Måned: november 2013

Noter til oplæg for netværksgruppe, Bomi Roskilde den 20. nov. 2013

Posted on Updated on

Oplæg til netværksmøde hos Reva-institution Bomi, Roskilde d. 20. nov. 2013

I dag vil jeg fortælle lidt om tid, men en særlig form for tid, nemlig ventetid.

Forud for mit speciale lavede jeg en længere undersøgelse af ventetid, der varede godt 1 ½ år, og det er den undersøgelse jeg vil komme med nogle hovedpointer fra.

Men først vil jeg give en kort teoretisk introduktion til, hvordan man kan forstå ventetid og dermed undersøge dets betydning. Tid og ventetid er som udgangspunkt problematiske at undersøge. Man kan ikke direkte observere dem som fænomener. Man er nød til at studere dem indirekte via deres funktion, betydning eller ved hjælp af teknologi til måle tid som eksempelvis et ur. Det betyder f.eks. at mine informanter i undersøgelsen, når de blev spurgt direkte, fandt det svært at definere, hvordan de oplevede og forstod ventetid.

Denne vanskelighed fremstod tydeligt, når mine informanter omtalte ventetiden både som en målbar periode udstrakt over måneder eller år, og på den anden side brugte ord som stilstand, sat på standby, gået istå til at beskrive deres oplevelse af ventetiden.

Dette skyldes, at ventetid både er et temporalt fænomen og en handling på en og samme tid. Handlingen er det, der giver ventetid sin helt særegne karakter.

I det moderne samfund forbindes ventetid ofte med spild tid, – noget der skal overstås og gerne i en fart med så lidt gene som muligt. Ventetid er noget som virksomheder i mange tilfælde enten tjener eller taber store penge på. Derfor forskes der meget i kort ventetid, ventetid i køen, ventetid hos lægen, ….

Korte perioder af ventetid vækker sjældent den store bekymring hos os, højest lidt irritation og måske ødelægger det planerne her og nu eller i kort tid frem. Dette er karakteristisk, når det blot drejer sig om en kort periode. Vi opfatter den korte ventetid som en slags ufrivillig midlertidig pause, en til tider irriterende pause, hvor der ofte knytter sig særlige former for aktivitet til. Læsning af dameblade, aviser, slentre en tur, slappe af og ta en lur imens. Der findes mange slags driver-aktiviter til at fylde ventetiden ud med og de er ikke alle sammen ubehagelige eller irriterende. De er en slags bump på vejen og sjældent livsomvæltende.

Men med langvarig ventetid forholder det sig helt anderledes. Det griber ind i alle aspekter af ens liv og kan få store og langtrækkende konsekvenser. Langvarig ventetid har nemlig ikke det, som den almindelige korte ventetid har, nemlig en overskuelig tidshorisont. Måske er indfrielsens dag slet ikke til at få øje på, hvilket kort sagt betyder, at udover at strække sig over langt tid, så er sluttidspunktet også ukendt eller så fjernt, at det virker som ikke eksisterende. Man kan sige at langvarig ventetid er en ligning med mange ubekendte.

Min indgangsvinkel til undersøgelsen af langvarig ventetid var, at jeg ved at undersøge den værdi, som den enkelte tillagde målet for ventetiden også kunne se hvilken betydning værdien af målet havde for selve udformning/ altså oplevelsen af ventetiden. Altså undersøge hvordan vejen og målet påvirker hinanden indbyrdes.

Der er groft skåret to parallelle forløb af ventetid gemt i Langvarig ventetid.

1. Det ene forløb går fra begyndelsen og indtil målet for ventetiden opnås.

Denne type forløb af ventetid kan strække sig over mange år og for nogle mennesker som flygtninge, fattige osv. kan det strække sig over et helt liv. I begyndelsen af forløbet er denne overordnede type ventetid vigtig, fordi den rummer målet for hele forløbet, målet som man forestiller sig at det vil falde ud.

