Måned: september 2014

Juhu for det frie individs ret til at vælge

Posted on Updated on

Denne vidunderlige frihed til at overskuds- og overflodsudvælge, lønslave eller lønskaber, husejer eller hjemløs, successtræber eller subsistensløs!!

Vi hylder friheden og vores ret til selv at vælge som en selvskreven naturlig rettighed i vores velfærdsdemokratiske bronzevindende lykkeland.

Tag endelig ikke fejl, jeg er en rendyrket valgfan. Jeg glæder mig inderligt over, at jeg rent faktisk har noget at vælge imellem.

For heldigvis består tilværelsen for de fleste af os af en nærmest endeløs række af valg. Nogle valg husker man i flere år – lang eller kort brudekjole, seminariet eller universitetet, graviditet eller abort. Andre valg synes nok vigtige men mindre mindeværdige. Skal jeg vælge konventionel mælk eller økomælk, løbetur eller avisen, kylling i karry eller sushi? Det er et privilegium at kunne vælge til og fra, og de fleste af os tænker kun sjældent virkelig dybt over det.

Men at træffe et reelt valg kræver visse forudsætninger. Det kræver kendskab til muligheder og konsekvenser og at der rent faktisk er noget at vælge imellem. Alt andet er ikke et reelt valg. Der kan vi sagtens gennemskue, når det børn, der er kommet i vanskeligheder. Så ved vi godt, at de ikke selv valgte at få tæv, blive misbrugt, mobbet eller omsorgssvigtet, og at de aldrig nogensinde ville have en reel chance for at gennemskue de langsigtede konsekvenser af dårlige valg.

Men når det er den hjemløse på gaden, bumsen eller narkomanen, så er det lidt deres egen skyld, de har lidt selv valgt deres situation. De kunne passende tage sig lidt sammen, indordne sig eller i det mindste udleve deres valg et andet sted. Og ja, de har utvivlsomt taget nogle dårlige valg, der har været medvirkende til, at de i deres nuværende situation.

Men hvor går grænsen for eget ansvar og fællesskabets medansvar.

Jeg mener ikke systemets ansvar, men vores individuelle medansvar for vores medmennesker. Ikke en gang Palle fandt, at det i længden var sjovt at være alene i verden.

Vi er sociale væsner, der behøver hinanden, og derfor bør vi tage ordentlig vare på hinanden ved at tage et medansvar. Ikke at vi kan eller bør redde hele verden. Men vi kan som minimum være bevidste om vores priviligerede position. Være bevidste om vores fordomme og forestillinger. Forsøge at se hele mennesket!

Så kan vi måske blive lidt mindre hårde, når vi fælder dom over vores medmennesker. Og måske, bare måske bliver verden så et lidt mere rummeligt og nuanceret sted at være.

Hvis det virker som en helt uoverskuelig opgave, ja, så kan man jo starte i det små.

Start med at købe avisen ”Hus forbi”, næste gang du passerer en sælger på gaden.

Sig hej til din nabo næste gang, I passerer hinanden.

Og husk så at glæde dig over de valg, som du selv har mulighed for at træffe!

 

Reklamer

Noter til debatoplæg, Norddjurs Kommune, netværksgruppe den 10. sep. 2014

Posted on

  • Tid fylder meget i vores hverdag. Vores liv er i en vestlig kontekst oftest struktureret omkring tid. Skemaer – planer – kalendere. 
  • Ure – forsat et af de mest brugte smykker
  • Sproget afspejler betydningen og forståelsen af tid:
  • Tiden flyver, tid er penge, tidsspilde, tiden løber, tiden går istå.
  • Tid har mange egenskaber og funktioner.
  • Tid er en vigtig del af det moderne samfund og det er vigtigt at ”Følge tiden!”
  • To aspekter er væsentlige ved tid: bevægelsen/flowet og indholdet i tiden.
  • Når tiden bevæger sig fremad – meningsfyldt indhold – flyver tiden. Vi siger, vi glemmer tiden.

Tiden som bro mellem nutid og fremtid. Ventetid som en kløft/hindring.

  • Det modsatte sker for ventetid af en vis længde.
  • Her kan tiden opleves som langsom, formålsløs – tiden går i stå. Flowet forsvinder.
  • Når fremtidsforestillinger forsvinder, muligheder forsvinder opløses følelsen af tiden som en bro af muligheder ud i fremtiden. Ventetiden er blevet en forhindring, en uoverstigelig kløft fyldt.
  • Langvarige ventetid adskiller sig fra almindelig tid.
  • – graverende betydning – påvirke alle aspekter tilværelsen – psyke og helbred familieliv m.m
  • Langvarig ventetid er en ligning med mange ubekendte

    – tidshorisonten/udstrækningen – udformningen af vejen – målet /indfrielsen af ventetiden.

