langvarig ventetid

Noter til oplæg om ventetid ved Inspirationsseminar ” Den gode venteoplevelse” den 26. nov. 2014

Posted on Updated on

Charlotte Jensen billedshow til oplæg  Tallene henviser til et billede i billedshowet.

Oplæg Region Hovedstaden den 26. nov. 2014

(1) Jeg vil fortælle lidt om, hvad der kendetegner og definerer ventetid, og hvordan ventetid opleves.

Ventetid er noget, som vi alle sammen udsættes for i forskellige former gennem vores hverdag, når vi står i kø i supermarkedet, holder i bilkøen i morgentrafikken, venter på toget, venter på kaffen, på lægen og mange andre situationer.

Ventetid er en uundgåelig del af vores hverdag, og til tider kan det lige frem være en behagelig pause i et ellers travlt hverdagsprogram. En hverdag hvor tid i stort omfang er det strukturerende element.

Det moderne liv er skemalagt og planlagt i en tidsramme. Vi benyttet ure og kalendere til at organisere livets mange gøremål og opgaver. Vi bruger tid til at måle afstanden mellem begivenheder i en fortid nutid og fremtid.

I en vestlig kontekst, taler vi om tid som en lineær fremadskridende bevægelse i rum. En bevægelse som vi udmåler i år, timer og minutter osv. og tid er en handelsvare for tid koster penge.
Vi gider ikke spilde tiden, for nok har vi tiden foran os, men når tiden først gået, kommer den ikke igen. Derfor er det vigtigt i et samfund, at tiden er godt givet ud.

Og sådan er det også med ventetid.
Ventetid kan koste samfundet mange penge – og borgerne eller forbrugerne kan blive frustrerede og utilfredse.
Ventetid kan opleves op mange ret så forskellige måder. Det kan være alt lige fra et tiltrængt pusterum, en pause fra dagens opgaver, en tænkepause til et irritationsmoment.
Ventetid = kontrast til det hurtige flow i moderne liv
Særlig problematisk bliver det, når pausen varer for længe. Så er ventetiden ikke længere et kærkomment frirum, men pludselig frustrerende spildtid. Og hvis ventetiden bliver langvarig kan den blive pacificerende og demotiverende.

(2) Ventetid har en lidt anden karakter end tid.
Ventetid er både en udmåling af tid og en handling, nemlig det at vente.
Ventetidens væsentligste elementer er udstrækningen af den tid hvor man venter:
Venter man længe eller kort tid? Ved man hvor længe man skal ventet eller ændres det under vejs?
Hvad skal handlingen munde ud i? Altså hvad venter man på?
Ved man hvad man venter på – Ændres målet for handlingen under vejs eller bliver målet sågar helt væk?
Især vis man ventet meget længe, kan målet enten fortage sig eller miste sin betydning. Det sker særligt hvis udstrækningen over tid er ukendt. Så kan ventetiden ende ud med at føles uendelig og formålsløs.

For det udfordrende ved ventetiden er handlingens passive karakter.
(3) At vente er i udgangspunkt en slags tilstand, et limbo eller vakuum i tiden, hvor målet for handling ikke nødvendigvis er motiverende. Som f.eks. at vente på asyl eller på dødsgangen i årevis. Fremhæver handlingsdelens passive karakter.

Det sker også hvis målet ikke er motiverende – frygt, bange for = diagnoser – arbejdsløshed – dødsgangen, m.m.
Når folk har ventet meget længe er de tilbøjelige til at beskrive ventetiden, som det at være sat på standby. Livet er blevet en passiv stilstand frem for en bevægelse fremad.

Groft sagt kan man sige at ventetid kan være enten en bro eller en kløft mellem nutid og fremtid.
(4) Ventetid har karakter af bro, når forventningen til udstrækning og indfrielse er positiv. Måske glæder man sig lige frem, så når man venter barn, eller barnet venter på juleaften. Da bringer ventetiden fremtiden ind i nuet på en positiv måde og bygger dermed bro.