Målet er motivatoren for alle de handlinger som personen forventer vil finde sted undervejs i ventetidsforløbet og som vil føre frem til målet. Intentionen bag handlinger undervejs er altså hovedsageligt at arbejde sig hen imod det endelig mål for den langvarige ventetid. Målet er på den måde både intentionen bag handlinger og så længe målet virker realiserbart, er det også den motiverende drivkraft i handlinger. Det fremtidige mål for ventetiden er det som skaber meningsfyldte handlinger i nuet. I teorien er det forholdet mellem fortid nutid og fremtid, fortid som erfaringer, nutid som handlinger og fremtiden som den er projekteret i personens forventninger og forestillinger. En handling tager udgangspunkt i en forestilling om noget man gerne vil opnå eller udføre. Ud fra erfaringerne reflekteres der om det er en realiserbar mulighed. Hvis det virker som en reel mulighed, projekteres forestillingen ud i den fremtid, hvor den forventes at finde sted. Dermed har man allerede forestillet sig at handlingen finder sted og selve den forestillede udførelse af målet er det som fører til handlingen i nuet. På den måde flettes fortid, nutid og fremtid ind i hinanden.

2. Her kommer den anden type af ventetidsforløb i spil.

Undervejs i langvarig ventetid opstiller mennesker normalt delmål. Man laver en plan for, hvordan man bedst får indfriet målet for ventetiden og dermed også afsluttet ventetiden. Imellem indfrielsen af disse delmål er der kortere perioder af ventetid, som ikke virker uoverskuelig og fjerne som det overordnede forløb. Indfrielsen af delmålene holder det større og endelige mål med ventetiden aktuelt og nærværende i nuet. Det aktualiseres igennem de intentionelle handlinger. Problemerne opstår, når der opbygges en erfaringssum af skuffelser eller fiaskoer, hvor den intentionelle handling ikke har bragt personen nærmere på målet.

Normalt baserer man sine planer på forestillinger og erfaringer af, hvad der tidligere eller i lignende tilfælde har ført til succes. Dermed har man en klar forventning om at nå frem. Men hvis forventningerne gentagne gange ikke indfries, kan man ikke længere forudsige, hvilke handlinger der vil føre en på rette vej. Målet er kommet uden for ens kontrol og rækkevidde. Man har mistet ”the feel for the game”. Dermed kan målet ikke længere skabe mening og motivation for handlingerne i nuet. Nuet tømmes for mål og mening og fremtiden virker pludselig uforudsigelige. På den måde påvirker udfaldet af de korte perioder af ventetid den samlede sum af ventetid. De to parallelle forløb hænger uadskilleligt sammen.

Flere antropologer og sociologer har undersøgt ekstreme former for langvarig ventetid. Her vil jeg nævne den franske sociolog Pierre Bourdieu, der har undersøgt langvarig ventetid blandt arbejdsløse i Algeriet. Han fandt at: gentagne manglende imødekommelse af forventninger førte til markant modløshed, og til afmagtsfølelse pga den manglende mulighed for at påvirke sin situation og fremtid. Når man ikke længere kan handle sig til muligheder, hvad kan man så ud over at henfalde i modløshed og afmagt. Intentionelle handlinger er altså et vigtigt omdrejningspunkt for, hvilken betydning langvarig ventetid har. Det er svært at handle, når man ikke kan forudsige, hvilke konsekvenser en given handling vil får, eller man ikke længere kan gennemskue hvilke handlinger, der kan bringe en på vej hen mod en afslutning af ventetiden. For Bourdieus algierer handlede dem om den manglende mulighed for at få arbejde. Udsigten til permanent ledighed med alle de mangler de ville medføre bragt dem i en tilstand af desperation, afmagt og frustration. Manglende fremtidsperspektiver gør den nutidige situation usikkerhed, man kan ikke længere bruge sin erfaring til noget, og ens fremtidsforestillinger er gået i opløsning. Herved er det at informanterne beskriver deres oplevelse af ventetiden som at tiden ”er gået istå” eller ”livet er sat på standby.”

Hvilke konsekvenser har denne usikkerhed og afmagt for personens liv og omgivelser?

Det kan i værste fald føre direkte til sociale deroute, social udstødelse, stigmatisering og psykiske problemer. Det er selvfølgelig et gradvist skred over længere tid, en process der har en selvforstærkende effekt jo længere tid den står på. Og det er jo hele kernen i langvarig ventetid, at den netop strækker sig over en ukendt lang periode af tid.

Det første der bliver påvirket af den manglende indfrielse af forventningerne, er de basale værdierne, som ligger gemt i forestilling om målet.

Hvilke værdi oplever den enkelte som værende afhængige af at målet nås?

