selvbestemmelse

Jeg skaber mig hele tiden!!

Posted on Updated on

I denne tid, hvor det er så ”vigtigt” at tage sin skæbne og sit ansvar på sig ved at skabe sig selv og sin verden, kan det være svært ikke at få kreativitetsnedbryd, åndenød og panikstress ind imellem. Splittet mellem at jeg burde hengive mig til meditativ selvhealing og åndedrætsøvelser for at få genopbygget energiflowet, bringe mig selv i harmoni med universet og så det, at jeg burde kaste mig over de selvudfoldende energikrævende skaber-processer, hvor jeg bidrager både til min egen og samfundets vækst.

Jeg kan blive så forbistret træt af at skabe mig hele tiden. Egenskabe min personlighed, vildskabe mine personlige muligheder, nyskabe mine karrierechancer, skabe og genskabe min autenticitet, konstant venskabe mine sociale relationer – min fremtid og nutid. At skabe sig en tilværelse er bare en lang skaben sig på den ene eller anden måde, og alle skaberierne kræver overskud og muligheder.

Denne evindelige skabelsesproces bringer mig i et evindeligt dilemma mellem min opvæksts indprentning og nutidens forventningen om, at jeg skal tage ansvar for mig selv, for mit liv, for min lykke, for mine børn, for mine pårørende, for mine naboer og hold da kæft et ansvar hele tiden, når man bliver voksen! Her hjælper ingen kære mor, når man som voksen piver over nutidens krav om at tage ansvar. Det er ikke bare din velsignede pligt som et voksent individ, men skam også som en god samfundsborger.

Alle bør vi tage ansvar for at udfolde vores potentiale, tage ansvar for vores liv ved at skabe og genskabe os selv hele tiden og ikke kun i ren egoisme men skam også til fællesskabets samlede nytte.

På en eller anden måde står al denne selvansvarlighed i en slags kontrast til min barndoms stikkende uldtrøje. Nogle af jer husker nok disse tykke sweatere af groft uldgarn, som man som barn var tvangsindlagt til at iføre sig. De var varme, ja bevares, men jo mere man bevægede sig, jo mere stak og kradsede de.

Jeg har stadig ikke helt lært at gå med uld. Uanset kvaliteten synes jeg stadig uldtrøjer kradser, især hvis jeg bevæger mig eller skulle komme for skade at svede lidt under de stikkende fibre.

Jeg lider af en afgrundsdyb konflikt mellem min opvæksts mantra om, at børn skal ses, ikke høres – kun hvis de bliver spurgt, og så nutidens krav om at være ekstrovert på den fede og hippe måde.

Blot indenfor den sidste måned har jeg gentagne gange ved flere foredrag hørt dette ”krav” om, at du skal tage ansvar for dit liv og din lykke ved at gå ud og vise, hvem du er. Ikke på en hvilken som helst måde, men med autenticitet og troværdighed, for så ligger verden nemlig for dine fødder. Det er vejen til succes både som person og som virksomhed.

Hvis du ikke gør det, så er det din egen skyld, at succesen udebliver, så er du en bangebuks, der fokuserer på begrænsninger og ikke muligheder. Der findes jo ikke forhindringer, kun udfordringer!

Så bare se at kom af sted, ud og skab dig sammen med alle de andre! Kom så Bambi, hvad venter du på? Isen er sikker!

Det er en voldsom udfordring at skulle fremvise sit indre potentiale til at blive en verdensmester – især når man er opdraget til, at det er det sikreste at ligne en standerlampe. Stå diskret og stille i hjørnet og kun lyse, når nogen trykker på knappen!

Jeg har aldrig følt mig som nogen særlig succesfuld eller eksklusiv standerlampe! Mere lidt som en ustabil version fra Jysk. (undskyld Jysk, men kvalitet har aldrig været jeres brand!)

