Noter om antropologiske perspektiver på tid

Dec.2012

Noter om antropologiske perspektiver på tid

For at forstå hvad ventetid er, er det nødvendigt at undersøge, hvad tid er for en størrelse.

At finde en antropologisk definition af tid er som at skovle sand i Sahara. Der er utallige af dem og der bliver hele tiden flere og flere jo mere man graver.

For godt 100 år siden introducerede antropologen Emilie Durkheim sit begreb social tid, hvor menneskers opfattelse af tid har sit udspring fra det sociale liv, som knytter tidsinddelingen i form af temporale skemaer sammen begivenheder. En kalender er blot et udtryk for rytmen i kollektive aktiviteter og således en social konstruktion, der ikke siger noget om tiden i sig selv, men kun om menneskers måde at forstå den på.

Nu 100 år efter Durkheim findes der talrige perspektiver og teoretiske redegørelse for opfattelsen af tid og af forholdet mellem det sociale og tid (Munn 1992:94; Bergmann 1992:83; Hodges 2008:402). En af tilgangene til tid inddeler tid i subjektiv tid = erfaringen af rytme/tid og objektiv tid som er en universel naturlig rytme eksisterende uafhængig af menneskets erfaring. Tid kan forløbe cyklisk/repetitiv som årstiderne eller lineært som i den vestlige historiske tidsregning. Tiden i sig selv kan dog ikke være en cirkulær størrelse for som Alfred Gell (1999) udtrykker det:

Actually, if time were circular, there would be no point to the world-renewing ritual, since the world would be renewed anyway, with or without the ritual, so the construction of this scenario is self-defeating and explains nothing about the ritual practices that provoked it.”

Cyklisk tid skal derfor ikke opfattes som cirkulær men mere som en spiral, da en given cyklisk repeterende begivenhed nødvendigvis må indtræffe forskudt, altså efter den foregående (Munn 1992:101) og derved udelukker opfattelserne af cyklisk tid og lineær tid ikke hinanden.

Antropologen Leopold E. A. Howe skriver i 1981 følgende om tid:

I further contend that although duration (the passage of time) is an inevitable fact of experience, the particular manner in which it is expressed in a culture is socially created” (Howe 1981; 220).

Dette perspektiv på tid og opfattelsen af tid ligger ikke langt fra Professor Elizabeth Ermarths forståelse af tid. Hun siger i lighed med Howe, at det er selve handlingerne og deres betydning, der er kulturelt bestemt og ikke tiden i sig selv (Ermarth 2010:140). Som det fremgår af de nævnte forskellige perspektiver på tid er tid og dermed også ventetid vanskeligt at observere. Antropologen er derfor henvist til at undersøge tid og ventetid indirekte via den funktion og betydning tiden tillægges eller ved at gøre brug af hjælpemidler som ure eller skemaer til at måle varigheden af en given periode af tid.

Tiden eller ventetid rummer en dobbelthed som fremstår tydeligt, når de langtidssyge under mine interviews på den ene side omtaler ventetiden som en målbar periode udstrakt over måneder eller år, og på den anden side bruger ord som stilstand, sat på standby, gået istå til at beskrive oplevelsen af ventetid. Dette skyldes, at ventetid ikke bare er tid, der går, og som kan måles (Schweizer 2008:14). Ventetid er et temporalt fænomen og en handling på en og samme tid, eller som Ermarth formulerer det:

Tid er ikke lommen, hvori en begivenhed sker, men den temporale dimension af begivenheden” (Ermarth 2010:134).

Altså to sider af den samme mønt. At vente på noget er en handling af kortere eller længere varighed.

Den udstrækning af den tidslige dimension af ventetid betyder, at imens man udfører handlingen at vente, kan man rent faktisk udføre en række af andre handlinger. Disse handlinger er måske tænkt som en måde til at komme tættere på målet for ventetiden, altså det man venter på og dermed afkorte ventetiden eller handlingerne skal blot tjene til at fylde ventetiden ud med noget, men selv derved har de stadig målet med ventetiden for øje. De er blot fyld på vejen.

Det man venter på har betydning for oplevelsen og udførelsen af vente-handlingen og selve udførelsen af handlingen har også indflydelse på oplevelsen af målet, både under udførelsen og når ventetiden er ovre (Gasparini 1995:30). Dette skyldes forholdet mellem forventninger, handling og tidsdimensionen

I det øjeblik en handling er udført, er den blevet til en erfaring,

og erfaringer er den erindrede udgave af fortiden. Det eneste sted fortiden eksisterer er i det nu, hvor man har erindringen om fortiden (Hodges 2008:411). Og det eneste sted fremtiden eksisterer, er i den nutidige forestilling om fremtiden, for i det øjeblik den går i opfyldelse er den blevet nutid (Johnson-Hanks 2005:365). Handlingen i nuet er det, der skal sikre at fremtidsforestillingen går i opfyldelse. Det ligger en intension bag handlingen og derfor betegnes den som en intentionel handling. Dette medfører en dobbelthed i tidsligheden: når forestillingen, også benævnt som projektionen, udføres gennem handling, har den allerede karakter af fortid og idet projektionen tænkes, er den fremtid. Man kan også sige at projektionen fører fremtiden ind i nuet, hvilket sætter tingene på en spids. For nu befinder både fortid, nutid og fremtid sig på et og samme sted.

Litteraturliste:

Bergmann, Werner (1992). The Problem of Time in Sociology : An Overview of the Literature on the State of Theory and Research on the `Sociology of Time’, 1900-82. In: Time Society, 1992, Vol.1, pp. 81-134.

Ermarth, Elizabeth Deeds (2010) What if time Is a Dimension of Eants, Not an Envolope. In Time & Society 2010, Vol. 19, No. 1, 2010, pp. 133–150.

Gasparini, Giovanni (1995). On Waiting. In Time & Society 1995, Vol. 4, No.1. pp. 29-45.

Gell, Alfred (1999) Time and Social anthropology. In: Time in Contemporary Intellectual Thought. Kap. 13. Pages 251-268. Edited by P.J.N. Baert, University of Cambridge, Faculty of Social and Political Sciences, Cambridge, UK.

Hodges, Matt (2008). Rethinking time’s arrow: Bergson, Deleuze ande the anthropology of time. In Anthropological Theory. 2008, No.8, pp. 399-429.

Howe, Leopold E. A.: The Social Determination of Knowledge: Maurice Bloch and Balinese Time :Source: Man, New Series, Vol. 16, No. 2 (Jun., 1981), pp. 220-234.

Johnson-Hanks, Jennifer (2005). When the future decides: Uncertainty and Intentional Action in Contemporary Cameroon. In Current Anthropology, Vol. 46, No. 3, June, pp. 363-385. The University of Chicago Press.

Nancy D. Munn (1992). The Cultural Anthropology of Time: A Critical EssayIn: The Annual Review of AnthropologyNr. 21. Pp.93-123.

Schwartz, Barry (1974). Waiting, Exchange and Power. The distribution of time in social systems. In The American Journal of Sociology. Vol.79, No.4, Jan.1974, pp.841-870.

Schweizer, Harold (2008). On Waiting. Routledge, New York.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s