værdidebat

Kontanthjælpsdebatten er blevet fordømmelsernes slagmark

Posted on Updated on

Bliver man fattig af at leve på kontanthjælp?

En diskussion der accelererede voldsomt, da Dovne-Robert og Fattig-Karine gjorde sin entre på den danske mediescene. Og Fup og Fakta har fløjet gennem luften lige siden. Nogle vifter økonomiske tal og statistiker rundt i luften og siger at, man ikke bliver fattig af at leve på kontanthjælp. Andre fremviser talrige eksempler på familier på kontanthjælp som kun lige klarer dagen og vejen. Politikerne nærmest kæmper om retten til at bekræfte, at man godt kan både leve og overleve på en kontanthjælp, understreget med et: ”Det er jo ikke meningen, at kontanthjælp skal være en permanent ydelse, blot en midlertidig løsning.”

Det er lige til at blive forvirret af.

Hvad er sandheden egentlig?

Hvem sidder inde med sandheden?

Er der da overhovedet EN sandhed?

Sagen er vel den, at det er noget nær umuligt at trække en streg i sandet og hævde, at alle til højre for stregen er fattige.
Det som økonomiske slår til for den ene, er ikke nødvendigvis nok for den anden. Ingen mennesker lever identiske liv, ingen deler identiske historier eller har identiske forudsætninger og muligheder til rådighed.
Det ved de fleste godt. Alligevel er der en tendens til at antage, at kontanthjælpsmodtagere er lige så ensartede som homogeniseret mælk.
Denne bizarre forudindtagede holdning danner udgangspunkt for manges fordømmelse af de kontanthjælpsmodtagere, der er så frække at klage deres nød.
For når man er ”på nas” hos skatteborgernes pengekasse, har man ikke ret til at klage sin nød.
Der findes jo andre i verden, som har det meget værre, og kontanthjælpen er en luksusydelse, som man skal være taknemmelig for!

Desværre har kontanthjælpsdebatten længe været præget af fordomme og fordømmelser. Ikke blot blandt politikerne, men også blandt borgerne. Hvis man betvivler dette, kan man blot læse kommentarerne til en artikel om at være fattig forsørger på kontanthjælp. De er en skraldespand fyldt med sure opstød og fordømmende udsagn.
Det er lige til at blive i dårlig humør af at læse.

Kommentarerne afspejler samtidig også den forvirring, der hersker omkring spørgsmålet: Bliver man fattig af at være på kontanthjælp?
Den type spørgsmål kan kun besvares med et ja eller nej, og sandheden er ikke en ensartet størrelse.
Der kan være gæld eller udgifter til medicin m.m. som gør at rådighedsbeløbet skrumper. Gælden behøver ikke stamme fra overforbrug, men kan være resultatet af en konkurs, en skilsmisse, en tvangsauktion, ja, der kan være alle mulige gode og reelle grunde til, at man er havnet i en gældssituation. En situation som man absolut ikke skal straffes moralsk af omverden for at være havnet i.
Der ud over kan der være sociale udfordringer, psykiske lidelser og et hav af andre forhold, som påvirker ens livssituation og måde at agere på.

Min pointe er, der kan være mange forskellige faktorer, som gør, at den enkeltes reelle rådighedsbeløb ikke kan brødføde en familie.
Disse nuancer betyder, at det ikke er holdbart at bruge de to mest dominerende og generaliserende argumenter:

  1. Hvis jeg kan leve godt på kontanthjælp, så kan du også. Det må være din prioritering, den er galt med.
  2. Når kontanthjælpen lægges sammen med diverse tilskud, så har du mere end nok til rådighed.

Jeg skal ikke sætte mig til dommer, for måske holder disse 2 argumenter rent faktisk vand i nogle tilfælde. Men jeg er også overbevist om at, de ikke kan generaliseres til at dække alle personer eller familier på kontanthjælp.

