Den hjælpende hånd smuldrer

Posted on februar 8, 2014 Updated on februar 8, 2014

I et tidligere indlæg i januar skrev jeg om det akutte behov for en grundlæggende værdidebat omkring hvilken type samfundssystem danskerne ønsker at være en del af i fremtiden. I Information kunne man den 7. februar læse et interview med velfærdshistorikeren Jørn Henrik Petersen. Jørn H. Pedersen mener også, at velfærdsstaten er en ideologisk illusion, der har været under afmontering i mange år. Afløst af Konkurrencestaten forklædt som sand socialdemokratisk politik. Der er jo snart ingen grænser for hvor megen borgerlig ideologi, der kan transformeres ind i den siddende regerings politik.

Men det er ikke pointen her, ej heller i interviewet med Jørn Henrik Pedersen. Pointen er, at det reelt set er længe siden vi i Danmark havde en velfærdsstat. Det viste sig hurtigt, at ideologi er en ting, virkelighed en anden. Mennesket er af natur opportunistisk og er der mulighed for at få, så vil langt de fleste forsøge at få. Her taler jeg om goder fra staten i form af services og ydelser. Der er ikke raketvidenskab at selv i en stor husholdning skal der mindst lige så mange penge i kassen som der kommer ud af kassen. Hvad der startede som en smuk tanke om at alle har pligt til at forsørge sige selv og bidrage til det fælles samfund for derefter at have mulighed for hjælp eller ydelser, hvis man ikke længere selv kan. Men grådighed og selviskhed, som er en naturlig livsopretholdende egenskab ved mennesket, har medført at det som startede som pligt og tilbud/hjælp, er blevet et spørgsmål og krav og rettigheder. Selv de som rigeligt kan forsørge sig selv og sine skal også har ret til ekstra og man er da et fjols, hvis man ikke udnytter de muligheder om tilskud eller refundering som loven åbner op for. Misbrug har ført til mistillid og mistænkeliggørelse som igen har ført til frygt og krav og mere mistillid. Der er gennem årene sket et værdiskred, som har været direkte degenererende for fællesskabstanken, og uden den er det svært at opretholde et velfærdssamfund.

Individfikseringen i dansk politik de senere år rummer ligeså mange minusser som den rummer plusser om individuel frihed og ret til selvbestemmelse. Pligt er gået fra at være “du skal, så meget som du kan”, til at “alle kan og skal”. Samtidig mistænkelige gøres alle borgere for at ville tappe systemet for mest muligt, og derfor skal alle i udgangspunkt kontrolleres og motiveres gennem pisk og trusler.

Alle er enige om at reformer, lovændringer og besparelse er på kollisionskurs med borgernes retssikkerhed, behov og ønsker. Alligevel vil kun de færreste deltage i diskussionen af hvilke værdier vi som borgere mener skal danne grundlag for det samfundssystem, der skal være gældende. Lige nu er det et kaotisk blendermiks af liberalisme og utilitarisme, hvor de svageste bliver mødt med mistro, straf og besparelser, for at andre kan nyde individets “lykkebringende” frihed og rettigheder. Altruismen overlades mere og mere til private og frivillige organisationer og så længe man har sit på det tørre, er det svært at forestille sig at der efterhånden kun er begrænset hjælp at få. De mange der er ofre for reformstormen har mærket denne sandhed på krop og pengepung. Men den almindelige arbejdende dansker tror stadig naivt på at samfundets hjælpende hånd vil træde til når nøden banker på. Det er bare langt fra altid tilfældet og får man hjælp følges den op af krav og trusler.

Kun de få synes, når adspurgt, at det er sådan, det skal være, men hvis det skal ændres til det bedre, skal en spade kaldes en spade og de grundlæggende værdier skal frem i lyset, så vi kan få en diskussion om de værdier det fremtidige system i Danmark skal bygges på.