navigation

Noter til oplæg om ventetid ved Inspirationsseminar ” Den gode venteoplevelse” den 26. nov. 2014

Posted on Updated on

Charlotte Jensen billedshow til oplæg  Tallene henviser til et billede i billedshowet.

Oplæg Region Hovedstaden den 26. nov. 2014

(1) Jeg vil fortælle lidt om, hvad der kendetegner og definerer ventetid, og hvordan ventetid opleves.

Ventetid er noget, som vi alle sammen udsættes for i forskellige former gennem vores hverdag, når vi står i kø i supermarkedet, holder i bilkøen i morgentrafikken, venter på toget, venter på kaffen, på lægen og mange andre situationer.

Ventetid er en uundgåelig del af vores hverdag, og til tider kan det lige frem være en behagelig pause i et ellers travlt hverdagsprogram. En hverdag hvor tid i stort omfang er det strukturerende element.

Det moderne liv er skemalagt og planlagt i en tidsramme. Vi benyttet ure og kalendere til at organisere livets mange gøremål og opgaver. Vi bruger tid til at måle afstanden mellem begivenheder i en fortid nutid og fremtid.

I en vestlig kontekst, taler vi om tid som en lineær fremadskridende bevægelse i rum. En bevægelse som vi udmåler i år, timer og minutter osv. og tid er en handelsvare for tid koster penge.
Vi gider ikke spilde tiden, for nok har vi tiden foran os, men når tiden først gået, kommer den ikke igen. Derfor er det vigtigt i et samfund, at tiden er godt givet ud.

Og sådan er det også med ventetid.
Ventetid kan koste samfundet mange penge – og borgerne eller forbrugerne kan blive frustrerede og utilfredse.
Ventetid kan opleves op mange ret så forskellige måder. Det kan være alt lige fra et tiltrængt pusterum, en pause fra dagens opgaver, en tænkepause til et irritationsmoment.
Ventetid = kontrast til det hurtige flow i moderne liv
Særlig problematisk bliver det, når pausen varer for længe. Så er ventetiden ikke længere et kærkomment frirum, men pludselig frustrerende spildtid. Og hvis ventetiden bliver langvarig kan den blive pacificerende og demotiverende.

(2) Ventetid har en lidt anden karakter end tid.
Ventetid er både en udmåling af tid og en handling, nemlig det at vente.
Ventetidens væsentligste elementer er udstrækningen af den tid hvor man venter:
Venter man længe eller kort tid? Ved man hvor længe man skal ventet eller ændres det under vejs?
Hvad skal handlingen munde ud i? Altså hvad venter man på?
Ved man hvad man venter på – Ændres målet for handlingen under vejs eller bliver målet sågar helt væk?
Især vis man ventet meget længe, kan målet enten fortage sig eller miste sin betydning. Det sker særligt hvis udstrækningen over tid er ukendt. Så kan ventetiden ende ud med at føles uendelig og formålsløs.

For det udfordrende ved ventetiden er handlingens passive karakter.
(3) At vente er i udgangspunkt en slags tilstand, et limbo eller vakuum i tiden, hvor målet for handling ikke nødvendigvis er motiverende. Som f.eks. at vente på asyl eller på dødsgangen i årevis. Fremhæver handlingsdelens passive karakter.

Det sker også hvis målet ikke er motiverende – frygt, bange for = diagnoser – arbejdsløshed – dødsgangen, m.m.
Når folk har ventet meget længe er de tilbøjelige til at beskrive ventetiden, som det at være sat på standby. Livet er blevet en passiv stilstand frem for en bevægelse fremad.

Groft sagt kan man sige at ventetid kan være enten en bro eller en kløft mellem nutid og fremtid.
(4) Ventetid har karakter af bro, når forventningen til udstrækning og indfrielse er positiv. Måske glæder man sig lige frem, så når man venter barn, eller barnet venter på juleaften. Da bringer ventetiden fremtiden ind i nuet på en positiv måde og bygger dermed bro.