Dette krav om at være konstant kreativ og skabende, tage ansvar for sit liv forudsætter muligheder. Man kan kun tage ansvar og skabe sig selv og sit liv, hvis man kan se muligheder og har ressourcer til rådighed. Det er ikke et udgangspunkt, der er alle forundt eller givet. Og selv hvis man så tror sig at have sit på det tørre, så er det farligt at tage tingene for givet. Ikke at jeg skal være en slags mørkets budbringer, men verden giver, og verden tager. Der findes faktisk mennesker i vores velnærede velfærdslykkeland, som ikke har meget at skabes sig med eller udfra.

Og from nothing comes nothing! At skabe noget af intet tror jeg, stort set kun er lykkedes for Vorherre.

Men hvem er jeg til at sige, at alt ikke er muligt!

Jeg er bare mig, en masseproduceret standerlampe i en kradsende uldsweater!

Aktiv livshjælp, aktiv dødshjælp, skal man partout ville livet?

Posted on Updated on

Retten til selv at vælge livet eller døden slutter i Danmark der, hvor smerten af andre vurderes til ikke at være ubærlig nok.

Ja, så kan man jo altid sulte sig ihjel, som det blev foreslået på et debatmøde på Aarhus rådhus den 13. januar i år. Jo tak, lægen kunne da informere publikum om, at det sandsynligvis ikke var forbundet med stor smerte eller ubehag, når først kroppens lager af ophobede giftstoffer havde sløvet hjernen nok.

Men hvad er det for en præmis, der siver under debatten om aktiv dødshjælp? Jeg synes, at præmissen har en snert af religiøs fims, som ingen rigtig siger højt. For hvorfor er der kun den omkostningstunge eller den ubehagelige selvforanstaltede afslutning til rådighed, for de som ikke ikke befinder sig i den afsluttende terminale fase, hvor kun udsættende og lindrende behandling er til rådighed.

Hvad nu hvis man slet ikke er til lidelse, sorg og smerte, og døden synes som en fredfyldt og velkommen gæst, selvom ens nummer endnu ikke er råbt op?

I den morbide argumentationskasse man hive det argument op, som siger, at det dog alt andet end lige må være billigere for samfundet, at folk tager deres liv inden de bliver en plejekrævende omkostningspost. Men nej, livet kan ikke gøres op i kroner øre, selvom det rent politisk bliver det hele tiden.

Aktiv dødshjælp kan misbruges og udnyttes, siger nogen så. Tja, hvad kan ikke det.

Under debatten ligger den uudtalte præmis, at vi antager livet er mere være end døden, og vi alle bør ville livet hele livet. Livet er en gave, som ikke må tages let, døden er afslutningen på gaven og bør derfor ikke ønskes velkommen før timeglasset selv rinder ud. I kristendommen er livet en gave, der er dig skænket og derfor heller ikke din at tage eller afslutte.

Jeg synes ikke, livet er en gave, for en gave indbefatter at den er dig givet af nogen. I min ontologiske opfattelse af verden er livet blot en evolutionær tilfældighed. Det betyder ikke, at jeg ikke sætter pris på livet og er glad for at leve. Forstå mig ret, jeg taler ikke for, at man ved et hvert tungsindigt lune skal kunne nedsvælge en slukpille. Faren for at tage det forkerte valg som rummer de sure konsekvenser er til stede ved alle valg. Det skuer man klart i bagklogskabens irriterende optik. Jeg mener, at der mangler en debat om det bagvedliggende livssyn.

Hvorfor skal det virke som et tabuiseret, ja næsten skamfyldt valg at ville døden før sin tid?

Jeg er selv i tvivl om mit ståsted. Der er gode rationelle argumenter for begge synspunkter. Men præmissen skal vi turde diskutere. Hvem har bestemt at livet er så meget værd, at det skal leves for næsten enhver pris? Hvorfor slutter individets ret til selvbestemmelse, retten til at bestemme over egen krop ved spørgsmålet om aktiv dødshjælp.