kommunikation

Du må yde for at nyde! Hvilket velfærdsDanmark ønsker vi egentlig?

Posted on Updated on

Du må yde for at nyde!

Debatten om mennesker på overførselsindkomster har på den senere tid udviklet sig til noget, der minder om en skyttegravskrig, hvor man på hver sin fløj af holdningskrigen har barrikaderet sig bag sort/hvide holdninger. Holdninger der kastes mere eller mindre ureflekteret ud i medierne og sociale netfora uden synderlig bevidsthed om de bagvedliggende værdier og ideer om velfærdsstaten.

Som forholdsvis nyuddannet antropolog, opdraget til at skue bag om menneskers adfærd, udsagn og handlinger, undres jeg over, den ofte manglende lyst til at søge bag om disse stejle og til tider voldsomt kategoriserende og stigmatiserende synspunkter om langtidssyge og kontanthjælpsmodtagere og andre mennesker i udsatte positioner.

For bagved denne skyttegravskrig om, hvem der har ret til hvad, ligger diskussionen om, hvilken velfærdsstat danskerne egentlig ønsker. Hvilke rettigheder, goder og ydelser skal et sådant system rumme, for hvem skal de gælde, og hvordan gør man sig fortjent til dem. Særligt det sidste må siges, at kunne sætte sindene i kog.

Noget for noget politikken har vundet voldsomt frem på bekostning af medmenneskelighed, empati og solidaritet. Her taler jeg ikke om den siddende regerings kamp for at gennemføre noget, der kun sporadisk minder om rød politik, men om det holdningsskred der efter den økonomiske krise har spredt sig hos den brede befolkning. Det virker som om, at såvel politikere som menigmand i større og større grad har indoptaget den dominerende samfundsdiskurs i deres egen opfattelse. En diskurs baseret på den liberale grundtanke om det frie individ, som altid vil stræbe efter at forbedre sin egen position. Være sin egen lykke smed!

Det er et besynderligt paradoks, at vores samfund på en og samme tid udsættes for et kontinuerligt voksende bureaukrati, der næres af en lind strøm af regler, forbud og regulativer med øget kontrol, overvågning og restriktioner af individets frie udfoldelse til følge. Samtidig hermed stimuleres og næres billedet af den frie selvstændige borger, der selv kan tage ansvar for sit liv og sin lykke gennem politiske salgstaler for reformtiltag og ideologiske visioner, der former de gældende samfundsdiskurser i dagens Danmark.

Det harmonere dårligt med det voksende bureaukrati og regelrytteri, hvor sanktioner kamufleres som motivation gennem beskæringer af velfærdssystemets ydelse.

Nu er man som borger ikke blot ansvarlig og fri til at skabe sin egen lykke, men også til at samle sig selv op, når lykken svigter.

Hvilken velsignet frihed! Friheden til at lykkes for dem som virkelig vil det og gør en indsats eller mislykkes for dem, der ikke vil deres egen lykke nok!

Tag ikke fejl, jeg sætter skam pris på min såkaldte frihed og mine rettigheder, og velfærdssystemet fungerer kun, hvis vi alle bidrager. Men når det bliver til et ureflekteret mantra om, at for at nyde skal man yde, begynder det at skure lidt i mine øre. Mennesker er ikke homogene kvæg, vokset op i en standardiseret stald med ensartede livsvilkår. Mennesker er vokset op under forskellige vilkår, med talrige variationer af forudsætninger og muligheder. Ikke des jo mindre ligger der en ensretning og homogenisering af opfattelsen af, hvad en god samfundsborger er, gemt bag det herskende mantra ”yde for at nyde.” For hvor meget og hvordan er det lige, at borgerne skal yde for at have ret til få del i nydelsen, her forstået som sociale ydelser. Hvilken form for retfærdighed taler vi om? Et det den samme eller ingen hjælp til alle, både til ham som selv kan nå øverste hylde selv og ham uden arme der ikke kan nå? Er det så selvforskyldt at han ikke har samme forudsætninger for at nå øverste hylde eller?

Hvis man kommer i den uheldige situation, at man ikke længere kan yde, skal man så bare hutle sig igennem og håbe på at lykken atter tilsmiler en?