Men ventetid med ukendt udløbsdato skubbes indfrielsen eller målet længere og længere ud i en ukendt fremtid. Det fjerner opmærksomheden fra nuet på en negativ måde. Det skaber ikke bare usikkerhed om hvorvidt ventetiden på noget tidspunkt får ende, men også usikkerhed om, hvad det er man venter på. Fjerner opmærksomheden fra nuet gennem ængstelse frygt usikkerhed m.m. for ventetidens afslutning. Diagnoser – alvorlig sygdom/døden. Og igen forværres frygten hvis man ikke ved hvad man venter på. Ventetiden vækker nu frygt og bliver passiviserende.

Da får ventetiden mere karakter af at være en kløft, en forhindring for at kunne indfri og realisere de forestillinger, håb eller planer man har lagt for fremtiden.

Der er groft sagt 4 overordnede elementer, som har afgørende betydning for om ventetiden bliver en god eller dårlig oplevelse. (5)

  1. Graden af kontrol eller medindflydelse over ventetidens forløb og udfald
  2. Graden af overblikover ventetidens forløb.
  3. Risici momenter. Hvor uforudsigelige virker eller bliver forløbet og udfaldet?
  4. Graden af tillidtil processen og tillid til de, som har magten over ventetidens forløb og udfald.

Elementer, som er bestemmende for, hvor stor en følelse af tryghed eller usikkerhed den enkelte vil knytte til oplevelsen af ventetid. Ofte er det små ændring i de overordnede elementer, som har størst betydningen for om ventetiden bliver en positiv eller negativ oplevelse.

Hvor lidt der egentlig skal til, håber jeg følgende eksempel vil illustrerer.

Forestil dig at du står ved et busstoppested og venter på bussen. (6) DU kan nu tjekke de 4 elementer på følgende måde.

Har du kontrol over eller indflydelse på om bussen kommer eller ej?
– Både og

  • I udgangspunkt har du tillid til at bussen kommer
  • Du har tillid til at busfirmaet leverer varen.
  • Hvis du var i et fremmed land, ville du måske have mindre tillid.

Men nu står du her og det gør du først og fremmest, fordi du har placeret dig på et sted, som klart indikerer at her stopper bussen.

  • Busskiltet får dig til at forvente, at her stopper bussen, og din tiltro til at skiltet virker er fortsat intakt.

Det næste du nu kan overveje er, om du har overblik over situation?
Føles situation gennemskuelig?
– Ja, for ud over at det ligner et busstoppested, så har du også tjekket køreplanen hjemmefra. Du forventer, at der skal komme en bus om 5 min.

Er der nogle risici, som kan true sandsynligheden for at bussen kommer?
– Ja den kan punktere, havarere, men hvor sandsynligt er det lige. Der er en meget lille sandsynlighed som ikke virker særlig faretruende.

  • Bliver du usikker, er det normal adfærd, at du vil forsøge at få bekræftet din forventning.

Du vil så formentlig tjekke den ophængte køreplan, der i det her tilfælde vil bekræfte din forventning, om at bussen formentlig kommer om lidt.

  • Du har derfor tillid til at bussen kommer og tilbringer sandsynligvis dine 5 minutters ventetid siddende på bænken imens du zapper rundt på din mobil.

Det samlede indtryk af ventesituationen gør, at din intuition i dette tilfælde giver dig en god følelse.

Dermed vil de 5 minutters ventetid ikke betyder noget særligt for dig. Måske er de ligefrem behagelige.

  • Du vil også typisk være påvirket af den visuelle oplevelse, som skiltet

Du vil kigge dig omkring. Afspejler stedet tillid og troværdighed? Ser det ud som om stedet bliver benyttet og dermed er aktivt? En sikring af at du ikke kommer til at vente forgæves.