Så jeg siger det lige igen: Fattigdoms debatten er blevet alt for unuanceret.
Der hersker en uhyggelig antagelse om at mennesker, der har brug for økonomisk hjælp fra fælleskassen, bevist forsøger at snyde og udnytte systemet. Den uholdbare og overgeneraliserende antagelse får fordømmelserne til at flyve vildt gennem luften, hver gang nogen kobler kontanthjælp med fattigdom. Kommentarfelterne til artikler om fattige i Danmark er blevet en slags offentlighedens moralske skafot, hvor mening mand verbalt kan tæve løs på andre og frit lufte sin indestængte vrede og forargelse.

Lad os slå det fast en gang for alle: Der findes fattige mennesker i Danmark. Og nej, det er ikke nødvendigvis deres egen skyld, eller samfundets skyld. Det er et uheldigt sammenfald af en lang række omstændigheder, som gør oddsene sværere for nogle end for andre.

Så hvorfor skal alle kontanthjælpsmodtagere absolut dømmes over en kam?

DR’s Farvelfærd er et farvel til veltilberedt tvjournalistik!

Posted on

Forleden havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at se DR’s program Farvelfærd. Ideen bag programserien er for så vidt god nok. Jeg er sikker på, at tankerne bag programserien udspringer af vigtige spørgsmål som:

Hvad er det for et velfærdssamfund, vi ønsker os?

Hvad skal velfærdssamfundet indeholde af velfærd, for hvem og hvorfor?

Disse spørgsmål er reelt set en vigtig værdidebat, som burde indtage en meget større plads i medierne, end tilfældet er pt. Desværre forfalder programserien til populistisk forfladigelse af emnet og opstiller groteske scenarier, hvor deltagerne skal træffe beslutninger på et ekstremt mangelfuldt grundlag. Dermed bliver en fremragende ide til ligegyldig og letfordøjelig sofaunderholdning. En smagløs form for underholdning, hvor man henslængt i sofaen indtager andre menneskers livsudfordringer og problemer, som var det et stykke massefabrikeret citronmåne.

Det er svært ikke at føle sig en anelse provokeret og trist.

Provokeret over de ensidige og stærkt manipulerede valgscenarier, som deltagerne tvinges ud i.

Trist over at medierne ikke har større tiltro til deres seere.

Ingen politiker (håber jeg) udvælger besparelser på budgettet, uden at samtlige budgetposter er blevet nøje undersøgt. Det vælges altså ikke med bind for øjnene, men foretages en politisk prioritering, som man så kan være enig eller uenig i.

Om deltagerne så havde valgt anderledes, hvis de var blevet introduceret for samtlige valgsituationer på forhånd, kan jeg ikke vide.

Spørgsmålet om velfærdsstatens udformning i fremtiden koges ned til et spørgsmål om at skære dybest muligt med sparekniven. Alternative løsningsmuligheder og værdidiskussionen er nærmest usynlige.

Ud over at programserien indtil nu har bestået af stærkt virkelighedsforvrængende og manipulerende journalistik forklædt som dokumentar, så kommer spare-ofrene til at fremstå som lettere forkælede og krævende.

Er dette en fair fremstilling?

 

Jeg skaber mig hele tiden!!

Posted on Updated on

I denne tid, hvor det er så ”vigtigt” at tage sin skæbne og sit ansvar på sig ved at skabe sig selv og sin verden, kan det være svært ikke at få kreativitetsnedbryd, åndenød og panikstress ind imellem. Splittet mellem at jeg burde hengive mig til meditativ selvhealing og åndedrætsøvelser for at få genopbygget energiflowet, bringe mig selv i harmoni med universet og så det, at jeg burde kaste mig over de selvudfoldende energikrævende skaber-processer, hvor jeg bidrager både til min egen og samfundets vækst.