Men ventetid med ukendt udløbsdato skubbes indfrielsen eller målet længere og længere ud i en ukendt fremtid. Det fjerner opmærksomheden fra nuet på en negativ måde. Det skaber ikke bare usikkerhed om hvorvidt ventetiden på noget tidspunkt får ende, men også usikkerhed om, hvad det er man venter på. Fjerner opmærksomheden fra nuet gennem ængstelse frygt usikkerhed m.m. for ventetidens afslutning. Diagnoser – alvorlig sygdom/døden. Og igen forværres frygten hvis man ikke ved hvad man venter på. Ventetiden vækker nu frygt og bliver passiviserende.

Da får ventetiden mere karakter af at være en kløft, en forhindring for at kunne indfri og realisere de forestillinger, håb eller planer man har lagt for fremtiden.

Der er groft sagt 4 overordnede elementer, som har afgørende betydning for om ventetiden bliver en god eller dårlig oplevelse. (5)

  1. Graden af kontrol eller medindflydelse over ventetidens forløb og udfald
  2. Graden af overblikover ventetidens forløb.
  3. Risici momenter. Hvor uforudsigelige virker eller bliver forløbet og udfaldet?
  4. Graden af tillidtil processen og tillid til de, som har magten over ventetidens forløb og udfald.

Elementer, som er bestemmende for, hvor stor en følelse af tryghed eller usikkerhed den enkelte vil knytte til oplevelsen af ventetid. Ofte er det små ændring i de overordnede elementer, som har størst betydningen for om ventetiden bliver en positiv eller negativ oplevelse.

Hvor lidt der egentlig skal til, håber jeg følgende eksempel vil illustrerer.

Forestil dig at du står ved et busstoppested og venter på bussen. (6) DU kan nu tjekke de 4 elementer på følgende måde.

Har du kontrol over eller indflydelse på om bussen kommer eller ej?
– Både og

  • I udgangspunkt har du tillid til at bussen kommer
  • Du har tillid til at busfirmaet leverer varen.
  • Hvis du var i et fremmed land, ville du måske have mindre tillid.

Men nu står du her og det gør du først og fremmest, fordi du har placeret dig på et sted, som klart indikerer at her stopper bussen.

  • Busskiltet får dig til at forvente, at her stopper bussen, og din tiltro til at skiltet virker er fortsat intakt.

Det næste du nu kan overveje er, om du har overblik over situation?
Føles situation gennemskuelig?
– Ja, for ud over at det ligner et busstoppested, så har du også tjekket køreplanen hjemmefra. Du forventer, at der skal komme en bus om 5 min.

Er der nogle risici, som kan true sandsynligheden for at bussen kommer?
– Ja den kan punktere, havarere, men hvor sandsynligt er det lige. Der er en meget lille sandsynlighed som ikke virker særlig faretruende.

  • Bliver du usikker, er det normal adfærd, at du vil forsøge at få bekræftet din forventning.

Du vil så formentlig tjekke den ophængte køreplan, der i det her tilfælde vil bekræfte din forventning, om at bussen formentlig kommer om lidt.

  • Du har derfor tillid til at bussen kommer og tilbringer sandsynligvis dine 5 minutters ventetid siddende på bænken imens du zapper rundt på din mobil.

Det samlede indtryk af ventesituationen gør, at din intuition i dette tilfælde giver dig en god følelse.

Dermed vil de 5 minutters ventetid ikke betyder noget særligt for dig. Måske er de ligefrem behagelige.

  • Du vil også typisk være påvirket af den visuelle oplevelse, som skiltet

Du vil kigge dig omkring. Afspejler stedet tillid og troværdighed? Ser det ud som om stedet bliver benyttet og dermed er aktivt? En sikring af at du ikke kommer til at vente forgæves.

  • Ved et busstoppested hjælper det på tilliden til at bussen kommer, hvis der står andre ved stoppestedet.  (7)
  • At du ikke venter på bussen alene, for det virker mindre sandsynligt at flere har taget fejl af køreplanen.

 Der med kan vi konkludere at oplevelsen af ventetid bliver ok:

  • Hvis du har tillid til at andre agerer, som du forventer, altså chaufføren kommer med bussen.
  • Hvis målet virker sandsynligt eller realistisk. Her er et skilt som viser at dette er et stoppested og køreplanen har vist dig, at der skal komme en bus.
  • Og hvis vente tiden er rimelig overskuelig og forudsigelig. Ifølge planen kommer bussen om 5 minutter.
  • Det er relativt uproblematisk at overdrage sin kontrol med tiden til andre i 5 minutter.

