Month: januar 2014
Aktiv livshjælp, aktiv dødshjælp, skal man partout ville livet?
Retten til selv at vælge livet eller døden slutter i Danmark der, hvor smerten af andre vurderes til ikke at være ubærlig nok.
Ja, så kan man jo altid sulte sig ihjel, som det blev foreslået på et debatmøde på Aarhus rådhus den 13. januar i år. Jo tak, lægen kunne da informere publikum om, at det sandsynligvis ikke var forbundet med stor smerte eller ubehag, når først kroppens lager af ophobede giftstoffer havde sløvet hjernen nok.
Men hvad er det for en præmis, der siver under debatten om aktiv dødshjælp? Jeg synes, at præmissen har en snert af religiøs fims, som ingen rigtig siger højt. For hvorfor er der kun den omkostningstunge eller den ubehagelige selvforanstaltede afslutning til rådighed, for de som ikke ikke befinder sig i den afsluttende terminale fase, hvor kun udsættende og lindrende behandling er til rådighed.
Hvad nu hvis man slet ikke er til lidelse, sorg og smerte, og døden synes som en fredfyldt og velkommen gæst, selvom ens nummer endnu ikke er råbt op?
I den morbide argumentationskasse man hive det argument op, som siger, at det dog alt andet end lige må være billigere for samfundet, at folk tager deres liv inden de bliver en plejekrævende omkostningspost. Men nej, livet kan ikke gøres op i kroner øre, selvom det rent politisk bliver det hele tiden.
Aktiv dødshjælp kan misbruges og udnyttes, siger nogen så. Tja, hvad kan ikke det.
Under debatten ligger den uudtalte præmis, at vi antager livet er mere være end døden, og vi alle bør ville livet hele livet. Livet er en gave, som ikke må tages let, døden er afslutningen på gaven og bør derfor ikke ønskes velkommen før timeglasset selv rinder ud. I kristendommen er livet en gave, der er dig skænket og derfor heller ikke din at tage eller afslutte.
Jeg synes ikke, livet er en gave, for en gave indbefatter at den er dig givet af nogen. I min ontologiske opfattelse af verden er livet blot en evolutionær tilfældighed. Det betyder ikke, at jeg ikke sætter pris på livet og er glad for at leve. Forstå mig ret, jeg taler ikke for, at man ved et hvert tungsindigt lune skal kunne nedsvælge en slukpille. Faren for at tage det forkerte valg som rummer de sure konsekvenser er til stede ved alle valg. Det skuer man klart i bagklogskabens irriterende optik. Jeg mener, at der mangler en debat om det bagvedliggende livssyn.
Hvorfor skal det virke som et tabuiseret, ja næsten skamfyldt valg at ville døden før sin tid?
Jeg er selv i tvivl om mit ståsted. Der er gode rationelle argumenter for begge synspunkter. Men præmissen skal vi turde diskutere. Hvem har bestemt at livet er så meget værd, at det skal leves for næsten enhver pris? Hvorfor slutter individets ret til selvbestemmelse, retten til at bestemme over egen krop ved spørgsmålet om aktiv dødshjælp.
Frygt afløser trætheden over sidste års reformbomber på landets Jobcentre
Når kontanthjælpsreformens økonomiske konsekvenser ruller ind på kontoen fra den 31. januar kan det få alvorlige konsekvenser for sagsbehandlerne.
Frygten for trusler og voldelige konflikter som følge af halveringen i kontanthjælpsydelsen til fører til sikkerhedsoprustning i jobcentrene. At stå i frontlinjen for regeringens reformpolitik kræver i forvejen en solid portion robusthed, men kræver et også vagter og muligvis dobbelbemanding.
