kontanthjælp

Den nye finanslov er et plaster på såret

Posted on

Det lysner i horisonten. Justeringerne letter på nogle af de helt store smertefulde udfordringer, der har sat alvorlige ridser i socialpolitiken. Det er ikke en mirakelkur, men det hjælper unægtelig en række mennesker, som indtil nu er blevet klemt alvorligt på deres eksistensgrundlag som følge af reformerne.

Den håndsrækning må så falde i kategorien “bedre sent end aldrig”!

Hvor vidt finansloven er vækstfremmende eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det er der ret delte meninger om.

Finansloven pynter lidt på regeringens blakkede image, hvad angår den førte politiks hårde behandling af nogle af vores samfunds svageste grupper.

Den er ikke en forårsbebuder, men et solstrejf i et gråt og blæsende efterår.

Du kan finde uddybende information om finanslovens forskellige elementer her.

 

Reklamer

Kontanthjælpsdebatten er blevet fordømmelsernes slagmark

Posted on Updated on

Bliver man fattig af at leve på kontanthjælp?

En diskussion der accelererede voldsomt, da Dovne-Robert og Fattig-Karine gjorde sin entre på den danske mediescene. Og Fup og Fakta har fløjet gennem luften lige siden. Nogle vifter økonomiske tal og statistiker rundt i luften og siger at, man ikke bliver fattig af at leve på kontanthjælp. Andre fremviser talrige eksempler på familier på kontanthjælp som kun lige klarer dagen og vejen. Politikerne nærmest kæmper om retten til at bekræfte, at man godt kan både leve og overleve på en kontanthjælp, understreget med et: ”Det er jo ikke meningen, at kontanthjælp skal være en permanent ydelse, blot en midlertidig løsning.”

Det er lige til at blive forvirret af.

Hvad er sandheden egentlig?

Hvem sidder inde med sandheden?

Er der da overhovedet EN sandhed?

Sagen er vel den, at det er noget nær umuligt at trække en streg i sandet og hævde, at alle til højre for stregen er fattige.
Det som økonomiske slår til for den ene, er ikke nødvendigvis nok for den anden. Ingen mennesker lever identiske liv, ingen deler identiske historier eller har identiske forudsætninger og muligheder til rådighed.
Det ved de fleste godt. Alligevel er der en tendens til at antage, at kontanthjælpsmodtagere er lige så ensartede som homogeniseret mælk.
Denne bizarre forudindtagede holdning danner udgangspunkt for manges fordømmelse af de kontanthjælpsmodtagere, der er så frække at klage deres nød.
For når man er ”på nas” hos skatteborgernes pengekasse, har man ikke ret til at klage sin nød.
Der findes jo andre i verden, som har det meget værre, og kontanthjælpen er en luksusydelse, som man skal være taknemmelig for!

Desværre har kontanthjælpsdebatten længe været præget af fordomme og fordømmelser. Ikke blot blandt politikerne, men også blandt borgerne. Hvis man betvivler dette, kan man blot læse kommentarerne til en artikel om at være fattig forsørger på kontanthjælp. De er en skraldespand fyldt med sure opstød og fordømmende udsagn.
Det er lige til at blive i dårlig humør af at læse.

Kommentarerne afspejler samtidig også den forvirring, der hersker omkring spørgsmålet: Bliver man fattig af at være på kontanthjælp?
Den type spørgsmål kan kun besvares med et ja eller nej, og sandheden er ikke en ensartet størrelse.
Der kan være gæld eller udgifter til medicin m.m. som gør at rådighedsbeløbet skrumper. Gælden behøver ikke stamme fra overforbrug, men kan være resultatet af en konkurs, en skilsmisse, en tvangsauktion, ja, der kan være alle mulige gode og reelle grunde til, at man er havnet i en gældssituation. En situation som man absolut ikke skal straffes moralsk af omverden for at være havnet i.
Der ud over kan der være sociale udfordringer, psykiske lidelser og et hav af andre forhold, som påvirker ens livssituation og måde at agere på.