  • Start af ventetid: Kendt Formål med tiden – målet for ventetiden giver ventetiden mening. Hvis målet fortaber sig = tid – formålsløs
  • Når man har et mål, stræber man efter at nå dette. Målet er retningsgivende – en guide for valg.
  • Det motiverer ens handlinger + målet skaber forventninger

    – som igen motiverer til handling osv. Forventninger holdes i live af indfriede delmål. Fremtiden synes nærværende og realistisk.

  • Denne fremadstræben skaber tidslig fornemmelse – flow

     – meningsfyldt tid – ikke tidsspilde. Styr på tiden = styr på livet.

    Målet fortaber sig når vi gentagne gange oplever manglende succes med vores handlinger.

  • Vi stræber igen og igen uden at nå i mål. (Sisyfos myten )
  • Vores stræben bliver formålsløs – målet bliver uopnåeligt og fjernt. Det er uden for vores rækkevide, uanset hvor meget vi kæmper.
  • Forventningerne til målet for vores stræben indfries ikke – motivation til at handle forsvinder- målet kan ikke længere motivere handling – tiden bliver formålsløs.
  • Den meningsskabende cirkel mellem forestillinger/mål, handlinger/valg og forventninger/erfaringer brydes.
  • Kun de færreste gider gentage formålsløse handlinger!
  • Målet fortaber sig også, når vi mister evnen til at handle pga. sygdom, arbejdsløshed, fængselsstraf,  et liv som flygtning.
  • Handlekraften er det, som skaber muligheder – fører forventningerne ud i livet – bringer os tættere på målet, på succes.
  • Evnen til at handle er væsentligt for at tiden har flow/bevægelse og mening
  • Men når forventningerne/erfaringerne ikke længere kan bruges som grundlag for valg af handlinger – svinder handlekraft = usikkerhed og uforudsigelighed.
  • Det rejser spørgsmål som: Hvordan skal jeg nå et mål – hvilke muligheder får jeg, hvor ender jeg og hvornår? Hvad skal der blive af mig?

Når mål og handlekraft forsvinder, har man hverken kontrol eller indflydelse på livet eller fremtiden mister man indflydelse og kontrol med vejen og målet.

  • Det gør begge dele uforudsigelige
  • Forventninger og fremtidsforestilling skrumper, når oplevelsen af at styre sit eget liv forsvinder

    = usikkerheden vokser = Følelse af stagnation- sat på standby,

  • Kan medføre: afmagt, angst, frustration og modløshed.

Langsigtede konsekvenser af ventetidens uforudsigelighed og usikkerhed

  • Kan føre til sociale deroute, social udstødelse, stigmatisering/selvstigmatisering og psykiske problemer.
  • Et gradvist skred over længere tid, en process der har en selvforstærkende effekt jo længere tid den står på.
  • Frygt for og ofte også gradvis nedbrydning af fundamentet/værdier: opretholdelse af evne til selvforsørgelse, familieforhold, identitet m.m. = krise

Paradokset når langvarig ventetid fjerner fremtidshorisonten

  • Fremtiden fylder mere og mere ved sit fravær. Jo større kløft – jo større usikkerhed.
  • Frygten overtager nuet. Posedamen – et liv på gaden eller lukkede afdeling, ensomhed m.m.
  • Det ukendte nærer Frygten for hvor galt det kan gå.

Tiden i ventetid er nu blevet en slags limbo, et vakuum, hvor identitet, forventningerne og værdierne langsomt går i opløsning. Alt står i kontrast til ”normalen” og omgivelsernes forsatte pulsering fremad.

Langvarig ventetid kan medføre en forværring i helbredstilstanden,

  • både psykisk og fysisk – kan medføre en mental tilstand: en laden stå til eller regressiv tilstand.

Selvfølgelig er disse konsekvenser

  • kontekstbestemt –
  • livssituation/vilkår i udgangspunkt –
  • ressourcer/social kapital/miljø

CASE 1. se ark.

Hvordan vi som samfund håndterer disse udfordringer ved langvarig ventetid, er i høj grad politisk og kulturelt bestemt.

Lovgivning, budgetrammer og gældende diskurser sætter rammer, for hvad der er muligt både inden for social og sundheds området.

  • Hvilke muligheder for minimering af konsekvenser er der til rådighed?
  • Hvordan kan vi skabe mening i ventetid?
  • Langvarig ventetid afføder ofte en vrede mod ”systemet”. Hvordan kan dette ”os” og ”de andre” minimeres?
  • Ventetid er uundgåeligt – hvordan overkommer vi kløften mellem ideal og praksis? Mange tiltag er indført, men der er langt til målet.
  • Hvad er jeres erfaring og holdninger?