Din samlede oplevelse af at vente på bussen vil derfor være acceptabel og ikke gøre dig bekymring eller usikker.

Hvis jeg så ændrer på et eller flere af de 4 hovedelementer for oplevelsen af ventesituationen bliver oplevelsen anderledes. (8)

  • Du står igen venter på bussen, der skal komme om 5 minutter.

Du har tjekket hjemmefra, at der går en bus herfra lige om lidt.

  • For en sikkerheds skyld går du hen for at tjekke køreplanen. Men den er overmalet med graffiti, så du ikke kan læse den.
  • Nu bliver du en anelse usikker. Hvad nu hvis du har læst forkert.
  • Der står ingen andre ved stoppestedet, måske er du den eneste, som skal med på dette tidspunkt. Men kan det nu også passe?
  • Tvivlen kommer snigende. Måske har du virkelig læst forkert eller?

Du griber efter din mobil, men der er ingen net forbindelse.

  • Et element af uforudsigelige og usikkerhed har sneget sig ind.

De 5 minutter er nu pludselig ikke så rare, og du tripper utålmodigt rundt.

Det er stadig muligt at bussen kommer om 5 minutter. Hvis vi rationelt overvejer situationen, vil vi nå frem til at vi skal tage det roligt, for bussen kommer sandsynligvis om lidt.

Men situations troværdighed, forudsigelighed og gennemskuelighed kan pludselig drages i tvivl. Og rent visuelt er der heller ikke megen beroligelse at hente (9)

I sådanne situationer opstår der nemt konflikt mellem vores fornuft og vores intuitive oplevelse af situationen. Jo længere ventesituationen varer, jo større bliver utrygheden og usikkerheden.

I virkeligheden beror vores opfattelser, vurderinger og beslutninger sjældent på rationelle overvejelser.

(10)
Vi vil gerne at det forholder sig omvendt, at vi lade os styre af vores fornuft og intellekt.
Men en stor del af tiden tolker og forstår hjernen verden ganske irrationelt og primært gennem vores intuition og sanserne.
Særligt er den visuelle sans, synssansen vores mest dominerende sans. Vi tillægger synet meget stor betydning.
Vi tror generelt på det, vi ser, ”Jeg så det jo selv med egne øjne!
Hvad angår den irrationelle intuition er den spontane følelse omkring noget, Vi siger også ”Det føles rigtig det her!” eller ”jeg har en god fornemmelse.”
Intuitionen er summen af vores viden, erfaringer og følelser en tur igennem blenderen.
Det kan godt være fornuften fortæller os et, men hvis det føles forkert, så vejer det oftest tungest.

Og hvor vil jeg så hen med dette her? Jo min pointe er følgende.
Grunden til at man venter, skyldes at man har overdraget magten til at handle sig ud of situation til nogle andre end en selv.
Det er andres beslutninger og handlinger, som afgør hvor lang tid man kommer til at vente, og hvad man ender ud med at have ventet på.
Mangel på kontrol er en grund bestanddel af ventetid.

Den manglende kontrol over ventetidens forløb og udfald gør, at vores fornuftige og logiske overvejelser, valg og handlinger i forhold til ventetiden ikke kan bringe os ud af situationen.
Vi kan ikke selv, uden andres hjælp, skabe en positiv venteoplevelse, imens vi venter.

Ganske som eksemplet med busstoppestedet gerne skulle have illustreret, så er vi mere eller mindre overladt til vores forventninger og vores mere instinktive fornemmelser.
(11) Fornuften siger os, at der er stor sandsynlighed for at bussen nok skal komme, men følelsen af tvivl er svær at tøjle, når man ikke har kontrol over situationen.

Ventetid og usikkerhed er ofte to sider af samme mønt, fordi ventetid er en ukendt vej ind i en ukendt fremtid.
Derfor er det vigtigt at sikre at man i sin ventetid har:

  • Kontrol gennem medindflydelse
  • Overblik gennem gennemskuelighed eller overblik
  • Forudsigelighed ved at eliminere risici momenter
  • Opretholde udfaldets troværdighed – sikre at målet er realistisk.

Tak for jeres opmærksomhed.

