sygedagpenge

Du må yde for at nyde! Hvilket velfærdsDanmark ønsker vi egentlig?

Posted on Updated on

Du må yde for at nyde!

Debatten om mennesker på overførselsindkomster har på den senere tid udviklet sig til noget, der minder om en skyttegravskrig, hvor man på hver sin fløj af holdningskrigen har barrikaderet sig bag sort/hvide holdninger. Holdninger der kastes mere eller mindre ureflekteret ud i medierne og sociale netfora uden synderlig bevidsthed om de bagvedliggende værdier og ideer om velfærdsstaten.

Som forholdsvis nyuddannet antropolog, opdraget til at skue bag om menneskers adfærd, udsagn og handlinger, undres jeg over, den ofte manglende lyst til at søge bag om disse stejle og til tider voldsomt kategoriserende og stigmatiserende synspunkter om langtidssyge og kontanthjælpsmodtagere og andre mennesker i udsatte positioner.

For bagved denne skyttegravskrig om, hvem der har ret til hvad, ligger diskussionen om, hvilken velfærdsstat danskerne egentlig ønsker. Hvilke rettigheder, goder og ydelser skal et sådant system rumme, for hvem skal de gælde, og hvordan gør man sig fortjent til dem. Særligt det sidste må siges, at kunne sætte sindene i kog.

Noget for noget politikken har vundet voldsomt frem på bekostning af medmenneskelighed, empati og solidaritet. Her taler jeg ikke om den siddende regerings kamp for at gennemføre noget, der kun sporadisk minder om rød politik, men om det holdningsskred der efter den økonomiske krise har spredt sig hos den brede befolkning. Det virker som om, at såvel politikere som menigmand i større og større grad har indoptaget den dominerende samfundsdiskurs i deres egen opfattelse. En diskurs baseret på den liberale grundtanke om det frie individ, som altid vil stræbe efter at forbedre sin egen position. Være sin egen lykke smed!

Det er et besynderligt paradoks, at vores samfund på en og samme tid udsættes for et kontinuerligt voksende bureaukrati, der næres af en lind strøm af regler, forbud og regulativer med øget kontrol, overvågning og restriktioner af individets frie udfoldelse til følge. Samtidig hermed stimuleres og næres billedet af den frie selvstændige borger, der selv kan tage ansvar for sit liv og sin lykke gennem politiske salgstaler for reformtiltag og ideologiske visioner, der former de gældende samfundsdiskurser i dagens Danmark.

Det harmonere dårligt med det voksende bureaukrati og regelrytteri, hvor sanktioner kamufleres som motivation gennem beskæringer af velfærdssystemets ydelse.

Nu er man som borger ikke blot ansvarlig og fri til at skabe sin egen lykke, men også til at samle sig selv op, når lykken svigter.

Hvilken velsignet frihed! Friheden til at lykkes for dem som virkelig vil det og gør en indsats eller mislykkes for dem, der ikke vil deres egen lykke nok!

Tag ikke fejl, jeg sætter skam pris på min såkaldte frihed og mine rettigheder, og velfærdssystemet fungerer kun, hvis vi alle bidrager. Men når det bliver til et ureflekteret mantra om, at for at nyde skal man yde, begynder det at skure lidt i mine øre. Mennesker er ikke homogene kvæg, vokset op i en standardiseret stald med ensartede livsvilkår. Mennesker er vokset op under forskellige vilkår, med talrige variationer af forudsætninger og muligheder. Ikke des jo mindre ligger der en ensretning og homogenisering af opfattelsen af, hvad en god samfundsborger er, gemt bag det herskende mantra ”yde for at nyde.” For hvor meget og hvordan er det lige, at borgerne skal yde for at have ret til få del i nydelsen, her forstået som sociale ydelser. Hvilken form for retfærdighed taler vi om? Et det den samme eller ingen hjælp til alle, både til ham som selv kan nå øverste hylde selv og ham uden arme der ikke kan nå? Er det så selvforskyldt at han ikke har samme forudsætninger for at nå øverste hylde eller?

Hvis man kommer i den uheldige situation, at man ikke længere kan yde, skal man så bare hutle sig igennem og håbe på at lykken atter tilsmiler en?

Der tales om luksusydelser til passive modtagere, der kun vil nyde og ikke yde, og om dovne ledige, der selvforskyldt hænger i ledighedskøen. Der er da ingen tvivl om, at i ethvert system er der individer, der udnytter eller bryder reglerne og ikke ønsker at yde, men at disse individer ophøjes til normen og ikke undtagelsen, som de reelt er, ja, det undrer mig. De mange kategoriseres og dømmes ud fra enkeltstående individers adfærd. Hvor er retfærdigheden i det?

Hvis individet forsat skal være i centrum, så bør det individuelle skøn også være det. Ikke alle er ude på at malke systemet for andres hårdt tjente skattekroner. Der findes faktisk mennesker i dette land, der uforskyldt ikke er i stand til at bidrage økonomisk til samfundet på traditionel vis gennem ordinært lønarbejde. Sygdom, psykiske lidelse, funktionsnedsættelser, arbejdsskade m.m. er ikke selvforskyldt dovenskab, og de økonomiske ydelser disse udfordringer kan udløse, er ikke luksusydelser, der finansierer charterferier og indkøb af mærkevarer. De sikrer blot mad på bordet. For de uheldige individer, der ender på en overførselsindkomst som eksempelvis kontanthjælp, ledighedsydelse eller på sygedagpenge for en stakket frist, har det vidtrækkende konsekvenser at være afhængige af andres hjælp.