I min undersøgelse er det primært de såkaldte kerneværdier, der opleves som værende i farezonen både i det korte ventetidsforløb og i det overordnede lange forløb. Kerneværdier er i en vestlig kontekst lig med arbejde, familie, økonomi og hjem. Værdierne er til en hvis grad kulturelt betingede, men overordnet set handler det om opretholdelse af evnen til at brødføde og forsørge sig selv og sin familie. Målet for den langvarige ventetid skal på en eller anden måde sikre opretholdelsen af disse værdier. Men eksempelvis sygdom, arbejdsløshed eller behovet for asyl kan sætte alle disse værdier på spil. Det sker ikke nødvendigvis på en gang. Men som en gradvis erodering af ens basale fundamentet. Alene frygten for at miste disse værdier har graverende betydning.

Socialantropolog Åsa Boholm har forsket i risiko og usikkerhed og påpeger sammenhængen mellem graden af frygt og sandsynligheden for at målet indtræder og hvilke konsekvenser man forventer udfaldet af målet vil have. Og netop forventninger til konsekvenser hænger sammen med modløsheden og tabet af værdier.

I starten af et ventetidsforløb, hvor fremtidsforventningerne er intakte, er forestillinger om målets konsekvenser oftest af positiv karakter. Man tror endnu på, at man har mulighed og evner til at nå frem til enden af ventetiden og samtidig få et brugbart resultat. Der er en mening med ventetiden. Efterhånden som forventningerne ikke indfries og tiden bare går, virker sandsynligheden af et brugbart udfald mere og mere urealistisk. Afmagten skaber grobund for frygten og jo flere gange frygten bekræftes af manglende indfrielse og det gradvise tab af værdier, jo mere truende virker de mulige konsekvenser.

Dette gælder både for de konsekvenser man frygter selve forløbet af ventetid har på korts sigt og for konsekvenserne af det mere og mere udforudsigelige fremtidige udfald af hele forløbet. Når egne erfaringer ikke længere kan danne grundlag for udførelse af handlinger eller forestillinger om fremtiden, så begynder man ofte at se på hvad der er sket for andre. Hvilke erfaringer har de gjort sig, og man laver ofte en negativ bekræftende spejling. Det bestyrker frygten yderligere og spiralen forsætter nedad. Frygt og bekymringer næres i høj grad af miljø og omgivelser, dominerende diskurser, politisk dominerende værdier, narrativer om lignende situation.

I de tilfælde hvor man ikke længere kan se en vej ud af ventetiden, er der fare for at henfalder man i passiv ængstelse for den ukendte fremtid, der konstant bevæger sig uden for rækkevide.

Langvarig ventetid kan medføre en slags paradoks.

På den ene side medfører den lange ventetid et øget fokus på den ukendte fremtid, som tømmer nuet for meningsfuldhed. Dette sker fordi tankerne konstant cirkler om frygt og bekymringer for fremtiden.

Nuet er på en og samme tid betydningsløs og styrende, nærværende og fraværende, styrende fordi den sneglende tid er evigt nærværende. (husk bemærkninger som gået i stå, tiden går langsomt. Fraværende og meningsløs, fordi det ønskede liv er ude i den fjerne og uforudsigelige horisont. Det værst tænkelige scenarie virker lige så realistisk som alt andet. Posedamen og den hjemløse bliver et påtrængende eksempel på hvor galt det kan gå og det er let at alde frygten tage styringen, hvis alle aspekter af ens tilværelse opleves som værende truet.

Tiden bliver på den måde styrende på negative vis, fordi den opleves som noget man ikke selv kan kontrollere, og hvor egne handlinger ikke flytter horisontlinjen tættere på. Man er blevet handlingslammet af ventetiden.

Ventetiden er blevet til en slags limbo, hvor personen enten stagnerer i sin frygt eller langsomt og ubevist transformerer holdninger, forventninger og værdier og ikke mindst selvopfattelse, identitet.

I stedet for de førnævnte kerneværdier som arbejde, det faste hjem, og økonomisk overskud, flyttes fokus til de små ting, hvor smertefrie perioder, små trygge perioder, en gåtur, et måltid eller spontant socialt samvær og kommunikation. Alt afhængig af hvilken type miljø man befinder sig i.