Jeg håber, a det viser sig at være en storm i et glas vand, men vrede stemmer har fyldt i medierne siden sidste års reformstorm. Det viser med al tydelighed, at den politiske visionen om at forbedre kontanthjælpsreformen ikke helt har vundet genklang hos kontanthjælpskunderne. Det vil uanset om visionen var reel eller et forklædt sparekatalog, føles som en afklapsning hos de unge kontanthjælpsmodtagere der rammes af reformen. Det er tvivlsom, om der ud af deres frustration vil fremvokse motivation og overskud, så de resolut springer ud i uddannelseslivet på vej i mod selvforsørgelse.
Hvad der til gengæld allerede ligger helt fast er, at reformen i høj grad er lykkedes med at skabe massiv frygt ikke bare hos modtagerne men også hos sagsbehandlerne. Reformen tyder på at være den perfekte opskrift på usikkerhed og utryghed i begge lejre, og usikkerhed og utryghed fører ikke til tillidsfuldt samarbejde og motivation.
Usikkerhed og utryghed avler mere frygt osv osv. Er det virkelige socialdemokratisk politik, og er det den type velfærdssystem virkelig det, som vi ønsker her i landet?
Du må yde for at nyde! Hvilket velfærdsDanmark ønsker vi egentlig?
Du må yde for at nyde!
Debatten om mennesker på overførselsindkomster har på den senere tid udviklet sig til noget, der minder om en skyttegravskrig, hvor man på hver sin fløj af holdningskrigen har barrikaderet sig bag sort/hvide holdninger. Holdninger der kastes mere eller mindre ureflekteret ud i medierne og sociale netfora uden synderlig bevidsthed om de bagvedliggende værdier og ideer om velfærdsstaten.
Som forholdsvis nyuddannet antropolog, opdraget til at skue bag om menneskers adfærd, udsagn og handlinger, undres jeg over, den ofte manglende lyst til at søge bag om disse stejle og til tider voldsomt kategoriserende og stigmatiserende synspunkter om langtidssyge og kontanthjælpsmodtagere og andre mennesker i udsatte positioner.
For bagved denne skyttegravskrig om, hvem der har ret til hvad, ligger diskussionen om, hvilken velfærdsstat danskerne egentlig ønsker. Hvilke rettigheder, goder og ydelser skal et sådant system rumme, for hvem skal de gælde, og hvordan gør man sig fortjent til dem. Særligt det sidste må siges, at kunne sætte sindene i kog.
Noget for noget politikken har vundet voldsomt frem på bekostning af medmenneskelighed, empati og solidaritet. Her taler jeg ikke om den siddende regerings kamp for at gennemføre noget, der kun sporadisk minder om rød politik, men om det holdningsskred der efter den økonomiske krise har spredt sig hos den brede befolkning. Det virker som om, at såvel politikere som menigmand i større og større grad har indoptaget den dominerende samfundsdiskurs i deres egen opfattelse. En diskurs baseret på den liberale grundtanke om det frie individ, som altid vil stræbe efter at forbedre sin egen position. Være sin egen lykke smed!
Det er et besynderligt paradoks, at vores samfund på en og samme tid udsættes for et kontinuerligt voksende bureaukrati, der næres af en lind strøm af regler, forbud og regulativer med øget kontrol, overvågning og restriktioner af individets frie udfoldelse til følge. Samtidig hermed stimuleres og næres billedet af den frie selvstændige borger, der selv kan tage ansvar for sit liv og sin lykke gennem politiske salgstaler for reformtiltag og ideologiske visioner, der former de gældende samfundsdiskurser i dagens Danmark.
Det harmonere dårligt med det voksende bureaukrati og regelrytteri, hvor sanktioner kamufleres som motivation gennem beskæringer af velfærdssystemets ydelse.
Nu er man som borger ikke blot ansvarlig og fri til at skabe sin egen lykke, men også til at samle sig selv op, når lykken svigter.
Hvilken velsignet frihed! Friheden til at lykkes for dem som virkelig vil det og gør en indsats eller mislykkes for dem, der ikke vil deres egen lykke nok!