Min pointe er, der kan være mange forskellige faktorer, som gør, at den enkeltes reelle rådighedsbeløb ikke kan brødføde en familie.
Disse nuancer betyder, at det ikke er holdbart at bruge de to mest dominerende og generaliserende argumenter:

  1. Hvis jeg kan leve godt på kontanthjælp, så kan du også. Det må være din prioritering, den er galt med.
  2. Når kontanthjælpen lægges sammen med diverse tilskud, så har du mere end nok til rådighed.

Jeg skal ikke sætte mig til dommer, for måske holder disse 2 argumenter rent faktisk vand i nogle tilfælde. Men jeg er også overbevist om at, de ikke kan generaliseres til at dække alle personer eller familier på kontanthjælp.

Så jeg siger det lige igen: Fattigdoms debatten er blevet alt for unuanceret.
Der hersker en uhyggelig antagelse om at mennesker, der har brug for økonomisk hjælp fra fælleskassen, bevist forsøger at snyde og udnytte systemet. Den uholdbare og overgeneraliserende antagelse får fordømmelserne til at flyve vildt gennem luften, hver gang nogen kobler kontanthjælp med fattigdom. Kommentarfelterne til artikler om fattige i Danmark er blevet en slags offentlighedens moralske skafot, hvor mening mand verbalt kan tæve løs på andre og frit lufte sin indestængte vrede og forargelse.

Lad os slå det fast en gang for alle: Der findes fattige mennesker i Danmark. Og nej, det er ikke nødvendigvis deres egen skyld, eller samfundets skyld. Det er et uheldigt sammenfald af en lang række omstændigheder, som gør oddsene sværere for nogle end for andre.

Så hvorfor skal alle kontanthjælpsmodtagere absolut dømmes over en kam?

Du må yde for at nyde! Hvilket velfærdsDanmark ønsker vi egentlig?

Posted on Updated on

Du må yde for at nyde!

Debatten om mennesker på overførselsindkomster har på den senere tid udviklet sig til noget, der minder om en skyttegravskrig, hvor man på hver sin fløj af holdningskrigen har barrikaderet sig bag sort/hvide holdninger. Holdninger der kastes mere eller mindre ureflekteret ud i medierne og sociale netfora uden synderlig bevidsthed om de bagvedliggende værdier og ideer om velfærdsstaten.

Som forholdsvis nyuddannet antropolog, opdraget til at skue bag om menneskers adfærd, udsagn og handlinger, undres jeg over, den ofte manglende lyst til at søge bag om disse stejle og til tider voldsomt kategoriserende og stigmatiserende synspunkter om langtidssyge og kontanthjælpsmodtagere og andre mennesker i udsatte positioner.

For bagved denne skyttegravskrig om, hvem der har ret til hvad, ligger diskussionen om, hvilken velfærdsstat danskerne egentlig ønsker. Hvilke rettigheder, goder og ydelser skal et sådant system rumme, for hvem skal de gælde, og hvordan gør man sig fortjent til dem. Særligt det sidste må siges, at kunne sætte sindene i kog.

Noget for noget politikken har vundet voldsomt frem på bekostning af medmenneskelighed, empati og solidaritet. Her taler jeg ikke om den siddende regerings kamp for at gennemføre noget, der kun sporadisk minder om rød politik, men om det holdningsskred der efter den økonomiske krise har spredt sig hos den brede befolkning. Det virker som om, at såvel politikere som menigmand i større og større grad har indoptaget den dominerende samfundsdiskurs i deres egen opfattelse. En diskurs baseret på den liberale grundtanke om det frie individ, som altid vil stræbe efter at forbedre sin egen position. Være sin egen lykke smed!

Det er et besynderligt paradoks, at vores samfund på en og samme tid udsættes for et kontinuerligt voksende bureaukrati, der næres af en lind strøm af regler, forbud og regulativer med øget kontrol, overvågning og restriktioner af individets frie udfoldelse til følge. Samtidig hermed stimuleres og næres billedet af den frie selvstændige borger, der selv kan tage ansvar for sit liv og sin lykke gennem politiske salgstaler for reformtiltag og ideologiske visioner, der former de gældende samfundsdiskurser i dagens Danmark.

Det harmonere dårligt med det voksende bureaukrati og regelrytteri, hvor sanktioner kamufleres som motivation gennem beskæringer af velfærdssystemets ydelse.