  • Ved et busstoppested hjælper det på tilliden til at bussen kommer, hvis der står andre ved stoppestedet.  (7)
  • At du ikke venter på bussen alene, for det virker mindre sandsynligt at flere har taget fejl af køreplanen.

 Der med kan vi konkludere at oplevelsen af ventetid bliver ok:

  • Hvis du har tillid til at andre agerer, som du forventer, altså chaufføren kommer med bussen.
  • Hvis målet virker sandsynligt eller realistisk. Her er et skilt som viser at dette er et stoppested og køreplanen har vist dig, at der skal komme en bus.
  • Og hvis vente tiden er rimelig overskuelig og forudsigelig. Ifølge planen kommer bussen om 5 minutter.
  • Det er relativt uproblematisk at overdrage sin kontrol med tiden til andre i 5 minutter.

Din samlede oplevelse af at vente på bussen vil derfor være acceptabel og ikke gøre dig bekymring eller usikker.

Hvis jeg så ændrer på et eller flere af de 4 hovedelementer for oplevelsen af ventesituationen bliver oplevelsen anderledes. (8)

  • Du står igen venter på bussen, der skal komme om 5 minutter.

Du har tjekket hjemmefra, at der går en bus herfra lige om lidt.

  • For en sikkerheds skyld går du hen for at tjekke køreplanen. Men den er overmalet med graffiti, så du ikke kan læse den.
  • Nu bliver du en anelse usikker. Hvad nu hvis du har læst forkert.
  • Der står ingen andre ved stoppestedet, måske er du den eneste, som skal med på dette tidspunkt. Men kan det nu også passe?
  • Tvivlen kommer snigende. Måske har du virkelig læst forkert eller?

Du griber efter din mobil, men der er ingen net forbindelse.

  • Et element af uforudsigelige og usikkerhed har sneget sig ind.

De 5 minutter er nu pludselig ikke så rare, og du tripper utålmodigt rundt.

Det er stadig muligt at bussen kommer om 5 minutter. Hvis vi rationelt overvejer situationen, vil vi nå frem til at vi skal tage det roligt, for bussen kommer sandsynligvis om lidt.

Men situations troværdighed, forudsigelighed og gennemskuelighed kan pludselig drages i tvivl. Og rent visuelt er der heller ikke megen beroligelse at hente (9)

I sådanne situationer opstår der nemt konflikt mellem vores fornuft og vores intuitive oplevelse af situationen. Jo længere ventesituationen varer, jo større bliver utrygheden og usikkerheden.

I virkeligheden beror vores opfattelser, vurderinger og beslutninger sjældent på rationelle overvejelser.

(10)
Vi vil gerne at det forholder sig omvendt, at vi lade os styre af vores fornuft og intellekt.
Men en stor del af tiden tolker og forstår hjernen verden ganske irrationelt og primært gennem vores intuition og sanserne.
Særligt er den visuelle sans, synssansen vores mest dominerende sans. Vi tillægger synet meget stor betydning.
Vi tror generelt på det, vi ser, ”Jeg så det jo selv med egne øjne!
Hvad angår den irrationelle intuition er den spontane følelse omkring noget, Vi siger også ”Det føles rigtig det her!” eller ”jeg har en god fornemmelse.”
Intuitionen er summen af vores viden, erfaringer og følelser en tur igennem blenderen.
Det kan godt være fornuften fortæller os et, men hvis det føles forkert, så vejer det oftest tungest.

Og hvor vil jeg så hen med dette her? Jo min pointe er følgende.
Grunden til at man venter, skyldes at man har overdraget magten til at handle sig ud of situation til nogle andre end en selv.
Det er andres beslutninger og handlinger, som afgør hvor lang tid man kommer til at vente, og hvad man ender ud med at have ventet på.
Mangel på kontrol er en grund bestanddel af ventetid.

Den manglende kontrol over ventetidens forløb og udfald gør, at vores fornuftige og logiske overvejelser, valg og handlinger i forhold til ventetiden ikke kan bringe os ud af situationen.
Vi kan ikke selv, uden andres hjælp, skabe en positiv venteoplevelse, imens vi venter.