Tag ikke fejl, jeg sætter skam pris på min såkaldte frihed og mine rettigheder, og velfærdssystemet fungerer kun, hvis vi alle bidrager. Men når det bliver til et ureflekteret mantra om, at for at nyde skal man yde, begynder det at skure lidt i mine øre. Mennesker er ikke homogene kvæg, vokset op i en standardiseret stald med ensartede livsvilkår. Mennesker er vokset op under forskellige vilkår, med talrige variationer af forudsætninger og muligheder. Ikke des jo mindre ligger der en ensretning og homogenisering af opfattelsen af, hvad en god samfundsborger er, gemt bag det herskende mantra ”yde for at nyde.” For hvor meget og hvordan er det lige, at borgerne skal yde for at have ret til få del i nydelsen, her forstået som sociale ydelser. Hvilken form for retfærdighed taler vi om? Et det den samme eller ingen hjælp til alle, både til ham som selv kan nå øverste hylde selv og ham uden arme der ikke kan nå? Er det så selvforskyldt at han ikke har samme forudsætninger for at nå øverste hylde eller?
Hvis man kommer i den uheldige situation, at man ikke længere kan yde, skal man så bare hutle sig igennem og håbe på at lykken atter tilsmiler en?
Der tales om luksusydelser til passive modtagere, der kun vil nyde og ikke yde, og om dovne ledige, der selvforskyldt hænger i ledighedskøen. Der er da ingen tvivl om, at i ethvert system er der individer, der udnytter eller bryder reglerne og ikke ønsker at yde, men at disse individer ophøjes til normen og ikke undtagelsen, som de reelt er, ja, det undrer mig. De mange kategoriseres og dømmes ud fra enkeltstående individers adfærd. Hvor er retfærdigheden i det?
Hvis individet forsat skal være i centrum, så bør det individuelle skøn også være det. Ikke alle er ude på at malke systemet for andres hårdt tjente skattekroner. Der findes faktisk mennesker i dette land, der uforskyldt ikke er i stand til at bidrage økonomisk til samfundet på traditionel vis gennem ordinært lønarbejde. Sygdom, psykiske lidelse, funktionsnedsættelser, arbejdsskade m.m. er ikke selvforskyldt dovenskab, og de økonomiske ydelser disse udfordringer kan udløse, er ikke luksusydelser, der finansierer charterferier og indkøb af mærkevarer. De sikrer blot mad på bordet. For de uheldige individer, der ender på en overførselsindkomst som eksempelvis kontanthjælp, ledighedsydelse eller på sygedagpenge for en stakket frist, har det vidtrækkende konsekvenser at være afhængige af andres hjælp.
Konsekvenser der kan være voldsomme både menneskeligt og økonomisk, hvis ikke man er så heldig at have en velbeslået partner eller ægtefælle. Vel er det rimeligt, at samfundet ikke skal forsøge en person med store værdier. Men disse værdier bliver som regel hurtig spist op, for det er kun de færreste, der ikke har kæmpet med næb og klør inden, at de må give op og lade sig forsørge af staten. Der er intet luksuriøst eller festligt over et liv på offentlig ydelse, det påvirker både selvværd, identitet, omgangskreds, hjem og fremtidsdrømme.
Jeg kunne ønske mig, at debatten om sociale ydelser i fremtiden bliver mere nuanceret og faktabaseret og mindre domineret af generaliseringer, herskende diskurser og politiske dagsordner. Lad os i 2014 fokusere debatten på, hvilken form for velfærdstat, vi egentlig ønsker her i Danmark, hvilke grundlæggende værdier skal den bygge på, og hvilket sikkerhedsnet skal systemet indeholde.
Hvis vi da altså overhovedet ønsker et velfærdssystem, hvor der er tryghed for alle borgere, også for dem der ikke kan yde!
Antropolog
Charlotte Jensen
Antropolog Charlotte Jensen 