2. Graden af overblikover ventetidens forløb.
  3. Risici momenter. Hvor uforudsigelige virker eller bliver forløbet og udfaldet?
  4. Graden af tillidtil processen og tillid til de, som har magten over ventetidens forløb og udfald.

Elementer, som er bestemmende for, hvor stor en følelse af tryghed eller usikkerhed den enkelte vil knytte til oplevelsen af ventetid. Ofte er det små ændring i de overordnede elementer, som har størst betydningen for om ventetiden bliver en positiv eller negativ oplevelse.

Hvor lidt der egentlig skal til, håber jeg følgende eksempel vil illustrerer.

Forestil dig at du står ved et busstoppested og venter på bussen. (6) DU kan nu tjekke de 4 elementer på følgende måde.

Har du kontrol over eller indflydelse på om bussen kommer eller ej?
– Både og

  • I udgangspunkt har du tillid til at bussen kommer
  • Du har tillid til at busfirmaet leverer varen.
  • Hvis du var i et fremmed land, ville du måske have mindre tillid.

Men nu står du her og det gør du først og fremmest, fordi du har placeret dig på et sted, som klart indikerer at her stopper bussen.

  • Busskiltet får dig til at forvente, at her stopper bussen, og din tiltro til at skiltet virker er fortsat intakt.

Det næste du nu kan overveje er, om du har overblik over situation?
Føles situation gennemskuelig?
– Ja, for ud over at det ligner et busstoppested, så har du også tjekket køreplanen hjemmefra. Du forventer, at der skal komme en bus om 5 min.

Er der nogle risici, som kan true sandsynligheden for at bussen kommer?
– Ja den kan punktere, havarere, men hvor sandsynligt er det lige. Der er en meget lille sandsynlighed som ikke virker særlig faretruende.

  • Bliver du usikker, er det normal adfærd, at du vil forsøge at få bekræftet din forventning.

Du vil så formentlig tjekke den ophængte køreplan, der i det her tilfælde vil bekræfte din forventning, om at bussen formentlig kommer om lidt.

  • Du har derfor tillid til at bussen kommer og tilbringer sandsynligvis dine 5 minutters ventetid siddende på bænken imens du zapper rundt på din mobil.

Det samlede indtryk af ventesituationen gør, at din intuition i dette tilfælde giver dig en god følelse.

Dermed vil de 5 minutters ventetid ikke betyder noget særligt for dig. Måske er de ligefrem behagelige.

  • Du vil også typisk være påvirket af den visuelle oplevelse, som skiltet

Du vil kigge dig omkring. Afspejler stedet tillid og troværdighed? Ser det ud som om stedet bliver benyttet og dermed er aktivt? En sikring af at du ikke kommer til at vente forgæves.

  • Ved et busstoppested hjælper det på tilliden til at bussen kommer, hvis der står andre ved stoppestedet.  (7)
  • At du ikke venter på bussen alene, for det virker mindre sandsynligt at flere har taget fejl af køreplanen.

 Der med kan vi konkludere at oplevelsen af ventetid bliver ok:

  • Hvis du har tillid til at andre agerer, som du forventer, altså chaufføren kommer med bussen.
  • Hvis målet virker sandsynligt eller realistisk. Her er et skilt som viser at dette er et stoppested og køreplanen har vist dig, at der skal komme en bus.
  • Og hvis vente tiden er rimelig overskuelig og forudsigelig. Ifølge planen kommer bussen om 5 minutter.
  • Det er relativt uproblematisk at overdrage sin kontrol med tiden til andre i 5 minutter.

Din samlede oplevelse af at vente på bussen vil derfor være acceptabel og ikke gøre dig bekymring eller usikker.

Hvis jeg så ændrer på et eller flere af de 4 hovedelementer for oplevelsen af ventesituationen bliver oplevelsen anderledes. (8)

  • Du står igen venter på bussen, der skal komme om 5 minutter.

Du har tjekket hjemmefra, at der går en bus herfra lige om lidt.

  • For en sikkerheds skyld går du hen for at tjekke køreplanen. Men den er overmalet med graffiti, så du ikke kan læse den.
  • Nu bliver du en anelse usikker. Hvad nu hvis du har læst forkert.
  • Der står ingen andre ved stoppestedet, måske er du den eneste, som skal med på dette tidspunkt. Men kan det nu også passe?
  • Tvivlen kommer snigende. Måske har du virkelig læst forkert eller?