 

Ventetid får atter opmærksomhed i medierne

Posted on Updated on

Problematisk ventetid er og bliver et højaktuel tema i den moderne velfærdsstat. Til trods for at der gennem de senere år har været en øget politisk opmærksomhed på både de samfundsmæssige og personlige omkostninger ved langvarig ventetid, så eksisterer langvarig ventetid stadig, og spørgsmålet er om lovændringer, reformer og diverse brugertiltag overhovedet er i stand til at eliminere eller begrænse fænomenet.

Måske er en stræben efter helt at fjerne ventetid en Sisyfos mission, der er dømt til at fejle så længe stram budgetføring og besparelse sætter rammerne for måden velfærdsydelserne forvaltes i Danmark.

Kristelig Dagblad kører for tiden en artikelserie om Velfærd og Ventetid. Jeg er i den forbindelse blevet interviewet til en artikel om konsekvenserne af ventetid. Du kan læse artiklen her.

Noter til oplæg for netværksgruppe, Bomi Roskilde den 20. nov. 2013

Posted on Updated on

Oplæg til netværksmøde hos Reva-institution Bomi, Roskilde d. 20. nov. 2013

I dag vil jeg fortælle lidt om tid, men en særlig form for tid, nemlig ventetid.

Forud for mit speciale lavede jeg en længere undersøgelse af ventetid, der varede godt 1 ½ år, og det er den undersøgelse jeg vil komme med nogle hovedpointer fra.

Men først vil jeg give en kort teoretisk introduktion til, hvordan man kan forstå ventetid og dermed undersøge dets betydning. Tid og ventetid er som udgangspunkt problematiske at undersøge. Man kan ikke direkte observere dem som fænomener. Man er nød til at studere dem indirekte via deres funktion, betydning eller ved hjælp af teknologi til måle tid som eksempelvis et ur. Det betyder f.eks. at mine informanter i undersøgelsen, når de blev spurgt direkte, fandt det svært at definere, hvordan de oplevede og forstod ventetid.

Denne vanskelighed fremstod tydeligt, når mine informanter omtalte ventetiden både som en målbar periode udstrakt over måneder eller år, og på den anden side brugte ord som stilstand, sat på standby, gået istå til at beskrive deres oplevelse af ventetiden.

Dette skyldes, at ventetid både er et temporalt fænomen og en handling på en og samme tid. Handlingen er det, der giver ventetid sin helt særegne karakter.

I det moderne samfund forbindes ventetid ofte med spild tid, – noget der skal overstås og gerne i en fart med så lidt gene som muligt. Ventetid er noget som virksomheder i mange tilfælde enten tjener eller taber store penge på. Derfor forskes der meget i kort ventetid, ventetid i køen, ventetid hos lægen, ….

Korte perioder af ventetid vækker sjældent den store bekymring hos os, højest lidt irritation og måske ødelægger det planerne her og nu eller i kort tid frem. Dette er karakteristisk, når det blot drejer sig om en kort periode. Vi opfatter den korte ventetid som en slags ufrivillig midlertidig pause, en til tider irriterende pause, hvor der ofte knytter sig særlige former for aktivitet til. Læsning af dameblade, aviser, slentre en tur, slappe af og ta en lur imens. Der findes mange slags driver-aktiviter til at fylde ventetiden ud med og de er ikke alle sammen ubehagelige eller irriterende. De er en slags bump på vejen og sjældent livsomvæltende.

Men med langvarig ventetid forholder det sig helt anderledes. Det griber ind i alle aspekter af ens liv og kan få store og langtrækkende konsekvenser. Langvarig ventetid har nemlig ikke det, som den almindelige korte ventetid har, nemlig en overskuelig tidshorisont. Måske er indfrielsens dag slet ikke til at få øje på, hvilket kort sagt betyder, at udover at strække sig over langt tid, så er sluttidspunktet også ukendt eller så fjernt, at det virker som ikke eksisterende. Man kan sige at langvarig ventetid er en ligning med mange ubekendte.

Min indgangsvinkel til undersøgelsen af langvarig ventetid var, at jeg ved at undersøge den værdi, som den enkelte tillagde målet for ventetiden også kunne se hvilken betydning værdien af målet havde for selve udformning/ altså oplevelsen af ventetiden. Altså undersøge hvordan vejen og målet påvirker hinanden indbyrdes.

