Fordomme stikker i maven!

Vi ikke bare spejler os i hinanden, kopierer hinanden og lærer af hinanden.

I vores sammenligning med hinanden adskiller og distancerer vi os også fra hinanden. Projekterer vores svagheder, frygt og frustrationer over på hinanden. Det er fuldstændig menneskeligt, og vi gør det alle sammen hele tiden.

Alligevel er det skræmmende, når man opdager, hvor lidt vi reelt ved om hinanden, og derfor også hvor lidt eller meget der reelt er om vores forudantagelser, forestillinger og fordomme om hinanden.

Det er så let at at lade sig påvirke af andre, at man ofte slet ikke bemærker det lille skub.

Vores behov for at passe ind, få anerkendelse og blive accepteret kan få os til at ignorere det lille stik i maven, som kommer i det øjeblik, vi lader os skubbe af andres adfærd eller meninger.

Jeg gør det skam også selv. Jeg er ingen engel eller helgen.

Selv i dag kan jeg få dårlig samvittighed, når jeg tænker på mit korte venskab med Fatima fra parallelklassen. Hendes forældre var pakistanske gæstearbejde, som det hed dengang i 60´erne og 70´erne. Egentlig syntes jeg, hun var både sød og spændende. Vel lugtede hun af fremmede krydderier og havde kulørte lange skørter med bukser nedenunder. Men hun var glad og sjov og på ingen måder et dårligt bekendtskab, bare anderledes.

I starten var jeg ligeglad, men alligevel sneg de spydige bemærkninger om hvidløgsdunst og latterlig påklædning sig ind under huden og fik mig til at se hende i andet perspektiv. Og det søde og sjove blev afløst af det pinlige, kiksede og en bevidsthed om det anderledes. Uskylden forsvandt og jeg trak mig langsomt ud af venskabet. For i bund og grund var jeg en kujon, et barn som mange andre, der var bange for at skille sig ud. Derfor valgte jeg Fatima fra. For at tilpasse mig det dominerende fællesskabs normer.

Hvilket ironisk paradoks: Jeg kasserede et andet mennesker for ikke selv at blive kasseret af andre.  

Jeg vælger at tro på, at jeg i dag er lidt klogere og mere selvbevidst, om de valg og fravalg jeg foretager. Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig mærker frygten. Frygten for at skille mig ud. Frygten for at være anderledes. Frygten for blive valgt fra.

Jeg erkender også, at frygten stadig farver mit syn på andre mennesker og til tider bliver styrende for mine beslutninger.

Men frygten er ikke nødvendigvis vores fjende.

Vi kan bruge vores frygt til at holde os selv moralsk på dupperne.

Til at være bevidste om vores fordomme og antagelser. For fordomme er Substral for frygten. Frygten er den lup, hvor igennem vi kan spotte vores antagelser og ikke lade disse automatfordomme danne grundlag for vores valg.

Så frem med luppen, når du mærker stikket i maven!

Der er aldrig for sent at få skrubbet lidt af den fastgroede rust af glorien.

Bedre sent end aldrig.

Undskyld Fatima!