Du griber efter din mobil, men der er ingen net forbindelse.

  • Et element af uforudsigelige og usikkerhed har sneget sig ind.

De 5 minutter er nu pludselig ikke så rare, og du tripper utålmodigt rundt.

Det er stadig muligt at bussen kommer om 5 minutter. Hvis vi rationelt overvejer situationen, vil vi nå frem til at vi skal tage det roligt, for bussen kommer sandsynligvis om lidt.

Men situations troværdighed, forudsigelighed og gennemskuelighed kan pludselig drages i tvivl. Og rent visuelt er der heller ikke megen beroligelse at hente (9)

I sådanne situationer opstår der nemt konflikt mellem vores fornuft og vores intuitive oplevelse af situationen. Jo længere ventesituationen varer, jo større bliver utrygheden og usikkerheden.

I virkeligheden beror vores opfattelser, vurderinger og beslutninger sjældent på rationelle overvejelser.

(10)
Vi vil gerne at det forholder sig omvendt, at vi lade os styre af vores fornuft og intellekt.
Men en stor del af tiden tolker og forstår hjernen verden ganske irrationelt og primært gennem vores intuition og sanserne.
Særligt er den visuelle sans, synssansen vores mest dominerende sans. Vi tillægger synet meget stor betydning.
Vi tror generelt på det, vi ser, ”Jeg så det jo selv med egne øjne!
Hvad angår den irrationelle intuition er den spontane følelse omkring noget, Vi siger også ”Det føles rigtig det her!” eller ”jeg har en god fornemmelse.”
Intuitionen er summen af vores viden, erfaringer og følelser en tur igennem blenderen.
Det kan godt være fornuften fortæller os et, men hvis det føles forkert, så vejer det oftest tungest.

Og hvor vil jeg så hen med dette her? Jo min pointe er følgende.
Grunden til at man venter, skyldes at man har overdraget magten til at handle sig ud of situation til nogle andre end en selv.
Det er andres beslutninger og handlinger, som afgør hvor lang tid man kommer til at vente, og hvad man ender ud med at have ventet på.
Mangel på kontrol er en grund bestanddel af ventetid.

Den manglende kontrol over ventetidens forløb og udfald gør, at vores fornuftige og logiske overvejelser, valg og handlinger i forhold til ventetiden ikke kan bringe os ud af situationen.
Vi kan ikke selv, uden andres hjælp, skabe en positiv venteoplevelse, imens vi venter.

Ganske som eksemplet med busstoppestedet gerne skulle have illustreret, så er vi mere eller mindre overladt til vores forventninger og vores mere instinktive fornemmelser.
(11) Fornuften siger os, at der er stor sandsynlighed for at bussen nok skal komme, men følelsen af tvivl er svær at tøjle, når man ikke har kontrol over situationen.

Ventetid og usikkerhed er ofte to sider af samme mønt, fordi ventetid er en ukendt vej ind i en ukendt fremtid.
Derfor er det vigtigt at sikre at man i sin ventetid har:

  • Kontrol gennem medindflydelse
  • Overblik gennem gennemskuelighed eller overblik
  • Forudsigelighed ved at eliminere risici momenter
  • Opretholde udfaldets troværdighed – sikre at målet er realistisk.

Tak for jeres opmærksomhed.

 

Fordomme stikker i maven!

Posted on Updated on

Vi ikke bare spejler os i hinanden, kopierer hinanden og lærer af hinanden.

I vores sammenligning med hinanden adskiller og distancerer vi os også fra hinanden. Projekterer vores svagheder, frygt og frustrationer over på hinanden. Det er fuldstændig menneskeligt, og vi gør det alle sammen hele tiden.

Alligevel er det skræmmende, når man opdager, hvor lidt vi reelt ved om hinanden, og derfor også hvor lidt eller meget der reelt er om vores forudantagelser, forestillinger og fordomme om hinanden.

Det er så let at at lade sig påvirke af andre, at man ofte slet ikke bemærker det lille skub.

Vores behov for at passe ind, få anerkendelse og blive accepteret kan få os til at ignorere det lille stik i maven, som kommer i det øjeblik, vi lader os skubbe af andres adfærd eller meninger.