Kort opsummeret:

Mennesker der venter over længere tid på en uforudsigelig fremtid udvikler sig groft skitseret i to retninger:

  1. De stagnerer i handlingslammelse og frygt og bekymringer kommer til at dominerer hverdagen. Denne situation medfører en selvforstærkende cyklus, hvor det gradvise tab af værdier og forventninger fører til øget frygt og bekymringer, der igen øger handlingslammelsen og følelsen af afmagt.

    Forskning i dette område er ofte fokuseret på asylansøgere, langtidssyge, langtidsledige, indsatte og fattige befolkningsgrupper.

  2. Oplevelsen af ventetidens pacificerende greb medfører en langsom og gradvis ændring både i tanke og handlemønster.

    En slags tilpasning til situationen, accept som overlevelsestaktik.

    Dette kan komme til udtryk ved nøjsomhed, ændringer i værdier, hus, status m.m. virker formålsløse at holde fast i, da de ikke er holdbare i længden. Det er en svær erkendelse at give slip på det liv, som man troede man skulle have og endnu sværere er det, når det gælder flere væsentlige aspekter af tilværelsen som arbejdsidentitet, forsørgelsesgrundlag, familieforhold og materielle værdier.

    Man lærer at glæde sig over de små glimt af livsværdi, der falder ned på ens vej. Det lyder måske som det alle leder efter. At være tilfreds i nuet. Men nøjsomheden bygger her på et overlevelses instinkt. En slags opportunisme, hvor man griber de chancer som byder sig, uden forventninger om at de fører nogen steder hen. Hele processen og dermed den sociale betydning af ventetiden er i høj grad kontekst bestemt. Udgangspunkt, miljø, netværk, politiske dagsordner osv. former forløbet.

    Tilhører man i forvejen en udsat gruppe, er man selvfølgelig mere sårbar. Afhængighed af hjælp fra andre eller fra systemet er medbestemmende for hvor hurtigt tingene udvikler sig.

Den danske antropolog Henrik Vigh har undersøgt, hvordan mennesker navigerer i et usikkert og uforudsigeligt miljø. Han kalder begrebet social navigation og sammenligner navigation i en usikker kontekst med det at sejle på et skib. Det kan man gøre på flere måder. Man kan sejle planløst omkring og lade vind og strøm føre en af sted eller ingen steder hen. Det svarer på mange måder til Bourdieus stagnerede scenarie.

Man kan også sejle på en anden måde. Man kender godt nok ikke målet, men har en fornemmelse af hvilken retning man vil hen. Undervejs justere og korrigerer man konstant for at imødegå vind og strøm forhold. Målet er stadig udforudsigeligt og strategi virker derfor ikke, men man kan handle taktisk og udnytte de her og nu muligheder der er for hånden og så se hvor det fører en hen.

Strøm og vind er lig med omgivelserne, der konstant enten skubber eller trækker i ens position og retning. Intet sker i et vakuum, men udspiller sig i en konstant gensidig påvirkning. Det gælder også for oplevelserne af ventetid.

Det ændrer dog ikke ved, at langvarig ventetid i kraft af usikkerheden og uforudsigeligheden medfører store omvæltninger og udfordringer. Omvæltninger og udfordringer som kun de færreste kan håndtere alene og som kan få selv den stærkeste person til at føle sig usynlig, værdiløs og isoleret.

Reflektioner over antropologiske perspektiver på ventetid. (under arbejdet med specialet)

Posted on Updated on

Langvarig venten er et kendt fænomen fra forskning i migration, asylansøgere og kriseramte land m.m. Der findes en lang række undersøgelser af langvarig venten i forbindelse med asylansøgere i Danmark (Whyte, 2009), arbejdsløse unge indere (Jeffrey, 2010) og politisk og økonomisk ustabilitet i Sydafrika (Crapanzano, 1985) for blot at nævne nogle få eksempler. Som det gælder for ventetiden affødt af langvarige sagsforløb, er den temporale udstrækningen og selve målet for ventetiden i de førnævnte forskningseksempler også ukendt. Fælles for længerevarende ventetid er, uanset årsagen, at udgangspunkt for ventetiden er at brud med den kendte, trygge og forudsigelige hverdag og fremtid.