Konsekvenser der kan være voldsomme både menneskeligt og økonomisk, hvis ikke man er så heldig at have en velbeslået partner eller ægtefælle. Vel er det rimeligt, at samfundet ikke skal forsøge en person med store værdier. Men disse værdier bliver som regel hurtig spist op, for det er kun de færreste, der ikke har kæmpet med næb og klør inden, at de må give op og lade sig forsørge af staten. Der er intet luksuriøst eller festligt over et liv på offentlig ydelse, det påvirker både selvværd, identitet, omgangskreds, hjem og fremtidsdrømme.

Jeg kunne ønske mig, at debatten om sociale ydelser i fremtiden bliver mere nuanceret og faktabaseret og mindre domineret af generaliseringer, herskende diskurser og politiske dagsordner. Lad os i 2014 fokusere debatten på, hvilken form for velfærdstat, vi egentlig ønsker her i Danmark, hvilke grundlæggende værdier skal den bygge på, og hvilket sikkerhedsnet skal systemet indeholde.

Hvis vi da altså overhovedet ønsker et velfærdssystem, hvor der er tryghed for alle borgere, også for dem der ikke kan yde!

Antropolog

Charlotte Jensen

Reform af sygedagpenge. En speget julegave!

Posted on Updated on

Vi har ventet længe på vedtagelsen af sygedagpengereformen, og nu er den her så. (se den vedtagne aftale i sin fulde ordlyd her). Jeg ved ikke, om jeg skal klappe i mine hænder eller folde ansigtet i bekymrede miner. For ærlig talt, så kan det både være skidt og kanel. Det positive er først og fremmest, at man som langtidssygemeldt er sikret en form for forsørgelse mens man er syg, uden at man skal frygte for at falde for varighedsbegrænsningen. På den anden side er der stadig en varighedsbegrænsning med alvorlige konsekvenser. Hvis man ved 5 måneders visiteringen vurderes til ikke at være syg nok til at opretholde sygedagpengene som beskrevet i de 7 forlængelsesregler, så overgår man til den væsentlig lavere kontanthjælp, den nye jobafklaringsydelse, som dog har det plus, at den gensidige forsørgerpligt og eventuel formue ikke fører til reducering af beløbet, så længe man er i en afklaringsfase.

Problemet er så her, at kontanthjælpen er en væsentlige lavere ydelse, og at man derfor forholdsvis hurtig kan komme økonomisk i klemme. Desuden overgår man til et jobafklaringsforløb og det lugter unægtelig en anelse af gammel vin på nye flasker.

Der lægges op til at afklaringsforløbene helst skal holdes inden for 6 måneder. Disse kan anskues som mini-ressourceforløb og kan forlænges op til 2 år af gangen. Disse mini-ressourceforløb sidestilles med de almindelige ressourceforløb i forhold til førtidspension.

Afsnittet om afklaringsforløbene i aftalen om sygedagpengereformen indeholder flere positive formulering: Fokus for forløbet er, at borgerens arbejdsevne bliver udviklet gennem en konkret og aktiv indsats, hvor den enkeltes mål i forhold til arbejde og uddannelse er styrende for, hvilke aktiviteter, der sættes i gang.(s.2. i forligsaftalenDet er altså borgerens ønsker og mål, der skal være styrende for afklaringsforløbets indhold. Forhåbentlig kan netop dette være med til at sikre, at borgeren oplever at have medindflydelse og fremtidsperspektiver i sit afklaringsforløb og at motivationen og en oplevelse af et meningsfyldt og sammenhængende forløb derved fastholdes.

Det bliver spændende, at se hvordan det kommer til at fungere i praksis, hvilke tilbud og muligheder har man til rådighed og råd til ude i de enkelte kommuner?

Hvad betyder det for personer med diffuse eller funktionelle lidelser, som erfaringen tydeligt viser er vanskelige at få udredt såvel helbreds- som arbejdsmæssigt? Når nogle af disse afklaringsforløb indtil nu har varet længere end de 5 år, der er til rådighed i reformen, bliver der så mulighed for at bliver overført til de ordinære ressourceforløb? Bliver det så reelt en hjælp for borgeren at afklaringsforløbet har en tidsramme der hedder 2 år, eller vil det føles som en trussel, at ens sag og forsørgelsesgrundlag skal revurderes hvert andet år?

Ender langtidssygemeldte så ikke blot (igen) i langvarige og vanskelige udredningsforløb, blot denne gang på en så lav ydelse, at de risikerer at få store økonomiske vanskeligheder oven i deres helbredsproblemer?

Men nu skal det hele ikke handle om de usikkerhedselementer som aftalen indeholder. Et stort plus i sygedagpengereformen er reglen om, at syge nu har ret til at afvise krav om behandling. Dette skulle gerne sætte en stopper for, at personer føler sig tvunget til at lade sig undersøge og behandle af en psykiater på grund af sanktionstrusler fra kommunen. Og oven i dette er der det ekstra plus, at kommunen ikke må konsultere lægekonsulenterne, hvis rolle der må siges at have været en del polemik omkring de sidste par år.

Alt i alt en blandet landhandel af gode tiltag og tvivlsomme tiltag. Men i sidste ende afhænger det hele af hvordan dette fortolkes og omsættes til praksis ude i de enkelte kommunerne.

2014 bliver i sandhed et interessant år for social og beskæftigelsesområdet.