Ganske som eksemplet med busstoppestedet gerne skulle have illustreret, så er vi mere eller mindre overladt til vores forventninger og vores mere instinktive fornemmelser.
(11) Fornuften siger os, at der er stor sandsynlighed for at bussen nok skal komme, men følelsen af tvivl er svær at tøjle, når man ikke har kontrol over situationen.

Ventetid og usikkerhed er ofte to sider af samme mønt, fordi ventetid er en ukendt vej ind i en ukendt fremtid.
Derfor er det vigtigt at sikre at man i sin ventetid har:

  • Kontrol gennem medindflydelse
  • Overblik gennem gennemskuelighed eller overblik
  • Forudsigelighed ved at eliminere risici momenter
  • Opretholde udfaldets troværdighed – sikre at målet er realistisk.

Tak for jeres opmærksomhed.

 

Reklamer

Jeg skaber mig hele tiden!!

Posted on Updated on

I denne tid, hvor det er så ”vigtigt” at tage sin skæbne og sit ansvar på sig ved at skabe sig selv og sin verden, kan det være svært ikke at få kreativitetsnedbryd, åndenød og panikstress ind imellem. Splittet mellem at jeg burde hengive mig til meditativ selvhealing og åndedrætsøvelser for at få genopbygget energiflowet, bringe mig selv i harmoni med universet og så det, at jeg burde kaste mig over de selvudfoldende energikrævende skaber-processer, hvor jeg bidrager både til min egen og samfundets vækst.

Jeg kan blive så forbistret træt af at skabe mig hele tiden. Egenskabe min personlighed, vildskabe mine personlige muligheder, nyskabe mine karrierechancer, skabe og genskabe min autenticitet, konstant venskabe mine sociale relationer – min fremtid og nutid. At skabe sig en tilværelse er bare en lang skaben sig på den ene eller anden måde, og alle skaberierne kræver overskud og muligheder.

Denne evindelige skabelsesproces bringer mig i et evindeligt dilemma mellem min opvæksts indprentning og nutidens forventningen om, at jeg skal tage ansvar for mig selv, for mit liv, for min lykke, for mine børn, for mine pårørende, for mine naboer og hold da kæft et ansvar hele tiden, når man bliver voksen! Her hjælper ingen kære mor, når man som voksen piver over nutidens krav om at tage ansvar. Det er ikke bare din velsignede pligt som et voksent individ, men skam også som en god samfundsborger.

Alle bør vi tage ansvar for at udfolde vores potentiale, tage ansvar for vores liv ved at skabe og genskabe os selv hele tiden og ikke kun i ren egoisme men skam også til fællesskabets samlede nytte.

På en eller anden måde står al denne selvansvarlighed i en slags kontrast til min barndoms stikkende uldtrøje. Nogle af jer husker nok disse tykke sweatere af groft uldgarn, som man som barn var tvangsindlagt til at iføre sig. De var varme, ja bevares, men jo mere man bevægede sig, jo mere stak og kradsede de.

Jeg har stadig ikke helt lært at gå med uld. Uanset kvaliteten synes jeg stadig uldtrøjer kradser, især hvis jeg bevæger mig eller skulle komme for skade at svede lidt under de stikkende fibre.

Jeg lider af en afgrundsdyb konflikt mellem min opvæksts mantra om, at børn skal ses, ikke høres – kun hvis de bliver spurgt, og så nutidens krav om at være ekstrovert på den fede og hippe måde.

Blot indenfor den sidste måned har jeg gentagne gange ved flere foredrag hørt dette ”krav” om, at du skal tage ansvar for dit liv og din lykke ved at gå ud og vise, hvem du er. Ikke på en hvilken som helst måde, men med autenticitet og troværdighed, for så ligger verden nemlig for dine fødder. Det er vejen til succes både som person og som virksomhed.