Forskning i langvarig ventetid er et voksende felt med en produktion af en efterhånden anselig mængde videnskabelig litteratur. Groft sagt dominerende to teoretiske perspektiver på forskningen i betydningen af langvarig venten.

Det første perspektiv fokuserer primært på ventetid som degenererende og passiviserende og her har Pierre Bourdieu haft stor betydning, særligt hans bog Pascalian Meditations fra 1997 citeres flittigt i såvel sociologisk som antropologisk forskning om tid og langvarig venten. Det andet perspektiv her repræsenteret af Lektor i antropologi Jennifer Johnson-Hanks og antropolog Henrik Vigh viser, at ventetid ikke nødvendigvis pacificerer evnen til at handle eller resulterer i modløshed. Denne tilgang underbygger resultaterne af mit feltarbejde og bliver af samme årsag den teoretiske tilgang i den senere analyse. Grunden til at jeg vælger at introducere begge perspektiver skyldes både, at Pierre Bourdieu har spillet en stor rolle i den teoretiske udvikling på området, men også det faktum at min egen antagelse forud for feltarbejdet, byggede på netop denne tilgang til langvarig venten.

Ud over sociologen Pierre Bourdieu som repræsentant for denne tilgang har jeg valgt den amerikanske professor i antropologi Vincent Crapanzano, der i 1985 udgav en hel bog om at vente, Waiting: the whites of South Africaog han beskriver såvel i bogen som i en artikel fra 2003 et perspektiv på langvarig venten, der på flere punkter svarer til Bourdieus. Under sit feltarbejde i Sydafrika observerede Crapanzano følgende om langvarig ventetid:

In waiting, the present is always secondary to the future. It is held in expectation. It is filled with suspense. It is a sort of a holding action … in waiting the present loses its focus in the now. The world in its immediacy slips away, it is derealized. It is without e´lan, vitality, creative force. It is numb, muted, dead. It’s only meaning lies in the future—in the arrival or the non-arrival of the object of waiting.” (Crapanzano, 1985:44).

Som en konsekvens af at ventesituationen sættes nuet i en pausetilstand, hvorved enhver motivation til handling forsvinder. Fordi fokus er flyttet bort fra nuet, har det kun betydning i kraft af forventningen om det ventede objektet for ventetiden. Hvis objektet udebliver er der kun håbet som måske vil bringe en mulig omend ikke synlig forløsning af denne venten. Når det ikke er muligt at se en vej ud af ventetiden, henfalder man i passiv ængstelse for den ukendte fremtid, der konstant bevæger sig uden for rækkevide (Crapanzano, 1985: 46-7; 2003: 18) Det er svært at planlægge handlinger, der skal føre til en indfrielse af en fremtid, der er usikker og uforudsigelig (Crapanzano, 1985: 45, 2003: 19). Den form for udsigtsløs ventetid kan være passiviserende og frembringe en tilstand af magtesløshed og sårbarhed (Crapanzano, 2003: 18). Den kan udvikle sig til at blive ens personlige skærsild, hvor man straffes for sine fejl eller svagheder, og skærsilden ved man aldrig selv hvornår man har udtjent. Et modtræk for ikke at forblive i denne låste situation kan være at fokuserer på fortiden, skønt ingen erfaring kan løsne ventetiden, for fortiden bringer ingen løsning som man ikke allerede har prøvet. Skiftet i fokus gør dog, at man kan udholde pinen over at være låst fast i en situation, hvor kun håbet er tilbage (Crapanzano 1985: 46).

Nogenlunde samme trøstesløse udsigt er resultatet af ventetiden hos Pierre Bourdieu.

I Bourdieus bog Pascalian Meditations (2000) reflekterer han over de menneskelige eksistensvilkår, der danner grundlag for hans praksisteori. Tid er et sådant vilkår, men menneskets bevidsthed om tiden opstår først i det øjeblik, hvor forventninger kolliderer med den reelle verden, ved at forventning ikke bliver indfriet (Bourdieu, 2000: 208). I det øjeblik vælter fremtidsplanen og den erfaring/viden som individet havde trukket på både kropslig og mentalt, viser sig ikke at holde stik med virkeligheden. Illusio, fornemmelsen for spillet har slået fejl (Bourdieu, 2000: 211). Bourdieu forklarer Illusio ved hjælp af spil-metaforen: i et boldspil placerer spilleren sig ikke der hvor bolden er, men der hvor bolden forventes at komme, og viden om hvor korrekt placering er bygger på illusio, fornemmelsen for spillet.