Der tales om luksusydelser til passive modtagere, der kun vil nyde og ikke yde, og om dovne ledige, der selvforskyldt hænger i ledighedskøen. Der er da ingen tvivl om, at i ethvert system er der individer, der udnytter eller bryder reglerne og ikke ønsker at yde, men at disse individer ophøjes til normen og ikke undtagelsen, som de reelt er, ja, det undrer mig. De mange kategoriseres og dømmes ud fra enkeltstående individers adfærd. Hvor er retfærdigheden i det?

Hvis individet forsat skal være i centrum, så bør det individuelle skøn også være det. Ikke alle er ude på at malke systemet for andres hårdt tjente skattekroner. Der findes faktisk mennesker i dette land, der uforskyldt ikke er i stand til at bidrage økonomisk til samfundet på traditionel vis gennem ordinært lønarbejde. Sygdom, psykiske lidelse, funktionsnedsættelser, arbejdsskade m.m. er ikke selvforskyldt dovenskab, og de økonomiske ydelser disse udfordringer kan udløse, er ikke luksusydelser, der finansierer charterferier og indkøb af mærkevarer. De sikrer blot mad på bordet. For de uheldige individer, der ender på en overførselsindkomst som eksempelvis kontanthjælp, ledighedsydelse eller på sygedagpenge for en stakket frist, har det vidtrækkende konsekvenser at være afhængige af andres hjælp.

Konsekvenser der kan være voldsomme både menneskeligt og økonomisk, hvis ikke man er så heldig at have en velbeslået partner eller ægtefælle. Vel er det rimeligt, at samfundet ikke skal forsøge en person med store værdier. Men disse værdier bliver som regel hurtig spist op, for det er kun de færreste, der ikke har kæmpet med næb og klør inden, at de må give op og lade sig forsørge af staten. Der er intet luksuriøst eller festligt over et liv på offentlig ydelse, det påvirker både selvværd, identitet, omgangskreds, hjem og fremtidsdrømme.

Jeg kunne ønske mig, at debatten om sociale ydelser i fremtiden bliver mere nuanceret og faktabaseret og mindre domineret af generaliseringer, herskende diskurser og politiske dagsordner. Lad os i 2014 fokusere debatten på, hvilken form for velfærdstat, vi egentlig ønsker her i Danmark, hvilke grundlæggende værdier skal den bygge på, og hvilket sikkerhedsnet skal systemet indeholde.

Hvis vi da altså overhovedet ønsker et velfærdssystem, hvor der er tryghed for alle borgere, også for dem der ikke kan yde!

Antropolog

Charlotte Jensen

Noter til debatoplæg om sagsbehandling og konsekvenser. Netværksweekend i MSF 9.nov.2013

Posted on Updated on

Oplæg til Netværksweekend den 9. nov 2013, Musholm

(slide 2) Sagsbehandling er en varm kartoffel for tiden og har gennem den seneste tid haft mediernes interesse. Og særlig ventetiden under sagsbehandling har fået opmærksomhed. Her er lige nogle få eksempler på overskrifter inden for det sidste halve år.

Mit speciale bygger på en undersøgelse af langvarige sagsforløb. Gennem lidt over et år har jeg undersøgt de sociale betydninger af sagsbehandlingsforløb.

Mit fokus har været på borgerens oplevelser og har inkluderet en lang række interviews, observationer af møder med sagsbehandlere, aktindsigt og ikke mindst anden forskning på området.

At befinde sig i et sagsforløb kan være krævende og udfordrende og det kommer nok næppe som et chok for nogen af jer.

Jeg vil komme ind på nogle af de elementer, der kendetegner langtrukne sagsforløb, og som jeg fandt i min undersøgelse havde stor indflydelse på borgerens sociale liv.

Efter en kort skitsering af hovedelementerne i langtrukne sagsforløb, vil jeg præsentere to case stories for jer.

Det ene eksempel viser hvor galt det kan gå, og hvor svært det kan være at navigere rundt i behandlingssystemet.

Det andet eksempel har et lidt mere heldigt udfald og indbærer også en anden form for navigeringsstrategi.

(Slide 3) Men tilbage til hovedelementerne i sagsbehandlingsforløb.