Der er groft skåret to parallelle forløb af ventetid gemt i Langvarig ventetid.

1. Det ene forløb går fra begyndelsen og indtil målet for ventetiden opnås.

Denne type forløb af ventetid kan strække sig over mange år og for nogle mennesker som flygtninge, fattige osv. kan det strække sig over et helt liv. I begyndelsen af forløbet er denne overordnede type ventetid vigtig, fordi den rummer målet for hele forløbet, målet som man forestiller sig at det vil falde ud.

Målet er motivatoren for alle de handlinger som personen forventer vil finde sted undervejs i ventetidsforløbet og som vil føre frem til målet. Intentionen bag handlinger undervejs er altså hovedsageligt at arbejde sig hen imod det endelig mål for den langvarige ventetid. Målet er på den måde både intentionen bag handlinger og så længe målet virker realiserbart, er det også den motiverende drivkraft i handlinger. Det fremtidige mål for ventetiden er det som skaber meningsfyldte handlinger i nuet. I teorien er det forholdet mellem fortid nutid og fremtid, fortid som erfaringer, nutid som handlinger og fremtiden som den er projekteret i personens forventninger og forestillinger. En handling tager udgangspunkt i en forestilling om noget man gerne vil opnå eller udføre. Ud fra erfaringerne reflekteres der om det er en realiserbar mulighed. Hvis det virker som en reel mulighed, projekteres forestillingen ud i den fremtid, hvor den forventes at finde sted. Dermed har man allerede forestillet sig at handlingen finder sted og selve den forestillede udførelse af målet er det som fører til handlingen i nuet. På den måde flettes fortid, nutid og fremtid ind i hinanden.

2. Her kommer den anden type af ventetidsforløb i spil.

Undervejs i langvarig ventetid opstiller mennesker normalt delmål. Man laver en plan for, hvordan man bedst får indfriet målet for ventetiden og dermed også afsluttet ventetiden. Imellem indfrielsen af disse delmål er der kortere perioder af ventetid, som ikke virker uoverskuelig og fjerne som det overordnede forløb. Indfrielsen af delmålene holder det større og endelige mål med ventetiden aktuelt og nærværende i nuet. Det aktualiseres igennem de intentionelle handlinger. Problemerne opstår, når der opbygges en erfaringssum af skuffelser eller fiaskoer, hvor den intentionelle handling ikke har bragt personen nærmere på målet.

Normalt baserer man sine planer på forestillinger og erfaringer af, hvad der tidligere eller i lignende tilfælde har ført til succes. Dermed har man en klar forventning om at nå frem. Men hvis forventningerne gentagne gange ikke indfries, kan man ikke længere forudsige, hvilke handlinger der vil føre en på rette vej. Målet er kommet uden for ens kontrol og rækkevidde. Man har mistet ”the feel for the game”. Dermed kan målet ikke længere skabe mening og motivation for handlingerne i nuet. Nuet tømmes for mål og mening og fremtiden virker pludselig uforudsigelige. På den måde påvirker udfaldet af de korte perioder af ventetid den samlede sum af ventetid. De to parallelle forløb hænger uadskilleligt sammen.

Flere antropologer og sociologer har undersøgt ekstreme former for langvarig ventetid. Her vil jeg nævne den franske sociolog Pierre Bourdieu, der har undersøgt langvarig ventetid blandt arbejdsløse i Algeriet. Han fandt at: gentagne manglende imødekommelse af forventninger førte til markant modløshed, og til afmagtsfølelse pga den manglende mulighed for at påvirke sin situation og fremtid. Når man ikke længere kan handle sig til muligheder, hvad kan man så ud over at henfalde i modløshed og afmagt. Intentionelle handlinger er altså et vigtigt omdrejningspunkt for, hvilken betydning langvarig ventetid har. Det er svært at handle, når man ikke kan forudsige, hvilke konsekvenser en given handling vil får, eller man ikke længere kan gennemskue hvilke handlinger, der kan bringe en på vej hen mod en afslutning af ventetiden. For Bourdieus algierer handlede dem om den manglende mulighed for at få arbejde. Udsigten til permanent ledighed med alle de mangler de ville medføre bragt dem i en tilstand af desperation, afmagt og frustration. Manglende fremtidsperspektiver gør den nutidige situation usikkerhed, man kan ikke længere bruge sin erfaring til noget, og ens fremtidsforestillinger er gået i opløsning. Herved er det at informanterne beskriver deres oplevelse af ventetiden som at tiden ”er gået istå” eller ”livet er sat på standby.”