Men det er også her, at Bourdieus tilgang til venten viser sig at være mindre brugbar i forhold til min analyse af ventetid, selvom Bourdieus forståelse af forholdet mellem tid og handling bærer ligheder med de teoretiske tilgange jeg har valgt til analysen. Det er den afgørende forskel i præmissen for forholdet mellem tid og handling og de konsekvenserne som brud på dette forhold medfører,, der betyder at jeg ikke trækker på Bourdieu. For at tydeliggøre præmissen for forholdet mellem tid og handling i Bourdieus tilgang udfolder jeg hans teoretiske tilgang lidt mere i dybden end jeg gjorde med Crapanzano.

Den tillærte fornemmelse for spillet, den erfaring vi har tilegnet os gennem vores opvækst og færden i et miljø, gør at vi mere eller mindre ubevist har en fornemmelse af, hvad der vil ske. Det er ikke en ren rationel overvejelse, der skaber forventningen om hvad der vil ske, men mere en praktisk ”feel for the game” (Bourdieu, 2000: 212), som er baseret på erfaring og tillært viden. For at bruge Bourdieus terminologi, så afhænger ens forventning til fremtiden af, at ens habitus og sociale kapital passer til såvel det felt man befinder sig i, som til den position man har i feltet. Målet med spillet er maksimering af egen succes, hvilket skaber konkurrence eller magtkampe både mellem positionerne og imellem felterne.

Så længe spillet kører fremad som forventet, så bekræfter spillets udfald ens viden om det felt/spil man indgår i og derfor løber tiden ubemærket af sted. Eller sagt på en anden måde, det kører bare der ud ad for en. Først når illusionen om den forudsigelige fremtid, hvor ens rolle og funktion er kendt og føles sikker, brydes og kaos udfolder sig, bliver bevidstheden bevidstgjort om tidens forløb ved, at man ikke længere har noget at fylde tiden ud med (Bourdieu, 200: 222-225). Den funktion, som før gav ens handlinger mål og mening, bliver nu ligegyldige, da der ikke er nogen motiverende drivkraft og de spilleregler, der lå på rygraden, gælder pludselig ikke længere og det bliver vanskeligt at forudsige hvad fremtiden byder på. Dermed bliver nuet pinefuldt nærværende. Det giver to muligheder i forhold til hvordan man bruger al den tid man pludselig har til rådighed, personen tyr til desperate handlinger for at slå tiden ihjel, eller passiviteten tager over, og man går i stå og henfalder i modløs venten (Bourdieu, 2000: 222). Selvom livet, som man kender det, bryder sammen og man muligvis henfalder til modløs venten, er det ikke en stationær tilstand, og afmagten behøver ikke fører til varig inaktivitet (Vigh, 2009: 330; Jeffrey, 2008: 956). I mit speciale findes der eksempler, der viser at ventetiden nok bringer krise og modløshed, men på sigt også kan føre til forandringer i værdier og adfærd, der ikke handler om at tilbagekæmpe sin position i et givent felt (Jeffrey, 2010: 187).

Et andet problem ved Bourdieus tilgang til ventetid i forhold til at åbne en analyse af ventetid under sagsbehandling relaterer sig til spillemetaforens grundlæggende præmis.

Bourdieu tager udgangspunkt for sin teori i det klassedelte samfund, hvor det er svært at bevæge sig fra et socialt felt til et andet. Ved at miste sin funktion ekskluderes man fra spillet og dermed fra det felt som ens viden og erfaring er rettet imod, hvilket leder til enten passivitet eller desperation. At felternes bevægelighed er træg og langsommelig er forudsætningen, for at ens habitus og kapital har nogen værdi på et givent felt. Præmissen for at spillemetaforen fungerer er, at spillet udspiller sig i et forholdsvis stabilt og forudsigeligt miljø, hvor det er realistisk at have forventninger om fremtidens begivenheder og planlægge herefter (Vigh 2009a: 427; 2009b: 99-100).

Et stabilt og forudsigeligt miljø svarer ikke til den måde, hvorpå de langtidssyge i dette speciale beskriver oplevelsen af deres livssituation. Tværtimod beskriver de usikkerhed og uforudsigelighed som gennemgående elementer i deres dagligdag, det foranderlige og bevægeligt miljø er et vilkår i deres livssituation.