Nu er man som borger ikke blot ansvarlig og fri til at skabe sin egen lykke, men også til at samle sig selv op, når lykken svigter.

Hvilken velsignet frihed! Friheden til at lykkes for dem som virkelig vil det og gør en indsats eller mislykkes for dem, der ikke vil deres egen lykke nok!

Tag ikke fejl, jeg sætter skam pris på min såkaldte frihed og mine rettigheder, og velfærdssystemet fungerer kun, hvis vi alle bidrager. Men når det bliver til et ureflekteret mantra om, at for at nyde skal man yde, begynder det at skure lidt i mine øre. Mennesker er ikke homogene kvæg, vokset op i en standardiseret stald med ensartede livsvilkår. Mennesker er vokset op under forskellige vilkår, med talrige variationer af forudsætninger og muligheder. Ikke des jo mindre ligger der en ensretning og homogenisering af opfattelsen af, hvad en god samfundsborger er, gemt bag det herskende mantra ”yde for at nyde.” For hvor meget og hvordan er det lige, at borgerne skal yde for at have ret til få del i nydelsen, her forstået som sociale ydelser. Hvilken form for retfærdighed taler vi om? Et det den samme eller ingen hjælp til alle, både til ham som selv kan nå øverste hylde selv og ham uden arme der ikke kan nå? Er det så selvforskyldt at han ikke har samme forudsætninger for at nå øverste hylde eller?

Hvis man kommer i den uheldige situation, at man ikke længere kan yde, skal man så bare hutle sig igennem og håbe på at lykken atter tilsmiler en?

Der tales om luksusydelser til passive modtagere, der kun vil nyde og ikke yde, og om dovne ledige, der selvforskyldt hænger i ledighedskøen. Der er da ingen tvivl om, at i ethvert system er der individer, der udnytter eller bryder reglerne og ikke ønsker at yde, men at disse individer ophøjes til normen og ikke undtagelsen, som de reelt er, ja, det undrer mig. De mange kategoriseres og dømmes ud fra enkeltstående individers adfærd. Hvor er retfærdigheden i det?

Hvis individet forsat skal være i centrum, så bør det individuelle skøn også være det. Ikke alle er ude på at malke systemet for andres hårdt tjente skattekroner. Der findes faktisk mennesker i dette land, der uforskyldt ikke er i stand til at bidrage økonomisk til samfundet på traditionel vis gennem ordinært lønarbejde. Sygdom, psykiske lidelse, funktionsnedsættelser, arbejdsskade m.m. er ikke selvforskyldt dovenskab, og de økonomiske ydelser disse udfordringer kan udløse, er ikke luksusydelser, der finansierer charterferier og indkøb af mærkevarer. De sikrer blot mad på bordet. For de uheldige individer, der ender på en overførselsindkomst som eksempelvis kontanthjælp, ledighedsydelse eller på sygedagpenge for en stakket frist, har det vidtrækkende konsekvenser at være afhængige af andres hjælp.

Konsekvenser der kan være voldsomme både menneskeligt og økonomisk, hvis ikke man er så heldig at have en velbeslået partner eller ægtefælle. Vel er det rimeligt, at samfundet ikke skal forsøge en person med store værdier. Men disse værdier bliver som regel hurtig spist op, for det er kun de færreste, der ikke har kæmpet med næb og klør inden, at de må give op og lade sig forsørge af staten. Der er intet luksuriøst eller festligt over et liv på offentlig ydelse, det påvirker både selvværd, identitet, omgangskreds, hjem og fremtidsdrømme.

Jeg kunne ønske mig, at debatten om sociale ydelser i fremtiden bliver mere nuanceret og faktabaseret og mindre domineret af generaliseringer, herskende diskurser og politiske dagsordner. Lad os i 2014 fokusere debatten på, hvilken form for velfærdstat, vi egentlig ønsker her i Danmark, hvilke grundlæggende værdier skal den bygge på, og hvilket sikkerhedsnet skal systemet indeholde.

Hvis vi da altså overhovedet ønsker et velfærdssystem, hvor der er tryghed for alle borgere, også for dem der ikke kan yde!

Antropolog

Charlotte Jensen