Hvilke konsekvenser har denne usikkerhed og afmagt for personens liv og omgivelser?

Det kan i værste fald føre direkte til sociale deroute, social udstødelse, stigmatisering og psykiske problemer. Det er selvfølgelig et gradvist skred over længere tid, en process der har en selvforstærkende effekt jo længere tid den står på. Og det er jo hele kernen i langvarig ventetid, at den netop strækker sig over en ukendt lang periode af tid.

Det første der bliver påvirket af den manglende indfrielse af forventningerne, er de basale værdierne, som ligger gemt i forestilling om målet.

Hvilke værdi oplever den enkelte som værende afhængige af at målet nås?

I min undersøgelse er det primært de såkaldte kerneværdier, der opleves som værende i farezonen både i det korte ventetidsforløb og i det overordnede lange forløb. Kerneværdier er i en vestlig kontekst lig med arbejde, familie, økonomi og hjem. Værdierne er til en hvis grad kulturelt betingede, men overordnet set handler det om opretholdelse af evnen til at brødføde og forsørge sig selv og sin familie. Målet for den langvarige ventetid skal på en eller anden måde sikre opretholdelsen af disse værdier. Men eksempelvis sygdom, arbejdsløshed eller behovet for asyl kan sætte alle disse værdier på spil. Det sker ikke nødvendigvis på en gang. Men som en gradvis erodering af ens basale fundamentet. Alene frygten for at miste disse værdier har graverende betydning.

Socialantropolog Åsa Boholm har forsket i risiko og usikkerhed og påpeger sammenhængen mellem graden af frygt og sandsynligheden for at målet indtræder og hvilke konsekvenser man forventer udfaldet af målet vil have. Og netop forventninger til konsekvenser hænger sammen med modløsheden og tabet af værdier.

I starten af et ventetidsforløb, hvor fremtidsforventningerne er intakte, er forestillinger om målets konsekvenser oftest af positiv karakter. Man tror endnu på, at man har mulighed og evner til at nå frem til enden af ventetiden og samtidig få et brugbart resultat. Der er en mening med ventetiden. Efterhånden som forventningerne ikke indfries og tiden bare går, virker sandsynligheden af et brugbart udfald mere og mere urealistisk. Afmagten skaber grobund for frygten og jo flere gange frygten bekræftes af manglende indfrielse og det gradvise tab af værdier, jo mere truende virker de mulige konsekvenser.

Dette gælder både for de konsekvenser man frygter selve forløbet af ventetid har på korts sigt og for konsekvenserne af det mere og mere udforudsigelige fremtidige udfald af hele forløbet. Når egne erfaringer ikke længere kan danne grundlag for udførelse af handlinger eller forestillinger om fremtiden, så begynder man ofte at se på hvad der er sket for andre. Hvilke erfaringer har de gjort sig, og man laver ofte en negativ bekræftende spejling. Det bestyrker frygten yderligere og spiralen forsætter nedad. Frygt og bekymringer næres i høj grad af miljø og omgivelser, dominerende diskurser, politisk dominerende værdier, narrativer om lignende situation.

I de tilfælde hvor man ikke længere kan se en vej ud af ventetiden, er der fare for at henfalder man i passiv ængstelse for den ukendte fremtid, der konstant bevæger sig uden for rækkevide.

Langvarig ventetid kan medføre en slags paradoks.

På den ene side medfører den lange ventetid et øget fokus på den ukendte fremtid, som tømmer nuet for meningsfuldhed. Dette sker fordi tankerne konstant cirkler om frygt og bekymringer for fremtiden.

Nuet er på en og samme tid betydningsløs og styrende, nærværende og fraværende, styrende fordi den sneglende tid er evigt nærværende. (husk bemærkninger som gået i stå, tiden går langsomt. Fraværende og meningsløs, fordi det ønskede liv er ude i den fjerne og uforudsigelige horisont. Det værst tænkelige scenarie virker lige så realistisk som alt andet. Posedamen og den hjemløse bliver et påtrængende eksempel på hvor galt det kan gå og det er let at alde frygten tage styringen, hvis alle aspekter af ens tilværelse opleves som værende truet.