Et sagsforløb består i bund og grund af ventetid. Tid hvor man venter på en afgørelse, der kan bringe en videre i livet.

Indtil ventetiden bliver forløst ved en afgørelse, hænger man i en form for vakuum, hvor livet på mange måder er sat på pause.

Hvor stor betydning denne ventetid har, afhænger groft skåret af 3 hoved elementer. Usikkerhed, uforudsigelighed og kontrol.

Til de 3 elementer knytter der sig følgende spørgsmål.

1. Usikkerhed. Hvad er der på spil?

  • Hvad er på spil og hvilken værdi har det?

2. Uforudsigelighed, sandsynlighed:

  • Hvor længe kommer man til at vente?
  • Hvad bliver udfaldet af afgørelsen?
  • Hvilket udfald og hvilke konsekvenser virker sandsynlige?

3. Graden af indflydelse og kontrol med sagens forløb og afgørelser:

  • Er det muligt at påvirke sagens forløb imens jeg venter
  • Har jeg nogen kontrol over beslutninger og afgørelse?
  • Har jeg nogen kontrol over konsekvenserne af en afgørelse?

(slide 4)

  1. den usikkerheden der opstår i forbindelse med sagsbehandling er ofte knyttet til tab, enten reelle tab eller frygten for tab.

Med tab mener jeg det, som man i daglig tale vil kalde kerneværdier som økonomi, hjem, familie og arbejde.

Andre værdier som værdighed, stabilitet og selvstændighed er sat i spil, men hører sammen med de 4 kerneværdier.

Frygten for at tabe disse værdier kan hurtigt skabe en hverdag fyldt med utryghed og frygt, hvor bekymringer stjæler al energi og overskud.

Frygten kan, hvis man lader den tage styringen, ende ud med at tage form af en slags selvopfyldende profeti, fordi den i høj grad virker nedbrydende og handlingslammende.

Tab af værdier starter reelt allerede under sagsbehandlingen i form af dårlig økonomi, spændinger i familielivet, forværring i helbredstilstand, identitetskrise m.m.

Og efterhånden som sagsbehandlingen trækker ud, jo større bliver tabene.

Her gør uforudsigeligheden kun situationen værre.

Jo mere ugennemskuelig en situation bliver, jo sværere er det at forudsige sagens udfald og de efterfølgende konsekvenser.

Og lad os bare erkende det med det samme, det er en jungle at finde rundt i lovgivningen som lægmand.

Hvis man så her oven i ligger gentagne skift i sagsbehandler, mangelfuld kommunikation og samarbejde på tværs af aktører og sektorer, som så igen medfører gentagne helbredsafklaringer og arbejdsprøvninger osv.

Ja så har man et sagsforløb, som kræver en stærk psyke og et godt bagland at stå igennem. 

(slide 5) Noget som også er gået op for vores beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Her fra hendes tale til til socialchef foreningen i oktober i år, hvor hun samtidig opfordrer de kommuner, der endnu ikke har sat gang i de nye ressourceforløb til at komme ud af starthullerne.

Vi får se om det virker.

Nu til case historie 1. (slide 6)

XX er en kvinde på i dag xx år.

XX starter med at gå ned med stress og ender efter langt tids sygemelding uden job.

XXs sagsforløb er kendetegnet ved stor udskiftning i sagsbehandlere og forskellige eksterne aktører er ind over sagen i forbindelse med gentagne arbejdsprøvninger.

XX har efterhånden mistet overblikket og aner ikke, hvad der kommer til at ske, og hvad det en gang ende med.

XX er overgået til kontanthjælp, for XX kan ikke forblive på sygedagpenge, når XX ikke er helbredsmæssigt afklaret.

XX er for dårlig til fleksjob, men ikke dårlig nok til førtidspension.

Da jeg møder XX har en følelse af afmagt og frygt har sneget sig ind og XX går nu til selvbetalt psykolog for at holde sammen på sig selv.

Angstanfald og migræne er nu kommet oven i rækken af helbredsproblemer.

XX kan ikke længere selv møde op hos kommunen uden at det udløser et angstandfald og rudekuverter udløser også angst.