Jeg gør det skam også selv. Jeg er ingen engel eller helgen.

Selv i dag kan jeg få dårlig samvittighed, når jeg tænker på mit korte venskab med Fatima fra parallelklassen. Hendes forældre var pakistanske gæstearbejde, som det hed dengang i 60´erne og 70´erne. Egentlig syntes jeg, hun var både sød og spændende. Vel lugtede hun af fremmede krydderier og havde kulørte lange skørter med bukser nedenunder. Men hun var glad og sjov og på ingen måder et dårligt bekendtskab, bare anderledes.

I starten var jeg ligeglad, men alligevel sneg de spydige bemærkninger om hvidløgsdunst og latterlig påklædning sig ind under huden og fik mig til at se hende i andet perspektiv. Og det søde og sjove blev afløst af det pinlige, kiksede og en bevidsthed om det anderledes. Uskylden forsvandt og jeg trak mig langsomt ud af venskabet. For i bund og grund var jeg en kujon, et barn som mange andre, der var bange for at skille sig ud. Derfor valgte jeg Fatima fra. For at tilpasse mig det dominerende fællesskabs normer.

Hvilket ironisk paradoks: Jeg kasserede et andet mennesker for ikke selv at blive kasseret af andre.  

Jeg vælger at tro på, at jeg i dag er lidt klogere og mere selvbevidst, om de valg og fravalg jeg foretager. Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig mærker frygten. Frygten for at skille mig ud. Frygten for at være anderledes. Frygten for blive valgt fra.

Jeg erkender også, at frygten stadig farver mit syn på andre mennesker og til tider bliver styrende for mine beslutninger.

Men frygten er ikke nødvendigvis vores fjende.

Vi kan bruge vores frygt til at holde os selv moralsk på dupperne.

Til at være bevidste om vores fordomme og antagelser. For fordomme er Substral for frygten. Frygten er den lup, hvor igennem vi kan spotte vores antagelser og ikke lade disse automatfordomme danne grundlag for vores valg.

Så frem med luppen, når du mærker stikket i maven!

Der er aldrig for sent at få skrubbet lidt af den fastgroede rust af glorien.

Bedre sent end aldrig.

Undskyld Fatima!

DR’s Farvelfærd er et farvel til veltilberedt tvjournalistik!

Posted on

Forleden havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at se DR’s program Farvelfærd. Ideen bag programserien er for så vidt god nok. Jeg er sikker på, at tankerne bag programserien udspringer af vigtige spørgsmål som:

Hvad er det for et velfærdssamfund, vi ønsker os?

Hvad skal velfærdssamfundet indeholde af velfærd, for hvem og hvorfor?

Disse spørgsmål er reelt set en vigtig værdidebat, som burde indtage en meget større plads i medierne, end tilfældet er pt. Desværre forfalder programserien til populistisk forfladigelse af emnet og opstiller groteske scenarier, hvor deltagerne skal træffe beslutninger på et ekstremt mangelfuldt grundlag. Dermed bliver en fremragende ide til ligegyldig og letfordøjelig sofaunderholdning. En smagløs form for underholdning, hvor man henslængt i sofaen indtager andre menneskers livsudfordringer og problemer, som var det et stykke massefabrikeret citronmåne.

Det er svært ikke at føle sig en anelse provokeret og trist.

Provokeret over de ensidige og stærkt manipulerede valgscenarier, som deltagerne tvinges ud i.

Trist over at medierne ikke har større tiltro til deres seere.

Ingen politiker (håber jeg) udvælger besparelser på budgettet, uden at samtlige budgetposter er blevet nøje undersøgt. Det vælges altså ikke med bind for øjnene, men foretages en politisk prioritering, som man så kan være enig eller uenig i.

Om deltagerne så havde valgt anderledes, hvis de var blevet introduceret for samtlige valgsituationer på forhånd, kan jeg ikke vide.

Spørgsmålet om velfærdsstatens udformning i fremtiden koges ned til et spørgsmål om at skære dybest muligt med sparekniven. Alternative løsningsmuligheder og værdidiskussionen er nærmest usynlige.

Ud over at programserien indtil nu har bestået af stærkt virkelighedsforvrængende og manipulerende journalistik forklædt som dokumentar, så kommer spare-ofrene til at fremstå som lettere forkælede og krævende.

Er dette en fair fremstilling?