Hvis du ikke gør det, så er det din egen skyld, at succesen udebliver, så er du en bangebuks, der fokuserer på begrænsninger og ikke muligheder. Der findes jo ikke forhindringer, kun udfordringer!

Så bare se at kom af sted, ud og skab dig sammen med alle de andre! Kom så Bambi, hvad venter du på? Isen er sikker!

Det er en voldsom udfordring at skulle fremvise sit indre potentiale til at blive en verdensmester – især når man er opdraget til, at det er det sikreste at ligne en standerlampe. Stå diskret og stille i hjørnet og kun lyse, når nogen trykker på knappen!

Jeg har aldrig følt mig som nogen særlig succesfuld eller eksklusiv standerlampe! Mere lidt som en ustabil version fra Jysk. (undskyld Jysk, men kvalitet har aldrig været jeres brand!)

Dette krav om at være konstant kreativ og skabende, tage ansvar for sit liv forudsætter muligheder. Man kan kun tage ansvar og skabe sig selv og sit liv, hvis man kan se muligheder og har ressourcer til rådighed. Det er ikke et udgangspunkt, der er alle forundt eller givet. Og selv hvis man så tror sig at have sit på det tørre, så er det farligt at tage tingene for givet. Ikke at jeg skal være en slags mørkets budbringer, men verden giver, og verden tager. Der findes faktisk mennesker i vores velnærede velfærdslykkeland, som ikke har meget at skabes sig med eller udfra.

Og from nothing comes nothing! At skabe noget af intet tror jeg, stort set kun er lykkedes for Vorherre.

Men hvem er jeg til at sige, at alt ikke er muligt!

Jeg er bare mig, en masseproduceret standerlampe i en kradsende uldsweater!

Noter til debatoplæg om sagsbehandling og konsekvenser. Netværksweekend i MSF 9.nov.2013

Posted on Updated on

Oplæg til Netværksweekend den 9. nov 2013, Musholm

(slide 2) Sagsbehandling er en varm kartoffel for tiden og har gennem den seneste tid haft mediernes interesse. Og særlig ventetiden under sagsbehandling har fået opmærksomhed. Her er lige nogle få eksempler på overskrifter inden for det sidste halve år.

Mit speciale bygger på en undersøgelse af langvarige sagsforløb. Gennem lidt over et år har jeg undersøgt de sociale betydninger af sagsbehandlingsforløb.

Mit fokus har været på borgerens oplevelser og har inkluderet en lang række interviews, observationer af møder med sagsbehandlere, aktindsigt og ikke mindst anden forskning på området.

At befinde sig i et sagsforløb kan være krævende og udfordrende og det kommer nok næppe som et chok for nogen af jer.

Jeg vil komme ind på nogle af de elementer, der kendetegner langtrukne sagsforløb, og som jeg fandt i min undersøgelse havde stor indflydelse på borgerens sociale liv.

Efter en kort skitsering af hovedelementerne i langtrukne sagsforløb, vil jeg præsentere to case stories for jer.

Det ene eksempel viser hvor galt det kan gå, og hvor svært det kan være at navigere rundt i behandlingssystemet.

Det andet eksempel har et lidt mere heldigt udfald og indbærer også en anden form for navigeringsstrategi.

(Slide 3) Men tilbage til hovedelementerne i sagsbehandlingsforløb.

Et sagsforløb består i bund og grund af ventetid. Tid hvor man venter på en afgørelse, der kan bringe en videre i livet.

Indtil ventetiden bliver forløst ved en afgørelse, hænger man i en form for vakuum, hvor livet på mange måder er sat på pause.

Hvor stor betydning denne ventetid har, afhænger groft skåret af 3 hoved elementer. Usikkerhed, uforudsigelighed og kontrol.

Til de 3 elementer knytter der sig følgende spørgsmål.

1. Usikkerhed. Hvad er der på spil?

  • Hvad er på spil og hvilken værdi har det?