XX siger selv om sin situation:

Jeg føler ikke, at jeg skal sprælle ret meget. Jeg er alene, har ingen mand eller nogen anden, der kan forsørge mig eller hjælpe på nogen måde.

Jeg ved ikke hvad der sker, jeg kender ikke spillereglerne, og jeg ved ikke hvem jeg skal tale med næste gang.

XX har stadig en drøm om en tilknytning til arbejdsmarkedet, men selv her har XX ikke længere kontrol over situationen.

Om en nylig arbejdsprøvning siger XX følgende. Citat: Jeg ville gerne selv vise og se, at jeg kunne noget. Jeg har ambitioner, når jeg skal måles og vejs. Jeg vil gerne gøre det godt. Men det gav bagslag og jeg fik 4 dages angstanfald. Det var forfærdeligt.

XX føler, at sagen er fuldstændig uden for XXs kontrol og XX kan ikke længere forudsige, hvad der skal ske hverken på kort eller lang sigt.

Hele eksistensgrundlag er truet og efterhånden virker selv det værst tænkelige scenarier som en reel mulighed.

(slide 7) Citat: X fortalte mig at hun arbejde som frivillig på et herberg for kvinder. Der var kvinder fra alle lag, der hutlede sig igennem. Det synes jeg er skræmmende at tænke på. Det ku i teorien blive mig, det ved jeg godt.

Dette skyldes blandt andet kombinationen af:

  • manglende overblik over hvor sagsbehandlinger står nu, og hvor den fører hen
  • manglende kendskab til reglerne
  • usikker økonomisk situation
  • manglende netværk 
  • forværring i helbredssituation
  • arbejdsprøvninger uden succesfuldt resultat – nederlag

Dette medfører, at XX begynder at kunne identificere sig med posedamen.

XX har ikke overskud til selv at lægge en handlingsstrategi for, hvordan XX kommer videre med sit liv.

Frygten er afløst af angstanfald, der begrænser Xxs udfoldelsesmuligheder voldsomt.

(Slide 8)

Anderledes gik det for ZZ

ZZ bliver sygemeldt pga en depression.

ZZ siger selv, at depressionen blev udløst af at have bidt tænderne sammen i for lang tid.

Efter nogen tids sygemelding ændres kommunikationen med sagsbehandleren karakter. Den bliver anspændt pga manglende fremdrift i sagen.

ZZ kommer dog i praktik, men kan fysisk ikke klare et fuldtidsjob.

Sagsbehandler mener, at det er et spørgsmål om at tage sig sammen og nye speciallæge erklæringer indhentes.

Sagen går i stå.

En ny arbejdsprøvning kommer på tale, men kommunen kan ikke finde en plads.

ZZ finder sammen med sin egen eksterne rådgiver en praktikplads.

Her adskiller ZZ sig fra XX ved, at have et større overskud til selv at finde på løsningsmuligheder for at få løst op for situationen.

ZZ har et velfungerende bagland og et netværk der støtter.

ZZ kommer i arbejdsprøvning, som ender på 17 timer om ugen.

På det tidspunkt er det ZZ store håb, at det kan munde ud i et fleksjob.

Sagen går dog trægt og kommunen har svært ved at få orden på papirerne.

Det får ZZ til at forberede sig til samtalerne med sagsbehandlerne hjemmefra og lægger en strategi.

(slide 9)

ZZs strategi går ud på:

– at have aktindsigt

– kende lovgivningen

– nedskrive klare mål for hvert møde / dagsorden

– forsøge at se det hele fra sagsbehandlerens perspektiv

– altid være høflig uanset hvad

Citat: altid være høflig og venlig, huske at skrive tak for papirerne, selvom hun sende 15 siders ævl!.”

Men selv det kan være udfordrende, når fremdriften i sagen udebliver.

Citat: Først da jeg forstod, at det mest effektive argument hed statsrefusion til kommunen fik jeg forlænget min praktik.

ZZ siger selv om sagsforløbet: (slide 10.)

Citat: Al kommunikation med kommunen er ubehagelig. Kommunikation er det eneste magtmiddel jeg har i forhold til kommunen. At jeg har overlevet sagen har styrket min selvtillid, men min skepsis overfor systemet er blevet større.

ZZ har i dag fleksjob og har det godt.