Jeg kan blive så forbistret træt af at skabe mig hele tiden. Egenskabe min personlighed, vildskabe mine personlige muligheder, nyskabe mine karrierechancer, skabe og genskabe min autenticitet, konstant venskabe mine sociale relationer – min fremtid og nutid. At skabe sig en tilværelse er bare en lang skaben sig på den ene eller anden måde, og alle skaberierne kræver overskud og muligheder.

Denne evindelige skabelsesproces bringer mig i et evindeligt dilemma mellem min opvæksts indprentning og nutidens forventningen om, at jeg skal tage ansvar for mig selv, for mit liv, for min lykke, for mine børn, for mine pårørende, for mine naboer og hold da kæft et ansvar hele tiden, når man bliver voksen! Her hjælper ingen kære mor, når man som voksen piver over nutidens krav om at tage ansvar. Det er ikke bare din velsignede pligt som et voksent individ, men skam også som en god samfundsborger.

Alle bør vi tage ansvar for at udfolde vores potentiale, tage ansvar for vores liv ved at skabe og genskabe os selv hele tiden og ikke kun i ren egoisme men skam også til fællesskabets samlede nytte.

På en eller anden måde står al denne selvansvarlighed i en slags kontrast til min barndoms stikkende uldtrøje. Nogle af jer husker nok disse tykke sweatere af groft uldgarn, som man som barn var tvangsindlagt til at iføre sig. De var varme, ja bevares, men jo mere man bevægede sig, jo mere stak og kradsede de.

Jeg har stadig ikke helt lært at gå med uld. Uanset kvaliteten synes jeg stadig uldtrøjer kradser, især hvis jeg bevæger mig eller skulle komme for skade at svede lidt under de stikkende fibre.

Jeg lider af en afgrundsdyb konflikt mellem min opvæksts mantra om, at børn skal ses, ikke høres – kun hvis de bliver spurgt, og så nutidens krav om at være ekstrovert på den fede og hippe måde.

Blot indenfor den sidste måned har jeg gentagne gange ved flere foredrag hørt dette ”krav” om, at du skal tage ansvar for dit liv og din lykke ved at gå ud og vise, hvem du er. Ikke på en hvilken som helst måde, men med autenticitet og troværdighed, for så ligger verden nemlig for dine fødder. Det er vejen til succes både som person og som virksomhed.

Hvis du ikke gør det, så er det din egen skyld, at succesen udebliver, så er du en bangebuks, der fokuserer på begrænsninger og ikke muligheder. Der findes jo ikke forhindringer, kun udfordringer!

Så bare se at kom af sted, ud og skab dig sammen med alle de andre! Kom så Bambi, hvad venter du på? Isen er sikker!

Det er en voldsom udfordring at skulle fremvise sit indre potentiale til at blive en verdensmester – især når man er opdraget til, at det er det sikreste at ligne en standerlampe. Stå diskret og stille i hjørnet og kun lyse, når nogen trykker på knappen!

Jeg har aldrig følt mig som nogen særlig succesfuld eller eksklusiv standerlampe! Mere lidt som en ustabil version fra Jysk. (undskyld Jysk, men kvalitet har aldrig været jeres brand!)

Dette krav om at være konstant kreativ og skabende, tage ansvar for sit liv forudsætter muligheder. Man kan kun tage ansvar og skabe sig selv og sit liv, hvis man kan se muligheder og har ressourcer til rådighed. Det er ikke et udgangspunkt, der er alle forundt eller givet. Og selv hvis man så tror sig at have sit på det tørre, så er det farligt at tage tingene for givet. Ikke at jeg skal være en slags mørkets budbringer, men verden giver, og verden tager. Der findes faktisk mennesker i vores velnærede velfærdslykkeland, som ikke har meget at skabes sig med eller udfra.

Og from nothing comes nothing! At skabe noget af intet tror jeg, stort set kun er lykkedes for Vorherre.

Men hvem er jeg til at sige, at alt ikke er muligt!

Jeg er bare mig, en masseproduceret standerlampe i en kradsende uldsweater!