2. Uforudsigelighed, sandsynlighed:

  • Hvor længe kommer man til at vente?
  • Hvad bliver udfaldet af afgørelsen?
  • Hvilket udfald og hvilke konsekvenser virker sandsynlige?

3. Graden af indflydelse og kontrol med sagens forløb og afgørelser:

  • Er det muligt at påvirke sagens forløb imens jeg venter
  • Har jeg nogen kontrol over beslutninger og afgørelse?
  • Har jeg nogen kontrol over konsekvenserne af en afgørelse?

(slide 4)

  1. den usikkerheden der opstår i forbindelse med sagsbehandling er ofte knyttet til tab, enten reelle tab eller frygten for tab.

Med tab mener jeg det, som man i daglig tale vil kalde kerneværdier som økonomi, hjem, familie og arbejde.

Andre værdier som værdighed, stabilitet og selvstændighed er sat i spil, men hører sammen med de 4 kerneværdier.

Frygten for at tabe disse værdier kan hurtigt skabe en hverdag fyldt med utryghed og frygt, hvor bekymringer stjæler al energi og overskud.

Frygten kan, hvis man lader den tage styringen, ende ud med at tage form af en slags selvopfyldende profeti, fordi den i høj grad virker nedbrydende og handlingslammende.

Tab af værdier starter reelt allerede under sagsbehandlingen i form af dårlig økonomi, spændinger i familielivet, forværring i helbredstilstand, identitetskrise m.m.

Og efterhånden som sagsbehandlingen trækker ud, jo større bliver tabene.

Her gør uforudsigeligheden kun situationen værre.

Jo mere ugennemskuelig en situation bliver, jo sværere er det at forudsige sagens udfald og de efterfølgende konsekvenser.

Og lad os bare erkende det med det samme, det er en jungle at finde rundt i lovgivningen som lægmand.

Hvis man så her oven i ligger gentagne skift i sagsbehandler, mangelfuld kommunikation og samarbejde på tværs af aktører og sektorer, som så igen medfører gentagne helbredsafklaringer og arbejdsprøvninger osv.

Ja så har man et sagsforløb, som kræver en stærk psyke og et godt bagland at stå igennem. 

(slide 5) Noget som også er gået op for vores beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Her fra hendes tale til til socialchef foreningen i oktober i år, hvor hun samtidig opfordrer de kommuner, der endnu ikke har sat gang i de nye ressourceforløb til at komme ud af starthullerne.

Vi får se om det virker.

Nu til case historie 1. (slide 6)

XX er en kvinde på i dag xx år.

XX starter med at gå ned med stress og ender efter langt tids sygemelding uden job.

XXs sagsforløb er kendetegnet ved stor udskiftning i sagsbehandlere og forskellige eksterne aktører er ind over sagen i forbindelse med gentagne arbejdsprøvninger.

XX har efterhånden mistet overblikket og aner ikke, hvad der kommer til at ske, og hvad det en gang ende med.

XX er overgået til kontanthjælp, for XX kan ikke forblive på sygedagpenge, når XX ikke er helbredsmæssigt afklaret.

XX er for dårlig til fleksjob, men ikke dårlig nok til førtidspension.

Da jeg møder XX har en følelse af afmagt og frygt har sneget sig ind og XX går nu til selvbetalt psykolog for at holde sammen på sig selv.

Angstanfald og migræne er nu kommet oven i rækken af helbredsproblemer.

XX kan ikke længere selv møde op hos kommunen uden at det udløser et angstandfald og rudekuverter udløser også angst.

XX siger selv om sin situation:

Jeg føler ikke, at jeg skal sprælle ret meget. Jeg er alene, har ingen mand eller nogen anden, der kan forsørge mig eller hjælpe på nogen måde.

Jeg ved ikke hvad der sker, jeg kender ikke spillereglerne, og jeg ved ikke hvem jeg skal tale med næste gang.

