Aktiv livshjælp, aktiv dødshjælp, skal man partout ville livet?

Posted on januar 31, 2014 Updated on januar 31, 2014

Retten til selv at vælge livet eller døden slutter i Danmark der, hvor smerten af andre vurderes til ikke at være ubærlig nok.

Ja, så kan man jo altid sulte sig ihjel, som det blev foreslået på et debatmøde på Aarhus rådhus den 13. januar i år. Jo tak, lægen kunne da informere publikum om, at det sandsynligvis ikke var forbundet med stor smerte eller ubehag, når først kroppens lager af ophobede giftstoffer havde sløvet hjernen nok.

Men hvad er det for en præmis, der siver under debatten om aktiv dødshjælp? Jeg synes, at præmissen har en snert af religiøs fims, som ingen rigtig siger højt. For hvorfor er der kun den omkostningstunge eller den ubehagelige selvforanstaltede afslutning til rådighed, for de som ikke ikke befinder sig i den afsluttende terminale fase, hvor kun udsættende og lindrende behandling er til rådighed.

Hvad nu hvis man slet ikke er til lidelse, sorg og smerte, og døden synes som en fredfyldt og velkommen gæst, selvom ens nummer endnu ikke er råbt op?

I den morbide argumentationskasse man hive det argument op, som siger, at det dog alt andet end lige må være billigere for samfundet, at folk tager deres liv inden de bliver en plejekrævende omkostningspost. Men nej, livet kan ikke gøres op i kroner øre, selvom det rent politisk bliver det hele tiden.

Aktiv dødshjælp kan misbruges og udnyttes, siger nogen så. Tja, hvad kan ikke det.

Under debatten ligger den uudtalte præmis, at vi antager livet er mere være end døden, og vi alle bør ville livet hele livet. Livet er en gave, som ikke må tages let, døden er afslutningen på gaven og bør derfor ikke ønskes velkommen før timeglasset selv rinder ud. I kristendommen er livet en gave, der er dig skænket og derfor heller ikke din at tage eller afslutte.

Jeg synes ikke, livet er en gave, for en gave indbefatter at den er dig givet af nogen. I min ontologiske opfattelse af verden er livet blot en evolutionær tilfældighed. Det betyder ikke, at jeg ikke sætter pris på livet og er glad for at leve. Forstå mig ret, jeg taler ikke for, at man ved et hvert tungsindigt lune skal kunne nedsvælge en slukpille. Faren for at tage det forkerte valg som rummer de sure konsekvenser er til stede ved alle valg. Det skuer man klart i bagklogskabens irriterende optik. Jeg mener, at der mangler en debat om det bagvedliggende livssyn.

Hvorfor skal det virke som et tabuiseret, ja næsten skamfyldt valg at ville døden før sin tid?

Jeg er selv i tvivl om mit ståsted. Der er gode rationelle argumenter for begge synspunkter. Men præmissen skal vi turde diskutere. Hvem har bestemt at livet er så meget værd, at det skal leves for næsten enhver pris? Hvorfor slutter individets ret til selvbestemmelse, retten til at bestemme over egen krop ved spørgsmålet om aktiv dødshjælp.