Tiden bliver på den måde styrende på negative vis, fordi den opleves som noget man ikke selv kan kontrollere, og hvor egne handlinger ikke flytter horisontlinjen tættere på. Man er blevet handlingslammet af ventetiden.

Ventetiden er blevet til en slags limbo, hvor personen enten stagnerer i sin frygt eller langsomt og ubevist transformerer holdninger, forventninger og værdier og ikke mindst selvopfattelse, identitet.

I stedet for de førnævnte kerneværdier som arbejde, det faste hjem, og økonomisk overskud, flyttes fokus til de små ting, hvor smertefrie perioder, små trygge perioder, en gåtur, et måltid eller spontant socialt samvær og kommunikation. Alt afhængig af hvilken type miljø man befinder sig i.

Kort opsummeret:

Mennesker der venter over længere tid på en uforudsigelig fremtid udvikler sig groft skitseret i to retninger:

  1. De stagnerer i handlingslammelse og frygt og bekymringer kommer til at dominerer hverdagen. Denne situation medfører en selvforstærkende cyklus, hvor det gradvise tab af værdier og forventninger fører til øget frygt og bekymringer, der igen øger handlingslammelsen og følelsen af afmagt.

    Forskning i dette område er ofte fokuseret på asylansøgere, langtidssyge, langtidsledige, indsatte og fattige befolkningsgrupper.

  2. Oplevelsen af ventetidens pacificerende greb medfører en langsom og gradvis ændring både i tanke og handlemønster.

    En slags tilpasning til situationen, accept som overlevelsestaktik.

    Dette kan komme til udtryk ved nøjsomhed, ændringer i værdier, hus, status m.m. virker formålsløse at holde fast i, da de ikke er holdbare i længden. Det er en svær erkendelse at give slip på det liv, som man troede man skulle have og endnu sværere er det, når det gælder flere væsentlige aspekter af tilværelsen som arbejdsidentitet, forsørgelsesgrundlag, familieforhold og materielle værdier.

    Man lærer at glæde sig over de små glimt af livsværdi, der falder ned på ens vej. Det lyder måske som det alle leder efter. At være tilfreds i nuet. Men nøjsomheden bygger her på et overlevelses instinkt. En slags opportunisme, hvor man griber de chancer som byder sig, uden forventninger om at de fører nogen steder hen. Hele processen og dermed den sociale betydning af ventetiden er i høj grad kontekst bestemt. Udgangspunkt, miljø, netværk, politiske dagsordner osv. former forløbet.

    Tilhører man i forvejen en udsat gruppe, er man selvfølgelig mere sårbar. Afhængighed af hjælp fra andre eller fra systemet er medbestemmende for hvor hurtigt tingene udvikler sig.

Den danske antropolog Henrik Vigh har undersøgt, hvordan mennesker navigerer i et usikkert og uforudsigeligt miljø. Han kalder begrebet social navigation og sammenligner navigation i en usikker kontekst med det at sejle på et skib. Det kan man gøre på flere måder. Man kan sejle planløst omkring og lade vind og strøm føre en af sted eller ingen steder hen. Det svarer på mange måder til Bourdieus stagnerede scenarie.

Man kan også sejle på en anden måde. Man kender godt nok ikke målet, men har en fornemmelse af hvilken retning man vil hen. Undervejs justere og korrigerer man konstant for at imødegå vind og strøm forhold. Målet er stadig udforudsigeligt og strategi virker derfor ikke, men man kan handle taktisk og udnytte de her og nu muligheder der er for hånden og så se hvor det fører en hen.

Strøm og vind er lig med omgivelserne, der konstant enten skubber eller trækker i ens position og retning. Intet sker i et vakuum, men udspiller sig i en konstant gensidig påvirkning. Det gælder også for oplevelserne af ventetid.

Det ændrer dog ikke ved, at langvarig ventetid i kraft af usikkerheden og uforudsigeligheden medfører store omvæltninger og udfordringer. Omvæltninger og udfordringer som kun de færreste kan håndtere alene og som kan få selv den stærkeste person til at føle sig usynlig, værdiløs og isoleret.