XX har stadig en drøm om en tilknytning til arbejdsmarkedet, men selv her har XX ikke længere kontrol over situationen.

Om en nylig arbejdsprøvning siger XX følgende. Citat: Jeg ville gerne selv vise og se, at jeg kunne noget. Jeg har ambitioner, når jeg skal måles og vejs. Jeg vil gerne gøre det godt. Men det gav bagslag og jeg fik 4 dages angstanfald. Det var forfærdeligt.

XX føler, at sagen er fuldstændig uden for XXs kontrol og XX kan ikke længere forudsige, hvad der skal ske hverken på kort eller lang sigt.

Hele eksistensgrundlag er truet og efterhånden virker selv det værst tænkelige scenarier som en reel mulighed.

(slide 7) Citat: X fortalte mig at hun arbejde som frivillig på et herberg for kvinder. Der var kvinder fra alle lag, der hutlede sig igennem. Det synes jeg er skræmmende at tænke på. Det ku i teorien blive mig, det ved jeg godt.

Dette skyldes blandt andet kombinationen af:

  • manglende overblik over hvor sagsbehandlinger står nu, og hvor den fører hen
  • manglende kendskab til reglerne
  • usikker økonomisk situation
  • manglende netværk 
  • forværring i helbredssituation
  • arbejdsprøvninger uden succesfuldt resultat – nederlag

Dette medfører, at XX begynder at kunne identificere sig med posedamen.

XX har ikke overskud til selv at lægge en handlingsstrategi for, hvordan XX kommer videre med sit liv.

Frygten er afløst af angstanfald, der begrænser Xxs udfoldelsesmuligheder voldsomt.

(Slide 8)

Anderledes gik det for ZZ

ZZ bliver sygemeldt pga en depression.

ZZ siger selv, at depressionen blev udløst af at have bidt tænderne sammen i for lang tid.

Efter nogen tids sygemelding ændres kommunikationen med sagsbehandleren karakter. Den bliver anspændt pga manglende fremdrift i sagen.

ZZ kommer dog i praktik, men kan fysisk ikke klare et fuldtidsjob.

Sagsbehandler mener, at det er et spørgsmål om at tage sig sammen og nye speciallæge erklæringer indhentes.

Sagen går i stå.

En ny arbejdsprøvning kommer på tale, men kommunen kan ikke finde en plads.

ZZ finder sammen med sin egen eksterne rådgiver en praktikplads.

Her adskiller ZZ sig fra XX ved, at have et større overskud til selv at finde på løsningsmuligheder for at få løst op for situationen.

ZZ har et velfungerende bagland og et netværk der støtter.

ZZ kommer i arbejdsprøvning, som ender på 17 timer om ugen.

På det tidspunkt er det ZZ store håb, at det kan munde ud i et fleksjob.

Sagen går dog trægt og kommunen har svært ved at få orden på papirerne.

Det får ZZ til at forberede sig til samtalerne med sagsbehandlerne hjemmefra og lægger en strategi.

(slide 9)

ZZs strategi går ud på:

– at have aktindsigt

– kende lovgivningen

– nedskrive klare mål for hvert møde / dagsorden

– forsøge at se det hele fra sagsbehandlerens perspektiv

– altid være høflig uanset hvad

Citat: altid være høflig og venlig, huske at skrive tak for papirerne, selvom hun sende 15 siders ævl!.”

Men selv det kan være udfordrende, når fremdriften i sagen udebliver.

Citat: Først da jeg forstod, at det mest effektive argument hed statsrefusion til kommunen fik jeg forlænget min praktik.

ZZ siger selv om sagsforløbet: (slide 10.)

Citat: Al kommunikation med kommunen er ubehagelig. Kommunikation er det eneste magtmiddel jeg har i forhold til kommunen. At jeg har overlevet sagen har styrket min selvtillid, men min skepsis overfor systemet er blevet større.

ZZ har i dag fleksjob og har det godt.