Jeg skaber mig hele tiden!!

Posted on Updated on

I denne tid, hvor det er så ”vigtigt” at tage sin skæbne og sit ansvar på sig ved at skabe sig selv og sin verden, kan det være svært ikke at få kreativitetsnedbryd, åndenød og panikstress ind imellem. Splittet mellem at jeg burde hengive mig til meditativ selvhealing og åndedrætsøvelser for at få genopbygget energiflowet, bringe mig selv i harmoni med universet og så det, at jeg burde kaste mig over de selvudfoldende energikrævende skaber-processer, hvor jeg bidrager både til min egen og samfundets vækst.

Jeg kan blive så forbistret træt af at skabe mig hele tiden. Egenskabe min personlighed, vildskabe mine personlige muligheder, nyskabe mine karrierechancer, skabe og genskabe min autenticitet, konstant venskabe mine sociale relationer – min fremtid og nutid. At skabe sig en tilværelse er bare en lang skaben sig på den ene eller anden måde, og alle skaberierne kræver overskud og muligheder.

Denne evindelige skabelsesproces bringer mig i et evindeligt dilemma mellem min opvæksts indprentning og nutidens forventningen om, at jeg skal tage ansvar for mig selv, for mit liv, for min lykke, for mine børn, for mine pårørende, for mine naboer og hold da kæft et ansvar hele tiden, når man bliver voksen! Her hjælper ingen kære mor, når man som voksen piver over nutidens krav om at tage ansvar. Det er ikke bare din velsignede pligt som et voksent individ, men skam også som en god samfundsborger.

Alle bør vi tage ansvar for at udfolde vores potentiale, tage ansvar for vores liv ved at skabe og genskabe os selv hele tiden og ikke kun i ren egoisme men skam også til fællesskabets samlede nytte.

På en eller anden måde står al denne selvansvarlighed i en slags kontrast til min barndoms stikkende uldtrøje. Nogle af jer husker nok disse tykke sweatere af groft uldgarn, som man som barn var tvangsindlagt til at iføre sig. De var varme, ja bevares, men jo mere man bevægede sig, jo mere stak og kradsede de.

Jeg har stadig ikke helt lært at gå med uld. Uanset kvaliteten synes jeg stadig uldtrøjer kradser, især hvis jeg bevæger mig eller skulle komme for skade at svede lidt under de stikkende fibre.

Jeg lider af en afgrundsdyb konflikt mellem min opvæksts mantra om, at børn skal ses, ikke høres – kun hvis de bliver spurgt, og så nutidens krav om at være ekstrovert på den fede og hippe måde.

Blot indenfor den sidste måned har jeg gentagne gange ved flere foredrag hørt dette ”krav” om, at du skal tage ansvar for dit liv og din lykke ved at gå ud og vise, hvem du er. Ikke på en hvilken som helst måde, men med autenticitet og troværdighed, for så ligger verden nemlig for dine fødder. Det er vejen til succes både som person og som virksomhed.

Hvis du ikke gør det, så er det din egen skyld, at succesen udebliver, så er du en bangebuks, der fokuserer på begrænsninger og ikke muligheder. Der findes jo ikke forhindringer, kun udfordringer!

Så bare se at kom af sted, ud og skab dig sammen med alle de andre! Kom så Bambi, hvad venter du på? Isen er sikker!

Det er en voldsom udfordring at skulle fremvise sit indre potentiale til at blive en verdensmester – især når man er opdraget til, at det er det sikreste at ligne en standerlampe. Stå diskret og stille i hjørnet og kun lyse, når nogen trykker på knappen!

Jeg har aldrig følt mig som nogen særlig succesfuld eller eksklusiv standerlampe! Mere lidt som en ustabil version fra Jysk. (undskyld Jysk, men kvalitet har aldrig været jeres brand!)

Dette krav om at være konstant kreativ og skabende, tage ansvar for sit liv forudsætter muligheder. Man kan kun tage ansvar og skabe sig selv og sit liv, hvis man kan se muligheder og har ressourcer til rådighed. Det er ikke et udgangspunkt, der er alle forundt eller givet. Og selv hvis man så tror sig at have sit på det tørre, så er det farligt at tage tingene for givet. Ikke at jeg skal være en slags mørkets budbringer, men verden giver, og verden tager. Der findes faktisk mennesker i vores velnærede velfærdslykkeland, som ikke har meget at skabes sig med eller udfra.

Og from nothing comes nothing! At skabe noget af intet tror jeg, stort set kun er lykkedes for Vorherre.

Men hvem er jeg til at sige, at alt ikke er muligt!

Jeg er bare mig, en masseproduceret standerlampe i en kradsende uldsweater!