Men Bourdieu er måske heller ikke så interesseret i undersøge ventetiden og dens betydning på sigt, som han er i at undersøge, hvordan forholdet mellem tid, subjektive forventninger og objektive muligheder kan knyttet sammen til potentiel magt i den sociale verden (Bourdieu, 2000: 216, 223). Tid og i særdeleshed fremtid er en værdifuld magtfaktor, de forskellige felter benytter til at kontrollere, begrænse og manipulere egne eller andres muligheder (Bourdieu, 2000: 226-231).

Hverken Bourdieus eller Crapanzanos perspektiv kan til fulde åbne mit empiriske materiale i en analyse af ventetidens betydninger. I Bourdieus tilfælde tager han udgangspunkt i sit feltarbejde blandt arbejdsløse algierer (Bourdieu, 2000: 221), men hans ærende er ikke at belyse langsigtede konsekvenser af langvarig venten men der imod at synliggøre, hvordan tid er en magtfaktor, der indgår i kampene mellem de forskellige positioner og felter.

Uden at dette skal blive til anmeldelse af Crapanzanos antologi Waiting (1985) om hvide sydafrikanere, kræver denne bog også et par ord med på vejen. Bogen fremstår som et postmodernistisk eksperimentelt bud en antropologisk antologi (Strathern, 1987), hvor informanterne præsenteres, ikke gennem beskrivelser af Crapanzano, men via direkte formidlet dialog mellem Crapanzano og informant. Det betyder, at det er svært at få et samlet overblik over Crapanzanos intension med teksten, ud over at han ønsker at give et indblik i informanternes stagnerede situation domineret af fortidens apartheidstyre, som de venter på skal komme tilbage. Jeg finder ikke, at det i bogen er hans intension at bidrage med en forklarings- eller analysemodel ud over, hvad jeg allerede har nævnt i starten af dette afsnit.

Selvfølgelig er det muligt, at den ventende aldrig formår hverken at tilpasse sig eller at acceptere sin situation, og derfor forbliver i en tilstand af desperation der medfører vilde handlinger som f.eks. vold og kriminalitet (Bourdieu, 2000: 223), eller den anden grøft hvor afmagt, håbløshed og inaktivitet tager over (Crapanzano, 1985, 46). Men hvis den ventende ikke forbliver i denne tilstand, men i stedet ændrer sin måde at navigere på, da mangler begge tilgange en udfoldelse af denne del af processen. 

Litteraturliste

Bourdieu, Pierre (2000). Pascalian meditations. Polity Press, Cambridge UK.  Crapanzo, Vincent (1985) Waiting, the whites of South Africa. New York: Random House.

Johnson-Hanks, Jennifer (2005). When the future decides: Uncertainty and Intentional Action in Contemporary Cameroon. In Current Anthropology, Vol. 46, No. 3, June, pp. 363-385. The University of Chicago Press.

Johnson-Hanks, Jennifer (2002). On the Limits of Life Stages in Ethnography: Toward a Theory of Vital Conjunctures.In American Anthropologist, Vol. 104, Issue 3, sep. 2002. Oxford, UK : American Anthropological Association.

Jeffrey, Craig (2008) Waiting. In Enviroment and Planning D: Society and Space 2008, vol.26.pp.954-58.

Jeffrey, Craig (2010). Timepass: Youth, Class and the Politics of Waiting in India. Stanford University Press. Strathern, Marilyn (1987). Intervening, Review of Waiting, Vincent Crapanzano. In Cultural Anthropology. Vol. 2, No. 2, pp. 255-267.

Vigh, Henrik. (2009a). Motion squared: A second look at the concept of social navigation. Anthropological Theory; No. 9, pp. 419-437.

Vigh, Henrik (2009b): Wayward Migration: On Imagined Futures and Technological Voids, In: Ethnos: Journal of Anthropology, Vol. 74, No.1, pp. 91-109. Vigh, Henrik (2006). The colour of destruction : On racialization, geno-globality and the social imaginary in Bissau. In Anthropological Theory 2006, Vol. 6, pp. 481-500.

Whyte, Zachary (2009). In process: an ethnography of asylum-seeking in Denmark. University of Oxford. UK.